Den er fin med kompasset

Filmatiseringen af den britiske forfatter Philip Pullmans roman ”Det gyldne kompas” kører i det helt store gear. Denne børnefilm for de lidt større handler om den fri vilje, om sandhed og forskellighed; og dermed også om menneskets ret til at begå fejl, til at lide, til at begære. Filmens gode kræfter kæmper for disse humanistiske oplysningsdyder; de onde kræfter er en totalitær magtelite, der under navnet Magistraten spiller med lukkede kort, forsøger at fratage mennesket dets frihed, og som har spioner, politiske kommissærer og medsammensvorne overalt.

Mere konkret handler filmen om pigen Lyra, der bor i en verden, der på visse punkter ligner vores, men som ikke desto mindre ligger ved siden af den som en parallelverden. I Lyras verden sidder sjælen ikke inde i kroppen. Den findes uden for mennesket som en daimon, der har skikkelse af et dyr. Børns daimon skifter skikkelse efter barnets sindsstemning, men i puberteten finder den en fast form, så voksnes daimon har altid den samme form. Forandringen fra barn til voksen foregår ved hjælp af et kosmisk stof, der kaldes støv. Magistraten forsøger at skjule sandheden om støvet og har derudover gang i en stribe forsøg, der skal adskille børn fra deres daimon. Støvet kommer nemlig til mennesket via dets daimon, men hvis de to nu er adskilt, kan man måske forhindre børn i at blive voksne, opsætsige og selvstændige.

Det lyder nok mere indviklet, end det faktisk er, for filmen forklarer med stor behændighed, og uden at det bliver for eksplicit, de komplicerede forhold, så børn sagtens kan være med. Men filmen giver – som det også er tilfældet med bogen og dens to efterfølgere, ”Skyggernes kniv” og ”Ravkikkerten” – masser at snakke om. Den har simpelthen dybde og tør handle om noget.