Familien, hendes søstre og brødre, dukkede op for at se den lille. Men hun trak tiden ud. Først skulle de have brunch og så skulle de se hendes nyeste indkøb og have en drink. Da de blev utålmodige og spurgte:

– Hvornår må vi se din baby?

svarede hun:

– Når den græder, for jeg kan ikke huske, hvor jeg har lagt den!

Jeg er selv kommet i den alder og bruger meget tid på at lægge mine ting steder, hvor jeg er ude af stand til at finde dem. Af og til lægger jeg min pengesedler ind i en bog, men fortryder det, når jeg skal ud af døren. Jeg får en skør fornemmelse af, at den indbrudstyv netop ville blive tiltrukket af præcis den bog i reolen. Derfor lægger jeg pengene ind i en anden bog og føler, at jeg har været snedig.

Det har jeg måske også, for nu kan en eventuel indbrudstyv ikke finde dem. Men det kan jeg heller ikke selv.

Jeg kan huske den første bog, men jeg er ude af stand til at komme i tanker om, hvad den anden bog hed, eller hvor den stod. Så må jeg ned og hæve kontanter, og en dag til næste år, hvor jeg vil slå en af Ruslands floder op, støder jeg på et seddelbundt. Nå, der var det!

Jeg indrømmer, at jeg glemmer. Men det er vi flere, der gør. Jeg glemte min taske på et museum, og en af mine venner lovede mig at tage den med, da han skulle på netop det museum ugen efter. Han glemte den – men når man ikke kan huske sin taske selv, hvordan i alverden skulle en anden så huske på den?

Talrige gange har jeg fået ting, jeg havde opgivet at gense, tilbage. Jeg har en for mig vigtig kalender i en lædertaske. Da jeg for en del år siden boede i Belgien, kørte jeg 500 kilometer og opdagede, at jeg havde mistet taske og kalender. Tre dage efter blev jeg ringet op fra en politistation. Den var blevet bragt ind af et venligt menneske. Det var en varm sommerdag, jeg mistede tasken. Jeg havde lagt den på bilens tag, mens jeg tankede op. Det venlige menneske havde kørt bag efter mig og havde gjort flittigt brug af hornet for at få mig til at køre ind til siden. Jeg havde troet, at han ville have mig til at køre hurtigere, så jeg havde speedet op, og tasken var faldet ned på kørebanen. Han havde elskværdigt samlet den op og kørt til nærmeste politistation! Og han havde ikke efterladt navn eller adresse. Så jeg kunne ikke takke ham for hans besvær.

En anden gang havde min kone glemt en taske med nogle for hende yderst vigtige notater. Jeg kørte tilbage til lufthavnen, men uden resultat. En måned efter dukkede et ægtepar op på vores adresse i Brighton. De havde fundet den og boede nord for London, men havde besluttet at tage tasken med til Brighton, da de skulle besøge deres søn.

Jeg husker den enorme glæde, min kone følte ved gensynet med tasken med noterne. Så lykkeligt kan det gå. Og det glemmer man aldrig.

Men det kan også gå anderledes. Man kan læse, hvor meget bagage der forsvinder for SAS, og vi har tre friske eksempler: Min søn og svigerdatter kom tilbage fra en ferie med deres tre mindste børn. Tasken med alt børnetøjet forsvandt, skønt den var lagt op på transportbåndet. En veninde af familien havde købt varer i Paris, som hun lagde på transportbåndet, men aldrig genså, og min nabo mistede begge sine kufferter på sin sidste hjemrejse fra Berlin.

Min egen oplevelse med flyselskabet er grunden til, at jeg skriver denne klumme. Vi var i Venedig, og jeg opdagede fra første dag, at jeg havde mistet mine kontokort, mit førerbevis og mit sygesikringsbevis. Jeg troede, jeg havde mistet dem i en taxabåd i Venedig. Jeg regnede med aldrig at se noget af det mere. Men da vi landede på hjemturen, sagde piloten, da vi forlod maskinen:

– Vi fandt din lille pung med dine kontokort og dit kørekort!

Glad blev jeg, ja helt overvældet.

Piloten fortalte, at han havde indleveret mine ting ved skranken, hvor vi havde tjekket ind. Jeg fór derned, men de oplyste, at de ikke måtte have hittegods mere end ét døgn, så alt blev lagt i en forseglet boks og sendt ud på Hittegodskontoret på Ålekistevej. Næste dag kørte jeg så ud på Ålekistevej, hvor nogle rare betjente hældte en masse glemte sager, en masse små punge, der lignede min, ud på et bord. Min var ikke imellem – men det var masser af glemte punge. Det skal jeg huske, jeg er ikke den eneste nar i verden!

De lovede, at de ville sende mine kort til den adresse, jeg opgav dem. Nu er det mere end to måneder siden. Jeg har fået nye kontokort og nyt kørekort og nyt sygesikringsbevis. Og er ikke vred på nogen – men nok lidt forundret over, hvordan det hele kan forsinde fra en boks ud til Ålekistevej.

Hvorfor hedder det forresten at komme til kort? Lad det være glemt!

kultur@kristeligt-dagblad.dk