Dorte Remar |
15. december 2007
Børn i skilsmissefamilier bliver udsat for stress og forventningspres i julen, fordi deres forældre ikke giver afkald på deres egne behov til fordel for børnenes, siger Bente Boserup, der er leder af Børns Vilkårs rådgivningstilbud
Det eneste foruden gaver, som skilsmissebørn ønsker sig til jul, er at få en god juleaften uden at være i klemme mellem forældrene. Kan mor og far være sammen den aften, er det også godt, for børn vil gerne være sammen med alle dem, de holder af på én gang. Kan forældrene ikke finde ud af det, er det bedre med en juleaften og ikke flere. Og så vil de også gerne have lov til at holde juleferie.
Gaver er der nok af, når børn ud over den rigtige den 24. december endnu en gang skal holde flere julefester hos både mor, far og måske også hos bedsteforældre. Men det kniber med at få indfriet resten af ønskesedlen fra landets mange børn i skilsmissefamilier, for deres forældre har en tendens til at tænke mere på deres egne behov end på børnenes.
– Nogle børn skal deltage i tre-fire juleaftener med juletræ, julemad og gaver og lige så mange julefrokoster, for nu skal alle de voksne se julelysene i børnenes øjne, og alle har ret til at være sammen med børnene juleaften. Men man kan komme til at knække børnene i forventningspres, siger lærer og familieterapeut Bente Boserup.
Hun er leder af Børns Vilkårs rådgivningstilbud og har sammen med journalist Anna Louise Stevnhøj skrevet flere bøger om skilsmissebørn med råd og vejledning til forældre og institutioner. Erfaringsmæssigt nærmer den tid på året sig, hvor organisationens telefonlinjer begynder at kime med forældre og børn, der ikke kan finde ud af eller har det svært med at holde jul. Et af de tilbagevendende problemer er de mange forventninger, der er knyttet til en højtid som julen.
– Når begge forældre mener, at de har lige stor ret til at være sammen med børnene i julen, bliver det et pres. Julen er også ferie for børnene, hvor de skal slappe af og være sammen med deres kammerater i stedet for at blive slæbt fra sted til sted i pænt tøj, og hvor de skal sidde stille i rigtig mange timer og helst også se glade ud. Men det er vigtigt, når man elsker sine børn, også at kunne give afkald og spørge sig selv: Hvad er det bedste for mine børn? Også selvom man kommer til at sidde alene juleaften, siger Bente Boserup.
Hun har talt med en pige fra en familie, hvor det havde været fast tradition at holde en dejlig jul med faderens store familie og fætre og kusiner. Men da hendes forældre blev skilt, syntes hendes mor, at hun havde lige så meget ret til sit barn, for ellers skulle hun være alene juleaften. Derfor måtte pigen holde jul på skift hos sin far og mor.
– Her ryger børneperspektivet. Pigen ville helst være sammen med faderens familie og de traditioner, som hun så frem til. Det burde hendes mor kunne se og så selv hægte sig på andres jul eller tage ud at rejse. Børn må aldrig få ansvaret. Det er de voksnes, og så må den, der sidder alene, klare det. Det er klart, at man i pigens tilfælde skal sige, at ”du skal være dér, hvor du elsker at være”.
– Børn elsker traditioner. Men når børn oplever skilsmisse i familien, er der mange traditioner, der bliver taget fra dem. I stedet bliver det som en købmandsforretning, hvor forældrene siger en jul til dig og en til mig. Den der måde med at holde jul og nytår på skift hos mor og far er som at skære barnet over på midten. Man ser det kun ud fra de voksnes perspektiv.
– I mange familier holder man flere juleaftener. Der er jo også bedsteforældrene, som gerne vil være sammen med børnebørnene. Og hvis de også hiver og flår i børnene, bliver der mange, mange pres. Det er for hårdt for børnene. De bliver alt for stressede. Vi ser børn blive indlagt på børnepsykiatrisk afdeling i julen, fordi de ikke kan tåle forventningspresset, og så bryder de sammen. Dér skal vi helst ikke ud. Derfor må de voksne omkring børnene være opmærksomme på at holde en ordentlig juleferie for deres børn, hvor der ikke kun er tryk på jul, men også på ferie, siger Bente Boserup.
Det kan være svært at forstå, at voksne mennesker ikke kan lægge deres egne behov til side, når det handler om jul, som jo er børnenes fest. Så hvad er årsagen til, at de gode hensigter kan ende med at skade børnene?
– Der er så mange følelser bundet til julen. Her som ved andre højtider og mærkedage bliver skilsmissefamilien mindet om, at de ikke er en lykkelig familie, men splittet i atomer. Og så er det jo også sådan, at vi har de ensommes jul, jul på Christiania og så videre, for man sidder ikke alene juleaften i Danmark. Det er et stærkt signal, at det er synd for dem, der ikke har nogen at holde jul med.
– Nogle børn fra familier med alkohol- og stofproblemer frygter julen, for så ved de, at der bliver ballade. Men langt de fleste børn glæder sig til jul, og så er det da svært ikke at skulle være sammen med dem. Det hårde ved skilsmisser er, at man ikke mere kan være sammen med sine børn hele tiden. Du bliver konfronteret med et projekt, der ikke lykkedes. Det bliver aldrig det samme.
– Det er svært, men det er vigtigt, at vi ikke får det overført til børnene, så de ikke får en god og rar jul og ikke skal være bekymrede for, hvordan mor og far har det. Det er ikke deres ansvar. Forældrene har valgt ikke at bo sammen, men der er mange følelser i spil, især når det er jul, og så kan de blive optagede af, hvad den anden gør, for at børnene får en god jul i stedet for at spørge sig selv om, hvad jeg kan gøre for, at de får god jul.
Heldigvis er der en del skilsmissefamilier, der kan finde ud af at samarbejde til gavn for børnene.
– Og det fremhæver børn som rigtig dejligt. Det allerværste for børn er, når der er konflikter, og mor og far taler grimt om hinanden. Det vigtigste for børn er, at mor og far ikke skændes og ikke er uvenner. For skilsmisseforældre handler det om at få styr på egne følelser og få dem tilbage på at fokusere på deres børn, siger Bente Boserup.
Hun mener også, at der bør gøres op med, at det er synd forde børn, der ikke er sammen med den ene af deres forældre juleaften,
– Alt det ringeri til den mor eller far, der ikke er der, kan tage overhånd. Det er et vilkår for skilsmissebørn, at de savner den anden forælder. Det, de har brug for, er, at den følelse bliver accepteret. Mange voksne bliver løsningsorienterede, for vi kan ikke holde ud, at børnene er kede af det og slet ikke juleaften. Det er også en del af det at være voksen ikke at opfatte et barns savn efter sin mor eller far som kritik, men at kunne rumme det.
remar@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad