Forvunden er forsvunden

Nu befinder vi os i den skønne adventstid, hvor halvdelen af befolkningen synger forkert i Grundtvigs ”Et barn er født i Betlehem”. Skønt Grundtvig udtrykkeligt siger ”forvunden er nu al vor nød”, så er det sikkert, at en syngende forsamling i skole eller menighed næsten hver gang deler sig i ”forvunden” og ”forsvunden”. Det lille, lumske s høres som en hvislende slange, der hugger til i det akustiske mellemrum mellem for- og -vunden.

Forvunden er en bøjningsform, perfektum, af verbet ”forvinde”, der betyder at komme over noget, komme igennem noget eller at overvinde noget.

Forvinde er ikke det samme som at forsvinde, og forvunden er absolut ikke det samme som forsvunden. Faktisk ændrer den lille fejl salmens budskab. Det kristne og grundtvigske syn er forsvundet (og her skal der være et s!), når s’et kobles ind. Menneskers nød er nemlig ikke noget, der bare forsvinder hos Grundtvig. Den eksistentielle nød må derimod overvindes – forvindes – i os selv, i menneskelivet, fordi vi er Guds børn, og det er hvad julens glade budskab handler om for Grundtvig. At barnets fødsel i Betlehem bringer lys og håb, som giver os kræfter til at forvinde det meningsløse. Vi får modet til at tage livet til os. Leve det. Derfor er al vor nød forvunden.

Der er noget, der hedder en fortalelse. Mon ikke man også kunne tænke sig et udtryk som forsyngelse? I så fald er Grundtvigs salme et godt eksempel på en forsyngelse. Altså ikke en foryngelse – selvom det er det måske også – men en forsyngelse. En fejlsyngelse.