Aldrig har pebernødder smagt så godt

Slagtningen af den store gris indvarslede julens komme. En dag i december kom hjemmeslagteren til slægtsgården Flynder i Vestjylland, hvor biskop Herluf Eriksen voksede op i 1920’erne som det syvende barn i en flok på elleve. Med slagtningen begyndte forberedelsen til julen: Der blev tilberedt blodpølse, grisesylte og medister, og en steg blev lagt til side til juleaften. Ikke kun i køkkenet kunne han mærke, at højtiden nærmede sig. I stalden og på markerne var der også ekstra travlt.

– Vi sørgede for, at alt markarbejet var afsluttet, at der var kørt roer ind og tærsket korn, så vi kunne holde fri i julen. Vi søskende var med til at drive gården. Oprindelig havde vi to karle og en pige, men efterhånden som vi børn voksede til, så blev det i højere grad os selv, som drev gården, husker Herluf Eriksen.

I stuehuset blev der pyntet op i løbet af december. Han husker, at der blev hentet gran og andet grønt, så der både blev bundet adventskrans og lavet juledekorationer.

– I vid udstrækning var vi selvforsynende. I nabolaget var der en skov, hvor vi fældede juletræ og fandt det grønne til at pynte op med, siger han.

Målet med den lange forberedelsestid i køkkenet, stalden og på markerne var, at alt skulle være parat til festen juleaften og de efterfølgende halve helligdage. Typisk var der 13 omkring bordet juleaften klokken 18, når familien satte sig til at spise julemiddagen. Menuen var præget af, at familien var selvforsynende. Først blev der serveret klar suppe med gamle og nye boller. De nye boller var kødboller, som gik under betegnelsen ”nye”, fordi der oprindelig ikke havde været råd til den slags. Familien havde omkring 800 høns, derfor blev der også serveret hønsekød, inden grisestegen kom på bordet.