Velfærden og kirken

Den danske velfærdsmodel har fra begyndelsen bygget på tanken om en implicit social kontrakt mellem generationerne og i den enkelte generation. Samfundet anskues her som en stor og udvidet familie med en fælles forsikringsordning. Samfundet er et ”folkehjem”, som historisk udgår fra et trosfællesskab, hvor lutherdommen betonede husholdningen og ægteskabet. Det moderne spejl af dette er den særlige skandinaviske tendens til at gøre ”samfundet”, ”folket”, ”nationen”, ”staten” og ”det offentlige” til noget nær synonymer.

Universalismen kan tolkes som en sekulariseret version af den protestantiske tanke om det almene præstedømme og ligheden for Gud. Det særlige ved den nordiske velfærdsstat var dens vidtgående afkobling mellem ydelse og nydelse. Eller rettere at koblingen er meget fjern og ukonkret, så ydelsen fremstår som noget for intet i stedet for ”noget for noget”.

Denne ”gavegivning” har rødder i den kirkelige velgørenhed, som gav pligt til at bidrage, men ingen ret til at modtage. Petersen fremdrager her teologen og filosoffen K. E. Løgstrup i afdækningen af den sekulariserede udmøntning af kærlighedsbuddet. Men det er også her, velfærdsstatens sårbarhed ligger. De, som for tiden er ”skaffedyr” for andre, har ikke altid den familiemæssige inklusionsfølelse for de, som vedvarende parkeres på overførselsordninger. Det kan angribe den universalistiske velfærdsstats forudsigelige rettigheder, der stilles til rådighed uden ydmygende ledsagefænomener. Muligheden for sådanne angreb er fremmet af den ”fjerne kirke” og den trosmæssige pluralisme. Det er på den baggrund, vi kan se de nyere tendenser til ”noget for noget”. Men egentlig har udviklingen længe peget væk fra den universalistiske velfærdsstat. Forfatteren peger her på ATP-ordningen fra 1964, der ikke er skattefinansieret, og som kun dækker en del af befolkningen. Den er en ”noget for noget”-ordning, som siden er fulgt af mange andre.

I alt dette har den protestantiske etik med sin betoning af arbejdet som kald peget frem mod ”den fulde beskæftigelse” og forpligtelsen til at underkaste sig ”workfare” i stedet for ”welfare”, kan man hævde. Så en side af protestantismen er måske alligevel med os på en eller anden måde.

Jørn Henrik Petersen spørger, om velfærdsstaten er ved at falde sammen, fordi den bibelske grundfortælling er ved at gå tabt. Den slags store spørgsmål kan ingen jo svare klart på endnu. Men Jørn Henrik Petersens tanker sætter de aktuelle ændringer af synet på borgerne hen mod at gøre dem til brugere i relief. Disse ændringer kan altså ses som en udfordring til velfærdsstatens etiske grundlag. For hvis man gør borgerne til ”brugere” og ”kunder”, så spørger de, hvad får ”jeg” ud af velfærdsstaten.

Vi lever i en tid, hvor der tales særdeles uklart om en ”kvalitetsreform” af velfærdsstaten for ”at sikre den”, en reform som regeringen måske udsætter. Vi har fået et velfærdsministerium. Men vi har knap rede på, hvad velfærdsstaten egentlig bygger på. Forskningen i velfærdsstaten har været spredt på forskellige faggrupper uden indbyrdes dialog. Forskningen har mere fokuseret på ”hvordan” end på ”hvorfor”. Regeringen, der jo så gerne vil styre og målrette forskningen, burde sætte et storstilet og langsigtet tværfagligt forskningsprojekt om velfærdsstaten igang, så ”kvalitetsreformer” kunne bygge på en forståelse af ”hvorfor”. På den korte bane kunne velfærdsminister Karen Jespersen (V)se på forholdene for de socialt mest udsatte. De, der kender til forholdene, siger, at de er blevet ringere.

indland@kristeligt-dagblad.dk

Tim Knudsen er ansat på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet