Et naboskab på godt og ondt

En kreds af veluddannede, selvbevidste intellektuelle af borgerlig herkomst begynder at kritisere den fremmede overklasse, som sidder på de betydningsfulde embeder. Og i smædedigte og pamfletter tegnes billeder af den tyske snylter, der udsuger landet og tager brødet ud af munden på dets børn.

Aversionen mod fremmede på landets høje poster springer ud i lys lue, da Christian VII's tyske livlæge, J.F. Struensee, bliver landets egentlige hersker. Man synes, han lever op til de værste fordomme om en udenlandsk opkomling og snylter og dømte ham til døden for magtmisbrug. Efter henrettelsen vedtog man en restriktiv indfødsret, der forbeholdt embeder til dem, der var født i kongeriget. Man besluttede, at tysk forvaltningssprog kun måtte bruges i begrænsede tilfælde, og at hæren skulle kommanderes på dansk.

Det tysk-holstenske aristokrati foretrak efterhånden at forlade landet og trække sig tilbage til godserne i Holsten. Hermed tabte tysk status som prestigesprog og mistede i det hele taget domæne frem til 1840'erne. Flere tyske familier fulgte i kølvandet på de fine, og da indfødsretten forhindrede, at nye kom til, blev der færre og færre elever i de tyske skoler, ligesom tysksprogede menigheder, aviser og tidsskrifter lukkede eller blev fordanskede.

Ikke alle fremtrædende danskere var enige. H.C. Andersen, der havde et stort publikum og mange kontakter i Tyskland reagerede mod afvisningen af alt tysk. Det samme gjorde Johan Ludvig Heiberg, der var meget præget af tysk åndsliv. Spændingerne op til krigen i 1848 og endnu mere i tiden frem til 1864 betød, at de tyske familier, der var tilbage i København, blev tvunget til at tænke nationalt. Nogle valgte at tale dansk og fordanske deres navne, andre familier blev splittet ved pludselig at skulle tage stilling til, om de var danske eller tyske.

På trods af officiel antitysk politik og sprogrensning var der stadig stærke bånd til kulturliv og håndværkerkredse syd for grænsen, ligesom tysk var danskernes første fremmedsprog helt op til tiden efter Første Verdenskrig og låneord kunne stadig snige sig over grænsen. 1930'erne og 1940'erne bragte nye tyske ord og fordanskninger til torvs i forbindelse med Hitlers magtovertagelse og Anden Verdenskrig. Wehrmacht bliver for eksempel til værnemagt og videre til værnemager.

Med besættelsen opstod en pronordisk og antitysk sprogbevægelse. Danmark skulle sprogligt vende ryggen til Tyskland og orientere sig mod Norge og Sverige. Man stiftede "Dansk Forening til nordisk Sprogrøgt" og udgav tidsskriftet "Vort nordiske modersmål". Men ingen af delene slog rigtigt an herhjemme. Efter 1945 forsvandt motivationen for at tale tysk eller optage tyske ord. Engelsk-amerikansk var allerede blevet populært i mellemkrigstiden gennem det nye massemedium, talefilmen. I perioden 1955 til cirka 1980 lånte vi kun 34-40 nye ord fra tysk mod hundredevis af engelske. Faget tysk holdt dog stadig skansen på skoleskemaet nogle årtier efter Anden Verdenskrig, inden det begyndte at skrumpe og til sidst næsten gik af mode.

Nu er der åbnet for importen af tyske låneord igen. Tendensen begyndte så småt i 1990'erne, i kølvandet på Murens fald. En ny generation er tilsyneladende ved at sætte sig ud over 200 års spændinger og fordomme om arvefjenden mod syd.

boas@kristeligt-dagblad.dk

Kilder: "Pebersvend og poltergejst" af Vibeke Winge.
"Dansk Identitetshistorie", redigeret af Ole Feldbæk.
"Det danske sprogs historie" af Peter Skautrup.