Et fire meter højt juletræ fra gulv til loft, smukt pyntet med julehjerter i flotte mønstre. Det er en af de ting, Josefine Ottesen ser tilbage på med glæde fra julen i sin barndom. Til gengæld er det smukke juletræ og timerne brugt på at kreere pynten i familiens skød det eneste positive, den 51-årige forfatter har at fortælle om sin barndoms jul. En jul, der i stedet for at være præget af hygge og familiesammenhold var både kaotisk, besværlig og ensom.

Josefine Ottesen voksede op i Nordjylland sammen med sine forældre og fem ældre halvsøskende. Men den allerede store familie blev yderligere udvidet af omkring 100 unge, kriminelle mænd mellem 16 og 18 år, der boede på ungdomshjemmet, Kettrupgaard, hvor hendes forældre var forstandere. Familien boede i en lejlighed, der lå på institutionen.

De fleste af de unge mænd tog hjem til deres familier i julen, men for dem, der ikke havde den mulighed, blev der holdt familiejul på Kettrupgaard. Det betød, at Josefine Ottesens jul altid var fyldt med mennesker.

– Julen var slet ikke privat. Dengang sidst i 1950’erne havde man et andet billede af familieenheden. Når man var forstanderpar, var man det 24 timer i døgnet. Også i julen, siger hun og fortsætter:

– Der var et enormt juletræ og en enorm masse mennesker. Jeg var lille og havde følelsen af at være mast inde mellem hofterne på en masse mennesker. Jeg oplevede det meget kaotisk.

Detaljerne omkring juleaften har Josefine Ottesen svært ved at huske. Eksempelvis kan hun ikke huske en eneste gave, hun fik, selvom hun dog er sikker på, at de fik gaver. Familien manglede ikke noget, men havde heller ikke ret mange penge, så Josefine Ottesen gætter på, at de fik praktiske gaver som bøger, farver og papir.