Fremstrakt hånd

PÅ OVERFLADEN LIGNER biskop Karsten Nissens afgørelse i sagen om det famøse præstehåndtryk en kold afklapsning af de konservative mandlige præster, der ikke anerkender deres kvindelige kollegaer. Men hvis man læser mellem linjerne, har biskoppen truffet en salomonisk løsning, som burde tilfredsstille de fleste på den kirkelige højrefløj. Godt nok skal de mandlige præster nu fremover give deres kvindelige kollegaer hånden, når de bliver ordineret, men med biskoppens afgørelse betyder håndtrykket ikke længere det samme som før. Som noget nyt i Viborg Stift inviteres menighedsrådsmedlemmer fra de sogne, som præsterne skal fungere i, nu til også at give hånd. Der sker i øvrigt i andre stifter. Dermed kan det omstridte håndtryk ikke længere udlægges som en anerkendelse af kvindelige præster, men alene som et håndslag på, at de vil overholde præsteløftet. Kort sagt: en teologisk spidsfindighed for viderekommende.

MED DENNE BESLUTNING er den tilbageværende synlige modstand mod den ordning med kvindelige præster, som blev indført i 1948, fjernet. Men det betyder ikke, at mandlige præster ikke må være imod kvindelige kolleger af teologiske grunde. Selvom denne avis har bakket op om ordningen med kvindelige præster siden lovens vedtagelse, mener vi, at der bør herske frihed, og den kristne kirkes traditionelle syn på præsteembedet må fortsat have ret til at eksistere i folkekirken. Der er og skal være højt til loftet i en kirke med tilnavnet ”folke”. Når denne kirke mener at kunne rumme en Taarbæk-præst, der ikke tror på Gud, bør den også kunne rumme konservative præster, der har holdninger, som stort set alle præster i kirken havde for bare 60 år siden.