Der er mange gode grunde til i disse uger at overholde en slags lyttepligt, når det gælder radioens P1 og P2. Mængden af genudsendelser synes at tilsløre, at en drastisk reduktion af programmerne enten allerede er gennemført eller er umiddelbart forestående.

Det skal efter sigende gælde for eksempel Ultralyd, Eksistens, Dokumentarzonen, Montagegruppen og Lige Lovligt. Mediekulturpolitisk er det også noget nær en skandale, at Kunstmagasinet samt radiodramatikken og litteraturformidlingen er under afvikling.

Genrebetegnelser som radioessay, radionovelle og radioportræt vil være ukendte for kommende generationer af radiolyttere. Tænk, at der engang var noget, der hed radioroman og radioteater. Tænk, at Danmarks Radio i sin tid havde en foredragsafdeling.

Med største respekt for de mange gode samtaleprogrammer, så skal det i disse spalter atter engang stærkt beklages, at DR helt synes at distancere sig fra det danske skriftsprog. Det er efterhånden alene P1’s Orientering, der bygger på gennemarbejdede manuskripter.

Ellers snakkes der mere, end der tales. Og dog, ingen regel uden undtagelse. Lyt i eftermiddag til tredje afsnit af den veltalende Uffe Ellemann Jensens foredragsserie under titlen ”Vejen jeg valgte”. Det er gennemtænkt ikke-monteret enetale. Sådan er radioen altså bedst.

Samtaleformen kan bestemt være af stor værdi. Men den stiller i så fald så store krav til deltagerne, at kun et fåtal kan indfri dem. Alt for mange gange kunne det halve være nok. I mange radioprogrammer burde spørgsmålene derfor klippes fra.