Hver uge må forældre gå hjem fra hospitalet i dyb sorg, fordi de har mistet deres lille dreng eller pige. Oftest er det en dreng, som ikke har kunnet klare udfordringer i mors mave eller livets udfordringer.
Ifølge de nyeste tal fra Sundhedsstyrelsen døde der fra perioden april 2004 til oktober i år 516 drenge og 382 piger mellem nul og et år – det svarer til 26 procent flere drenge. Men der fødes omkring 52 procent drenge, så det betyder, at naturen har indrettet sig på, at der dør flere drenge.
Der er ikke megen forskning i, hvorfor netop drengebørnene dør, men man ved, at det mandlige kønshormon testosteron er en væsentlig del af forklaringen.
Gorm Greisen, professor og børnelæge for nyfødte børn på Rigshospitalet, peger på, at hormonet er med til at styre udviklingen af drengebarnet. Han fremhæver dog, at forskellen på, hvor mange drenge og piger der dør, svinger over en længere periode. Ifølge hans beregninger dør knap 20 procent flere drengespædbørn end piger. Det er der især to forklaringer på.
– Drenge er en lille smule langsommere udviklet i lungerne. Blandt andet fordi at kønshormonet testosteron hæmmer udviklingen af et bestemt overfladestof i lungerne, som er med til, at lungerne kan fyldes med luft. Det betyder, at drenge derfor har en overrisiko for at få problemer med vejrtrækningen efter fødslen, siger han.
Desuden er det meget klart, at hjernen også er udviklet langsommere hos drenge. Det kan igen skyldes kønshormonet, der også påvirker hjernecellerne.
– Det betyder, at drengene er mere udsatte, når det kommer til alt det med at trække vejret, sutte og kommunikere. Det knytter også an til det faktum, at drenge er senere udviklet end piger, siger han.
De fleste spædbørn dør som helt nyfødte i løbet af de første seks levedage. Nogle er født for tidligt, andre dør på grund af livstruende misdannelser, nogle dør, fordi selve fødslen er vanskelig, og endelig er der spædbørn, som ikke kan klare selve omstillingen fra at være i mors mave og udenfor, hvor bakterier og infektioner angriber.
Men for de dødfødte børn gælder helt andre årsager. Den væsentligste er, at moderkagen er dårlig, og det går ud over barnets vækst – andre dør på grund af problemer med moderens livmoder, sygdomme hos moderen eller misdannelser hos fosteret. Endelig dør nogle fostre pludseligt og uforklarligt.
schnabel@kristeligt-dagblad.dk