Det var en tung byrde at miste mit barn

Det er svært at miste et barn. Det ved Louise Raaschou – her med sønnen Sejer på 10 måneder – alt om, for lige inden hun skulle føde sin søn Isak, fik hun at vide, at han var død, men at hun skulle føde ham alligevel. I dag besøger hun hans grav to til fire gange om året. På den måde føler hun, at hun stadig kan gøre noget for ham, selvom han ikke lever. –

- Peter Kristensen.

Læs også

flexblock

Tema

Gravid

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Laura Elisabeth Schnabel | 8. december 2007

DØDFØDT: Louise Raaschou er en af de mange forældre, der har mistet et drengebarn. Han døde allerede inden fødslen. I dag har hun fået to andre drenge, som hun og hendes nye mand bor sammen med i en villa i Hellerup

Babyalarmen på det ovale hvide køkkenbord siger ikke en lyd. Det er mærkeligt. For Sejer på otte måneder plejer ikke at sove så længe. Nu har han sovet 20 minutter længere, end han plejer under formiddagsluren. Stilheden får hans mor, Louise Raaschou, til at sidde uroligt på stolen. For der kunne jo være noget i vejen. Hvorfor er han så stille? Hvorfor vågner han ikke? Gad vide om han er død?

Spørgsmålene trænger sig på, og hun må minde sig selv om, at hun bliver nødt til at slappe mere af i rollen som forælder. Men det er ikke nemt. Ikke når man som hun har mistet sin førstefødte søn – Sejers storebror. Det skete, allerede inden hun nåede at lære ham at kende.

For otte år siden var hun lykkelig gravid med ham. Alt gik godt. Hun kunne mærke spark fra sin lille dreng, som hun og hendes daværende mand allerede havde døbt Isak. For der var ikke lang tid til, at hun skulle føde, og både vuggen og babytøjet var gjort klar til at blive taget i brug. Men da hun rundede terminen den 5. maj og gik en dag over, var der pludselig noget helt galt.

– Jeg blev urolig, for jeg kunne ikke mærke ham. Når jeg cyklede om morgenen, plejede han altid at sparke. Den var god nok hver gang. Men det gjorde han ikke den morgen, fortæller 37-årige Louise Raa-schou.

Annonce

Bekymringen for også at miste sine to andre sønner, Sejer på 10 måneder og Johannes på 6 år, sidder som en lille permanent knude i kroppen, der vokser sig stor, hver gang noget hos børnene afviger fra deres normale tilstand. Hun knuger babyalarmen svagt i den ene hånd. Men lægger den igen. Der er nok ikke noget i vejen.

Men det var der dengang for otte år siden. Hun tog sammen med sin mand til hospitalet, men da jordmoderen ikke kunne finde hjertelyden og sendte hende videre til scanning, begyndte Louise Raaschou at græde.

– Jeg kan huske, at jordemoderen kigger på mig i elevatoren og siger ”nogle gange dør de jo.”

Kort efter kom beskeden fra lægen. Deres barn var død af iltmangel – måske fordi navlestrengen havde sat sig i klemme mellem hans hoved og bækkenet.

Hun fik at vide, at hun skulle føde Isak, selvom han var død. Han kunne ikke komme til verden ved kejsersnit, selvom det var det eneste, hun ønskede. På det tidspunkt vidste hun ikke noget om, at det at føde sit døde barn kan have en positiv psykologisk virkning på det videre sorgforløb. Hun kunne slet ikke forestille sig at skulle føde Isak. Den dreng, som i hendes verden kun kunne være i live, men som ikke var det. Hun gik sammen med sin mand ned i opholdsstuen og drak en guldøl, en whisky og røg cigaretter. De forbehold, hun havde taget for at passe på sit barn, var pludselig ophævet.

– Det må have set vanvittigt ud. Folk gloede på den her højgravide kvinde, der sad og drak og røg, fortæller hun og sukker igen.

Louise Raaschou fik sat fødslen i gang. I 28 timer lå hun på Herlev Sygehus’ fødeafdeling og hørte barnegråd fra nyfødte børn, så glade nybagte fædre og mødre og kunne følge vellykkede fødsler. Alt det, som hun i ni måneder havde set sig selv som en del af, men som på et splitsekund havde ændret sig.

