Genert bag det åbenmundede ydre

Teologi bør altid komme før køn, mener sognepræst Susan Aaen, der i dag er yderst tilfreds med biskoppens afgørelse i håndtryksagen

Susan Aaen har haft embede i Glyngøre siden 1991. –
Susan Aaen har haft embede i Glyngøre siden 1991. –. Foto: Henning Bagger.

Susan Aaen, sognepræst i Glyngøre, er en lettet kvinde i dag. Hun er rigtig glad for, at hun nu har biskoppens ord for, at folkekirken anerkender kvindelige præster.

Susan Aaen har ellers været vred på Paulus den seneste tid. Altså ikke Paulus som sådan, men rettere den evindelige henvisning til Paulus som argument for, at kun mænd må forkynde evangeliet. Selv påpeger hun, at opstandelsesvidnerne alle var kvinder, så hvorfor i alverden skulle ikke også kvinder være sande forkyndere? Og så lever vi jo altså i 2007.

Den holdning er de seneste måneder i medierne blevet knyttet til Susan Aaens navn, efter at hun valgte at ytre sig under et stiftsråd i august. Baggrunden for hendes holdninger rækker dog meget længere tilbage.

I 1989 blev Susan Aaen teologikandidat fra Aarhus Universitet efter først at have snuset lidt til økonomistudiet.

På teologi følte hun sig straks hjemme. Det var let at finde venner, og der var en behagelig omgangstone på studiet. At blive præst føltes for hende som et naturligt skridt.

Men det skulle vise sig vanskeligt for hende at finde et embede. Hun var ung; 27 år, enlig og kvinde, og kombinationen af de tre ting gjorde, at det tog to år, før hun fik sit embede. Vennerne kaldte hende for Danmarks flittigste missionær, fordi hun hele tiden forsøgte at bane sig vej til en stilling som præst.

I 1991 lykkedes det så i Glyngøre. Og det var noget af et chok at komme dertil fra storbyen. Hun fik tre sogne, ud over Glyngøre også Vile og Sæby, og der var ikke nogen til at hjælpe hende i gang. Som præst udefra følte hun sig som en fremmed fugl. Og det gjorde ikke sagen lettere, at hun var kvinde, ugift og ung.

Men hun kæmpede sig vej, og selvom hun i dag som 43-årig og efter 16 år i Glyngøre stadig kan føle sig som en fremmed fugl, er hun kommet til at holde meget af landsbysognenes nærhed, hvor man følger med i hinandens liv på godt og ondt.

Årene i Glyngøre har skærpet hendes holdning til, at teologi altid bør komme før køn. Når det ikke sker, kommer Susan Aaens sind i kog.

Men rabiat er hun ikke. Hun kan sagtens acceptere, at der er en højrefløj i kirken, der er uenig med hende. Hun synes blot, at denne fløj burde være mere opmærksom på, hvad den ytrer, og hvilke konsekvenser, disse ytringer har. Susan Aaen ønsker ikke svenske tilstande, hvor man kriminaliserer højreradikale præster, men hun håber, at man kunne skabe et regelsæt, der klargør, hvad der skal ske i situationer med uenighed mellem præsterne.

At kalde hende rapkæftet ville være helt forkert. Faktisk er hun et genert væsen, som dog kan blive provokeret, hvis ting, som ligger hende på sinde, kommer til debat. Ellers holder hun af det rolige liv. Læser dansk skønlitteratur og krimier. Og værner om sine kære to børn på syv og tolv år. Begge har hun hentet helt ovre i Kina, hvilket heller ikke har været lige let. Susan Aaen har vænnet sig til at kæmpe.

kirke@kristeligt-dagblad.dk