Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Et sidste minde til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Et sidste minde

Tvillinger, ca. 1930. Skjern-Egvad Museum.

-

Fakta

Dødslejefotografier

Jannie Uhre Ejstruds ph.d.-afhandling har titlen ”Til evigt minde” – om såkaldt dødslejefotografi...
Læs mere
flexblock
Kommenter Hold mig opdateret

FORSKNING I EKSISTENS OG SAMFUND: Dødslejefotografier bringer os både tættere på og på afstand af døden, fremgår det af ph.d.-afhandling

”Inger-Lises kære minde om sin mand. Familiens gribende afsked med Jodle Birge”.

Sådan lød overskriften i Billed-Bladet den 2. september 2004. Under teksten var et foto af den folkekære sanger i tyrolerudstyr. Men ikke under en koncert eller på udflugt til Østrig. Nej, den afdøde lå i sin kiste i familiens hjem.

Eksemplet indleder ph.d.-afhandlingen, ”Til evigt minde” – om såkaldt dødslejefotografi i Danmark fra 1840 til i dag. Afhandlingen er skrevet af ph.d. Jannie Uhre Ejstrud ved Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse på Syddansk Universitet.

– Eksemplet viser, at dødslejefotografi ikke blot er et historisk fænomen, men også noget, man støder på i sin hverdag i dag. Samtidig var familiens forhold til billedet meget kendetegnende for folks forhold til dødslejefotografier generelt. Der er tale om et kærligt og meget følelsesladet sidste minde, forklarer Jannie Uhre Ejstrud, som fandt frem til sit forskningsprojekt ved et tilfælde.

Annonce
– Jeg beskæftigede mig med victorianske fotografier fra England og opdagede så genren. Da jeg ikke anede, at den slags fotos eksisterede, blev jeg nysgerrig og fandt ud af, at de også fandtes herhjemme, fortæller hun.

At genren ikke er ret kendt, hænger sammen med, at den slags billeder sjældent finder vej til medierne, men oftest bliver gemt inden for hjemmets fire vægge. Eksemplet med Jodle Birge er altså mere undtagelsen end regelen. Døden er nemlig en privat sag og ikke et offentligt anliggende. Men sådan var det ikke tidligere, hvor lokalsamfundet gerne blev involveret i forbindelse med dødsfald.

– Døden bliver gradvist en privat sag i takt med, at bedemandsembedet udvikles i begyndelsen af 1900-tallet. Samtidig bliver det sygehuspersonalet, der tager sig af vores afdøde, siger Jannie Uhre Ejstrud.

Kildematerialet for afhandlingen består af 216 fotografier hentet i arkiver og museer eller hos private. Fotografierne spænder over perioden 1849 til 2004. Spædbørn vejer tungt i statistikken, men er ikke enerådende.

En af de store forskelle på de tidlige fotografier og nutidens er et skift fra professionelle fotografer til amatøroptagelser. I fotografiets barndom blev der tilkaldt en professionel fotograf, når der var anledning til det. Men med opfindelsen af kodakkameraet i 1888 og rullefilmen året efter begynder fotografering at blive for alle.

Det betyder samtidig et skift fra de mere arrangerede og opstillede fotografier til almindelige snapshots.

– Det ses tydeligt, når fotografen ikke er trænet. Og det er tydeligt, at sorgen er til stede. Når familierne selv fotograferer, er de ikke opmærksomme på andet end barnet. De ser ikke de små detaljer som f.eks. en kuglepen, der siden vil virke forstyrrende.

I nyere tid er amatørfotografierne dog delvist igen blevet afløst af professionelle optagelser. Siden midten af 1980’erne har det været gængs praksis på sygehusene, at forældre får tilbudt at få taget et billede af deres døde spædbørn, hvilket langt de fleste siger ja til.

I dag tages der således omkring 300 fotos om året af afdøde spædbørn, hvilket hænger sammen med den terapeutiske værdi.

– De skal hjælpe de efterladte videre gennem deres sørgeproces. Jordemødrene ved, at det er vigtigt, at forældre kommer til at sidde med og røre ved det afdøde barn i stedet for, at det bare bliver fjernet. De skal tage det til sig for at kunne give det fra sig igen. Et fotografi forlænger dette, så forældrene kan forholde sig til barnet i tiden efter, forklarer Janni Uhre Ejstrud.

Det samme gælder i og for sig de private optagelser fra hjemmet.

– Ubevidst har det stadig en terapeutisk funktion. Billederne tages ikke nødvendigvis for at blive kigget på, men som et led i, at vi følger vores kære på vej. Vi er ikke vant til at stå over for døden. Når vi så ser den gennem en linse, kommer den lidt på afstand.

Det er da heller ikke lige i de tykke fotoalbum på reolerne, man skal kigge efter dødslejefotografierne, selv om der findes undtagelser.

– Jeg har set dem hænge på væggen, men normalt opbevares de særskilt. Ikke fordi døden er tabu. Det er den ikke, og vi snakker om den hele tiden, møder den i tv og altså også i Billed-Bladet, siger Janni Uhre Ejstrud.

En del af billederne finder da også vej til det offentlige rum i form af mindesider med virtuelle gravsteder på internettet.

– Men der er stadig tale om private billeder, der ikke er ment som noget, der skal være offentligt. Det kan ses som en forlængelse af det private netværk for at skabe kontakt med andre i samme situation. De færreste oplever jo at miste et spædbarn i dag, forklarer Janni Uhre Ejstrud.

Den slags sider er dog også meget sigende for vores forhold til døden i dag, mener hun.

– Hele opbygningen på en hjemmeside som f.eks. www.mindet.dk er en form for rekonstruktion af ritualer, der minder om begravelsesritualer. Det er de samme procedurer, men bedemanden er bare erstattet af en webmaster. Og i stedet for at vælge kiste, skal de pårørende f.eks. tage stilling til baggrundstapet og skrifttype.

– På den måde kan man sige, at det forlænger eller fordobler begravelsesritualet. Og for spædbørns vedkommende er det så at sige dåb og begravelse i ét. Man præsenterer jo sit barn i kirken ved dåben og indlemmer det i den kristne menighed. På mindesiderne bliver det i stedet indviet i et internetcommunity.

Samtidig er bruges af dødslejefotografier og virtuelle gravsteder led i en bredere tendens, hvor ritualer vinder betydning.

– På kirkegårdene ser vi også flere og flere bamser, engle og katolske lys. Det var der sjældent før, siger Janni Uhre Ejstrud, som dog ikke kæder denne tendens sammen med en voksende religiøsitet.

– Der kan godt være et religiøst element iblandet, men det er mere symbolsk end bevidst. Selv om der benyttes den samme religiøse ikonografi, er det mere en mulighed for at tage en personlig afsked - en mulighed, som ikke er så stor i de almindelige begravelsesritualer, siger hun.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock
flexblock
flexblock
flexblock
flexblock
splitblock
Mener du, at uligheden vokser i det danske sundhedssystem?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock