Der skulle gå helt frem til den 29. november, før Vatikanet reagerede officielt på et brev fra 138 muslimske lærde til verdens kristne. Nu vil paven give de lærde råd og vejledning. -
- Scanpix
Andreas Rude |
10. december 2007
Pave Benedikt XVI skal mødes med en gruppe muslimske lærde, der med den jordanske prins Ghazi bin Muhammad kommer til Rom
Da 138 muslimske lærde i oktober sendte et brev til verdens kristne ledere med en opfordring til dialog og fælles arbejde for freden, fik henvendelsen en hjertelig modtagelse fra anglikansk og protestantisk side. Enkelte katolske teologer bød også brevet velkommen, men der skulle gå helt frem til den 29. november, før Vatikanet reagerede officielt. Og det på trods af, at både muslimer og de øvrige kristne kirker regnede den katolske kirkes svar for helt afgørende for det videre forløb.
Men nu har Vatikanet svaret og inviteret en kreds af underskrivere med den jordanske prins Ghazi bin Muhammad i spidsen til at komme til Rom for at mødes med paven. Grunden synes dermed lagt for en produktiv samtale mellem parterne, men der er grund til at holde vejret lidt endnu. For noget tyder på, at de muslimske lærde havde tænkt sig noget lidt andet end det, som Benedikt XVI vil. I pavens optik er det nemlig råd og vejledning, som muslimerne har brug for, snarere end dialog.
Kristne iagttagere har hæftet sig ved, at der er meget nyt og meget godt i den muslimske henvendelse, som oplagt er resultatet af et stort og omfattende forarbejde. De 138 underskrivere fra 43 nationer repræsenterer alle strømninger inden for islam, og det betragtes som et fremskridt, at man har kunnet enes om et fælles udspil.
Dertil kommer, at brevet udviser et stort kendskab til kristendommen og bevidst benytter sig af en kristen sprogbrug. Hovedtanken er, at kristne og muslimer må kunne enes om, at kærligheden til Gud og kærligheden til næsten bør være de fundamentale principper for fred og gensidig forståelse, og den pointe underbygges med citater fra såvel Koranen som Det Gamle og Det Nye Testamente.
Det muslimske initiativ er således teologisk i sit udgangspunkt, men at dømme efter tidligere udtalelser mener Benedikt næppe, at en udveksling af synspunkter mellem prominente kristne og muslimske gejstlige i sig selv vil gøre verden fredeligere. Jo, kristne og muslimer tilbeder begge én Gud, og det giver et vist fællesskab. Men der er stor forskel på muslimernes gudsopfattelse og den kristne treenige Gud, hvis Søn blev menneske. Og den forskel kan hverken forhandles eller skubbes til side.
I stedet mener paven, at der skal en ændring i islams selvforståelse til, og at solidariteten mellem kristne og muslimer bør bygge på det fælles forsvar for menneskerettighederne, for ligeværd mellem mand og kvinde og for adskillelsen af politisk og religiøs magt snarere end på sammenfald mellem deres hellige skrifter. I mødet med den muslimske delegation vil han måske også understrege, at dialogen mellem alle religioner og det verdslige samfund er lige så vigtig som dialogen mellem kristne og muslimer. Den enkelte muslim skal ikke lave om på sin tro, men på sit syn på dem, der ikke deler den.
Den reformproces vil Benedikt gerne hjælpe med, og paven vil kunne tilbyde det uden frygt for at lyde arrogant og bedrevidende. Som han mindede sine nærmeste medarbejdere om i en tale til kurien sidste år ved juletid, så har den katolske kirke helt frem til 1960'erne selv været igennem et sådant forløb.
– Hvis dialogen med islam skal intensiveres, så må vi huske på, at den muslimske verden i dag står over for en vigtig opgave. Denne opgave ligner meget den, som kristne har stået over for siden oplysningstiden, og som Det Andet Vatikankoncil fandt rigtige løsninger på for den katolske kirke efter lange og svære overvejelser, sagde han.
– Vi kristne føler os solidariske med alle dem, der præcis på baggrund af deres religiøse overbevisning som muslimer tager afstand fra vold og arbejder på, at troen og fornuften, religionen og friheden kan berige hinanden, konkluderede paven dengang.
kirke@kristeligt-dagblad.dkAndreas Rude, mag.art., skriver hver uge om internationale kirkelige forhold i Kristeligt Dagblad
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad