En hånd til ligestillingen

INTERVIEW: Spørgsmålet om håndtrykket endte som en strid om teologi kontra ligestilling, og derfor var det nødvendigt at afskaffe de særlige hensyn til modstanderne af kvindelige præster, forklarer biskop Karsten Nissen

Biskop Karsten Nissen fra Viborg Stift bekendtgjorde i går på et pressemøde i Viborg, at han har skiftet holdning i den såkaldte håndtryks-sag. Fremover skal alle nye præster i stiftet altid give hånd til både mandlige og kvindelige præster. –
Biskop Karsten Nissen fra Viborg Stift bekendtgjorde i går på et pressemøde i Viborg, at han har skiftet holdning i den såkaldte håndtryks-sag. Fremover skal alle nye præster i stiftet altid give hånd til både mandlige og kvindelige præster. –. Foto: .

Godt 60 år efter at Folketinget gjorde det lovligt for kvinder at blive præster, faldt i går endnu en afgørende bastion i kampen for ligestilling i folkekirken.

Efter længere tids overvejelser og en lang række møder med alle parter, besluttede biskop Karsten Nissen i går, at Viborg Stift ikke længere vil tage særlige hensyn til modstandere af kvindelige præster. Som det eneste sted i landet har Viborg Stift under både Karsten Nissen og hans forgænger, Georg S. Geil, ellers praktiseret en særlig ordning, der tillod mandlige præster ikke at give hånd til kvindelige præster i forbindelse med deres indtræden i præsteembedet. Men nu er det slut med at tage særlige hensyn til et lille mindretal, meddelte Karsten Nissen i går på et velbesøgt pressemøde.

Karsten Nissen, hvorfor har du ændret holdning?

I hele den her lange og drøje proces blev det klart for mig, at diskussionen havde udviklet sig til et spørgsmål om enten at tage hensyn til et lille mindretal eller sikre ligestilling for mænd og kvinder i folkekirken. Hensynet til mindretallet begyndte at overskygge den kendsgerning, at mænd og kvinder er ligestillede i folkekirken. Derfor har jeg som biskop følt mig nødsaget til at understrege, at der ikke må være tvivl om kvinders ret til ligestilling, og derfor kan vi ikke opretholde de særlige hensyn til mindretallet. Jeg har altid ment, at kvinder bør og skal være fuldt ligestillede i folkekirken.

Du lægger op til, at der ved fremtidige ordinationer skal gives hånd til alle tilstedeværende præster samt til repræsentanter for menighedsrådene. Men hvordan kan det afhjælpe problemet med de præster, der ikke vil give hånd til kvindelige præster?

Håndtrykket er for så vidt det samme, men symbolikken er en anden. I den hidtidige praksis gav man kun hånd til de fire læsende præster, ikke til alle de tilstedeværende. Men ved at give hånd til alle, også menighedsrådsmedlemmerne, signalerer man, at håndtrykket mest af alt skal betragtes som et løfte fra den enkelte om at overholde præsteløftet, ikke som en udmelding i forhold til spørgsmålet om kvindelige præster.

Flere af dine bispekolleger har understreget, at de aldrig ville acceptere en ordning som den, du hidtil har forsvaret. Har du følt dig presset til at ændre holdning?

Nej, overhovedet ikke. De andre biskopper har redegjort for deres praksis, men jeg har nu ikke oplevet den store forståelse for vores praksis. Her i stiftet er der jo menigheder, der ønsker præster med denne teologiske linje, og derfor har vi haft en kattelem i form af en særordning. Det er jo ikke forbudt at have den holdning inden for folkekirken. Men jeg håber da, at mandlige præster med en reservation over for kvindelige præster fremover vil spørge sig selv, hvad håndtrykket egentlig er udtryk for. De må gøre sig deres teologi klar.

Du har selv forsvaret den hidtidige praksis som et udtryk for folkekirkens rummelighed. Er folkekirken nu blevet mindre rummelig?

Nej, det mener jeg faktisk ikke. Jeg mener, at vi stadig kan være her alle sammen, men det må tiden så vise. Men det er blevet klart for mig, at det var på tide at fjerne den sidste bastion efter 1948-afgørelsen (indsættelsen af de første kvindelige præster, året efter folketingets vedtagelse af loven om kvindelige præster, red.).

Nu har du truffet din afgørelse. Føler du, at du personligt er gået på kompromis med dit eget ønske om en rummelig folkekirke?

Nej, det gør jeg ikke. Det har været en lang og drøj proces, men det har også været utroligt afklarende, og lige nu oplever jeg det faktisk som en lettelse. I offentligheden var det åbenbart svært at skelne mellem mine holdninger og holdningerne hos et lille mindretal, som jeg personligt er uenig med, men forsøgte at tage hensyn til.

rasmussen@kristeligt-dagblad.dk

rasmussen@kristeligt-dagblad.dk