Da julen var forbudt

I 1600-tallet havde man andre juletraditioner, men også dengang fik en gruppe mennesker nok af juleræs. De tog et mere drastisk skridt. De forbød julen i Massachusetts ved lov

I løbet af 1600-tallet ankom tusindvis af nybyggere til Amerikas østkyst. De kom med forventninger om at kunne praktisere deres tro uden indblanding fra despoter, bisper, præster eller andre, som pressede dem til at tilhøre statens kirke. Nybyggerne eller pilgrimmene var en blanding af forskellige nationaliteter: især hollændere, tyskere, franskmænd og naturligvis englændere. De sidstnævnte bosatte sig i det nordøstlige hjørne. I det område, hvor byen Boston skulle vokse sig stor og med tiden blive USAs vigtigste universitetsby med Harvard og Massachusetts Institute of Technology som diamanterne blandt cirka 60 højere læreanstalter i en by med én million indbyggere.

I dag er Boston juleudsmykket som en hvilken som helst anden by i den vestlige verden. Alléernes træer har fået lys på, julemændene står med deres klokker uden for butikkerne, og julemusikken spiller. Sådan har det imidlertid ikke altid været.

Faktisk fejrede man ikke julen nævneværdigt i byen indtil et godt stykke op i 1800-tallet. Den manglende fejring skyldtes ikke fornægtelse af det kristne budskab. Byen har et utal af kirker, og de har altid været velbesøgte på alle tidspunkter af året ikke kun i julen. Den manglende fejring tager sit udspring i 1600-tallet. Nærmere bestemt i 1659. Det år, julen blev forbudt ved lov i kolonien Massachusetts.

De engelske puritanere, som kom til Massachusetts for at skabe en ny tilværelse, var i bund og grund på flugt fra den engelske kirke. I en årrække havde de haft politisk indflydelse anført af Oliver Cromwell, men i midten af 1600-tallet var det slut med indflydelsen. Puritanerne mente, at den engelske kirke var blevet alt for verdslig, og de ønskede religiøse og moralske reformer. Reformer, som skulle baseres på Biblen, der var den eneste gyldige lovsamling.

Kirken skulle igen blive ren, men den engelske kirke var blevet for rådden og umulig at redde. Blandt andet derfor satte de i stort tal kursen mod Amerika.

Puritanerne havde flere grunde til ikke at synes om julen. Først og fremmest mindede den dem om den engelske kirke og alle de gamle traditioner, som de netop var på flugt fra. For det andet betragtede de ikke julen som en hellig tid. Julen blev jo først valgt som Jesu fødselsdag flere århundreder efter hans død. For det tredje blev julen markeret med druk, fester og forskellige former for spil eller underholdning. Ting, som puritanerne afskyede. Sidst, men ikke mindst, forsøgte de britiske myndigheder at presse puritanerne til at holde sig til hjemlandets traditioner. Forbuddet mod julen var derfor nok lige så meget politisk som religiøst bestemt.

I følge dokumenter foregik puritanernes første jul i det nye land stille og roligt. Nogle fejrede jul, andre gjorde ikke. Imidlertid skete der noget allerede det følgende år, skrev puritanernes guvernør i Plymouth lidt syd for Boston, William Bradford. Sygdom havde gjort det af med flere medlemmer af kolonien, og en indiansk stamme var blevet mere og mere fjendtligt indstillet over for nybyggerne. De indianske fjendtligheder var især en bet for Bradford. Han bliver i amerikansk historie typisk tilskrevet æren for at stifte Thanksgiving. En tradition, som begyndte ved, at nybyggerne inviterede til fredeligt samkvem med landets oprindelige beboere.

Det var en hård tid, og alle måtte yde deres for at få kolonien til at fungere. Derfor havde guvernøren bedt alle om at arbejde juledag. Et par dage tidligere var der ankommet en ny gruppe til kolonien, men da Bradford også indkaldte dem til arbejde, svarede de, at de ville holde højtiden hellig og ikke arbejde. Senere juledag så guvernøren dem lege de traditionelle julelege i gaderne, og det vakte hans vrede. Han gik straks hjem og noterede, at den slags skulle fra nu af være forbudt i kolonien.

I 1659 kom forbuddet i lovbøgerne. Kolonien voksede, og flere og flere englænderne bosatte sig i Massachusetts. Gnidningerne mellem puritanerne og den engelske konge voksede. Jo mere pres kongen lagde på puritanerne, desto mere modstand gjorde de.

En del af modstanden blev skrevet ind i lovbøgerne, da kolonisternes domstol den 13. maj 1659 bekendtgjorde, at fejring af julen fra den dag at regne var forbudt: for at undgå uro, stod der i loven, som stammer fra, at nogle endnu afholder festivitas, der bibeholder folk i overtro, skal ingen længere fejre juledagene. Hverken ved at undgå at arbejde, eller ved at holde fest, der fornærmer andre eller vanærer Gud. Julen blev sammenlignet med hasardspil, og hvis man blev taget i at bryde loven, kostede det lovbryderen fem shilling i bøde.

En barsk lov, der med et pennestrøg fjernede flere nybyggeres mulighed for at holde hjemlandets traditioner i hævd. På flere områder giver loven et billede af samfundet. Puritanerne skulle skabe en ny kultur. Målet var at nærme sig Gud ved slid og renhed. En slags back to basics. De var trætte af hjemlandets kirke, og den nemmeste måde at ændre tingene på var at begynde forfra. Derfor knoklede de fra morgen til aften. De bekæmpede intern splid samt indianerstammer. Båndene til hjemlandet skulle kappes, og julen var et symbol på hjemlandets råddenskab.

Julen var en fest også i 1600-tallet, og fester koster penge også i 1600-tallet. Forordninger eller love, som på den ene eller anden måde havde til formål at bekæmpe overdådig levevis, var symptomatiske fra midten af 1600-tallet til slutningen 1700-tallet.

I Danmark kan man finde flere gode eksempler på tilsvarende forsøg på at begrænse borgernes økonomiske råderum. Der er forordninger, hvor det bliver bestemt, hvor mange penge landets forskellige sociale klasser måtte bruge på begravelser og på bryllupsfester, og hvor meget importeret vin, som måtte drikkes og så videre. Forbuddet mod julen i Massachusetts kan sagtens placeres i samme række af økonomiske reformer. Med forbuddet mod julen forsøgte man også at få indbyggerne til at bruge penge ansvarligt.

Forbuddet mod julen kunne ikke holde i længden. Puritanerne mistede også i det ny land indflydelse. I 1681 blev det igen tilladt at fejre jul. I et historisk perspektiv syner de 22 års forbud ikke af meget, men knap en generation tog det at ændre holdning til julen. Julen sejrede over puritanerne til sidst. I dag er det ikke til at se nogen steder i Massachusetts, at julen engang var forbudt, men historien om den aflyste jul lever stadig i bedste velgående, og den trak spor op i 1800-tallet. Først i 1856 kunne skolebørnene holde fri den 25. december. Kolonien i Plymouth er blevet omdannet til et museum, og hvordan mon de lige markerer den for puritanerne så uhellige højtid? Man undgår problemet og lukker i hele december. Sådan kan man også undgå kontrovers. Nu om dage piller man ikke ved julen, og sådan skal det selvfølgelig være.

historie@kristeligt-dagblad.dk