Henrik Uth Jensen |
22. december 2007
FILM Ben Afflecks instruktørdebut handler om skyldtyngede mænd og minder om "Mystic River"
En fireårig pige er forsvundet. Privatdetektiven Patrick Kenzie (Casey Affleck) og hans makker, Angie Genarro, (Michelle Monaghan) får til opgave at finde pigen, selv om kommissær Jack Doyle (Morgan Freeman), der har ansvaret for sagen, helst vil slippe for unødig indblanding.
Skulle nogen i Ben Afflecks instruktørdebut "Gone, Baby, Gone" høre et ekko af Clint Eastwoods "Mystic River", så er det intet tilfælde. Begge film bygger på en roman af Dennis Lehane, og hvis man skulle have holdt af "Mystic River", vil "Gone, Baby, Gone" rumme kvaliteter, som man vil forstå at værdsætte.
Igen har vi mænd, som bærer skyld og er ude af stand til at overskue situationen og dermed konsekvenserne af deres handlinger. Det er store moralske dilemmaer, der tages livtag med, for hvor langt vil man gå, hvis man elsker børn, hvad vil man gøre for at beskytte dem, og hvad vil man gøre, når man står over for en mand, som har gjort noget utilgiveligt?
Privatdetektiven spilles af instruktørens bror Casey Affleck, som senest skød Jesse James i ryggen i "Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford". Også denne gang må han skyde en forsvarsløs mand ned bagfra, men den uafvendelighed, der knyttede sig til drabet på Jesse James, er her erstattet af en pludselig afgrundsdyb væmmelse. At han bagefter lykønskes af politiet for dette hævndrab, siger alverden om filmens forståelse af en amerikansk virkelighed.
Men dette er kun en form for begyndelse, for "Gone, Baby, Gone" er en af den slags thrillere, der til stadighed med veltilrettelagte plot-twists afslører nye lag af råddenskab. Det kunne der være kommet en underholdende og verdensfjern krimi ud af, men Ben Affleck insisterer på seriøsiteten og det moralske og psykologiske drama uden at give tilskueren mulighed for selv at tænke dilemmaerne igennem ud fra handlingen.
Gone, Baby, Gone USA 2007. Instruktion: Ben Affleck 114 minutter. Premiere den 25. december i Metropol, Palads, CinemaxX (København), Kinopalæet (Lyngby), Metropol og CinemaxX (Århus).
kultur@kristeligt-dagblad.dk