Denne avis har været tilhænger af kvindelige præster i folkekirken, lige siden loven blev vedtaget for snart 60 år siden. Men der er mange hensyn at tage, hvis den brede folkekirke skal eksistere. Et af dem er en udstrakt vilje til at lade minoritetssynspunkter komme til orde. Frisind handler netop om at give rum for synspunkter, som man ikke selv deler, også selvom de præster, der nægter at give hånd, for nogle at se demonstrerer en mangel på det frisind, som de selv ønsker at blive mødt med.

Det har været folkekirkens adelsmærke, at den er rummelig. Derfor er der fortsat plads til præster, der nægter at vie fraskilte, og derfor bør der fortsat være rum for mandlige præster, der ikke vil give kvindelige kollegaer håndtryk ved deres ordination.

MEN DE PRINCIPFASTE mænd skal også opfordres til at tænke sig om en ekstra gang. Nogle konservative modstandere af kvindelige præster har ikke problemer med at give hånd. De mener, at håndtrykket ved ordinationen først og fremmest udtrykker accept af det præsteløfte, som den vordende præst giver. Biskoppen oplæser de vordende præsters mange forpligtelser, herunder at de forkynder Guds ord rent og purt, prædiker omvendelse og i øvrigt selv har et bønsliv. ”Vil I det?” spørger biskoppen, hvorpå ordinanterne svarer ”ja”. Derefter siger biskoppen: ”Så giv mig hånd derpå”. Og først derefter giver præster også hinanden hånden. Dette håndtryk kan ligeså vel opfattes som en ekstra anerkendelse af det løfte, som de netop har givet, som en accept af embedsfællesskab med de kvindelige præster. Kort sagt: Der er ikke noget teologisk problem i at give hånden.

Det andet vigtige argument for at give hånd er symbolkraften. Et håndtryk er udtryk for gensidighed og accept. Mennesker giver hånd, når de mødes. Der gives hånd som led i bryllupsritualet, og der gives hånd, når statsledere slutter fred med hinanden. At nægte at give hånd er socialt set noget af det mest uhøflige og nedværdigende, man kan gøre. Derfor vil et nej til et håndtryk altid virke nedladende, uanset de teologiske forklaringer.

Men friheden skal være der. I kirkens verden må der altid være en åbning, så ingen kan hævde at have den fulde sandhed på sin side. Slet ikke når det gælder spørgsmål, som i en bred kristen sammenhæng er dybt kontroversielle. Hverken den katolske eller ortodokse kirke accepterer kvindelige præster. I den sammenhæng er den protestantiske kirke og folkekirken minoriteten. Gør folkekirken det umuligt at være modstander af kvindelige kollegaer, fjerner den sig yderligere fra den bærende hovedstrømning i den globale kristne kirke. Det bør den ikke gøre.

bjer