Mayonnaise kan stå og sætte sig på samme tid

Det forekommer mig at være fysisk kompliceret at skulle stå og sætte sig på samme tid! Det lyder som en modsætning, men det kan sagtens lade sig gøre, især hvis det er mayonnaise. Det står endda skrevet i en opskrift i en yderst autoriseret kogebog om hjemmerørt mayonnaise, at den skal stå og sætte sig, mayonnaisen altså, efter at den er rørt.

Sproget er, hvad det skaber.

Bare det at være hjemmerørt! Det er da et herligt ord her op til jul, hvor rørelsen er en del af hjerternes fest.

Men mayonnaise skal altså have lov til stå og sætte sig.

Ak ja, den mayonnaise! Først sprængte den nærmest dansk retskrivning, da sprognævnet og dermed retskrivningsordbøgerne for år tilbage kaldte det korrekt at stave mayonnaise som majonæse. Uha! Det gav røde næser og en debat på niveau med afstemninger om suverænitetsafgørelser i EU.

Når substanser som mayonnaisen skal stå og sætte sig, så betyder det at sætte sig at synke lidt sammen, falde til ro i den nye struktur, ligesom jord og bygninger skal sætte sig efter store omkalfatringer. Når mayonnaisen samtidig skal stå, henviser det selvfølgelig til en henstillen i en skål. Problemet med hjemmerørt mayonnaise er nu ikke primært dens staveform, men det, at den sætter sig på sidebenene sammen med andet sul her op mod jul.

Men udtrykket er da morsomt. Sproget producerer mange former, der kan være svære at eftergøre i den skinbarlige virkelighed. Det gælder også, når en person står og falder hen!

Det lyder farligt, men betyder at miste koncentrationen, slappe af, måske halvslumre, for her betyder verbet falde det samme, som når man falder i søvn. Det er altså ikke et helt konkret fald, men overført betydning af at falde. Der er også personer, der falder fra, og det kan betyde forskelligt lige fra at være en omskrivning af død til at forlade et møde eller en given forsamling.

Til disse modsætningsvendinger hører også udtrykket at stå og hænge. Jeg hørte som barn om dette sære fænomen, at ungdommen inde i København og andre store, farlige byer stod og hang på gadehjørnerne.

Det spekulerede jeg noget over. Stå og hænge var da i sig selv kompliceret at gøre samtidig, men så oven i købet lige på et gadehjørne. Hvordan kunne der også være plads til alle disse unge på gadehjørnerne? Det var i øvrigt strengt forbudt for os, der voksede op på et andelslandbrug med styr på håndfast opdragelse, at stå og hænge. Det var nemlig, forstod jeg, det rene skørlevned at stå og hænge, så det øvede jeg mig en del på. Nu vil vi så undlade at hænge ud her op til jul, men det er ikke tosset at falde lidt hen på sofaen.

sprog@kristeligt-dagblad.dk