– Det var grusomt. Og fødslen var forfærdelig. Bagefter sagde jeg, at jeg ikke ville se ham endnu. De tog fire polaroidbilleder af ham og lagde kameraet ved mig. Men vi fik aldrig taget flere billeder. Og jeg fik aldrig holdt ham. Da jeg så ham, kunne jeg slet ikke forstå det. For jeg skulle jo have min søn. Men samtidig var der også en del af mig, der forstod det.

– Det var det. Jeg ville ikke se ham mere, fortæller hun.

På det tidspunkt, hvor Louise Raaschou fødte, var der ikke samme omsorgspersonale på sygehuset, som der er i dag. Der var ingen til at fortælle hende, hvor vigtigt det var, at hun så Isak, holdt ham og brugte tid sammen med ham. Det er nogle af de få minder, man som mor til et dødfødt barn kan tænke tilbage på. Minder, der hjælper en til at komme videre i dagene og årene efter.

Louise Raaschou var hurtig til at lægge låg på og acceptere andres reaktion på det, der var sket. Lidt for hurtig. Efter få måneder begyndte venner og bekendte at rose hende for at være kommet videre og klare det så godt. Men hun var ikke kommet videre – slet ikke. Tankerne om det uforståelige og sorgen havde invaderet hendes krop.

– Mine hormoner og min krop fortalte mig jo, at jeg skulle have mit barn. Jeg mistede min sorgløshed og rollen som mor, selvom jeg var indstillet på at skulle være mor. Det var en tung byrde at miste mit barn.

De efterfølgende tre år var ikke nemme, og flere venskaber kunne ikke holde til det. Hun fik ikke hjælp fra hospitalet, men måtte selv opsøge psykologer, og hele hendes identitet var præget af tabet. Hun var Louise Raaschou, der havde mistet sit barn. Det tærede også hårdt på forholdet til Isaks far. Kort efter fik de Johannes sammen, men i dag er hun gift med en anden mand, der er far til Sejer.

Louise Raaschou har nu accepteret tabet. Men på Isaks fødselsdag bliver hun ked af det og tænker, at det aldrig bliver bedre. Han er begravet på et familiegravsted, og i perioden efter hans død kom de der hver uge. I dag besøger hun gravstedet til hans fødselsdag og til jul. Der er en lille gravsten, hvor der kun står hans navn på, en bamse og en lille grøn og gul plastikbil, som hun købte en måned efter, at det skete.

Det var kun deres respektive mødre, der var med til begravelsen – og så kisten. Men i dag kan Louise Raaschou se, at vennerne også skulle have været der.

– Man kan ikke være udfarende nok. For at komme gennem sorgen betyder det alt, at de nærmeste har set barnet eller været med til begravelsen, så man har noget at mindes sammen, siger hun.

Pludselig kommer der lyd fra babyalarmen, og Louise Raaschou er hurtigt inde ved Sejer og tilbage igen med ham på skødet. Hun bekymrer sig ikke så meget om, om han eller Johannes falder og slår sig eller brækker benet. Men hun er bange for, at de falder, brækker halsen og dør.

I det hele taget går hun til problemerne på en anden facon en før. Nogle problemer er ikke alvorlige mere. Hvis en veninde eller bekendt er bekymret over sit kolikbarn, tænker Louise Raaschou, at moderen i det mindste ikke har et dødt barn.

– Hele ens idé om, hvordan verden hænger sammen, er smadret. Jeg er holdt op med at stole på faste rammer. Jeg har ikke længere en tro på, at man kan planlægge sin graviditet efter, hvornår man eksempelvis er færdig med specialet på ens studium. Måske kommer livet ind fra højre og ændrer alt for dig.

På køkkenvæggen hænger der en blyantstegning af Isak. Louise Raaschou tænker ikke så meget over, at hvis hun havde fået en pige, kunne det være, hun måske havde overlevet, fordi flere drengebørn end piger dør. Men da hun i sin tid fik at vide, at Johannes også var en dreng, brød hun sammen.

– Det er svært at få en dreng igen. For jeg er ked af, at jeg ikke også skulle opleve at have Isak. Men alligevel har jeg lært noget af situationen. Jeg har lært ikke at være berøringsangst. Det er det værste, man kan i en krise.

Selvom hun nogle gange bliver ked af det, når hun ser sin venindes søn, der har samme alder, som Isak kunne have i dag, er hun et godt skridt videre.

– Det hele skal nok gå. Der kommer en hverdag igen, hvor man bliver irriteret over køen på posthuset, siger hun.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock