Den hellige nat

DEN SVENSKE FORFATTER Selma Lagerlöf udgav i 1904 sine Kristuslegender, der understregede hendes forfatterskabs forankring i det kristne univers. Den første af de 11 legender, ”Den hellige nat”, handler om Jesu fødsel og blev videregivet til hende af hendes farmor. Den lyder i korte træk som følger:

En mand – læs Josef – hvis kone og nyfødte barn er ved at fryse ihjel i en klippegrotte, går igennem natten for at lede efter ild. Til sidst finder han et bål, som en sur gammel hyrde har tændt for at varme sig. Manden må igennem flere prøvelser, før han kan tage nogle gløder med sig. Hyrden er forundret over, hvad det er for en forunderlig nat, hvor hyrdehundenes bid ikke mærkes på manden, spyddet ikke dræber ham, og gløderne ikke gør fortræd.

Hyrden følger efter ham og opdager det nyfødte barn, der ikke kan overleve kulden. Hyrden giver barnet et skind til at varme sig ved. I samme øjeblik, hyrden udviser barmhjertighed, åbnes hans øjne. ”Og han så, hvad han ikke før havde kunnet se, og han hørte, hvad han ikke før havde kunnet høre.” Engle med sølvhvide vinger, som priste, at Frelseren var født i denne nat. Hyrden så med eet alt klart, hvor han før kun havde set mørke, og han takkede Gud.

DET ER EN af Selma Lagerlöfs pointer, at vejen til at se og forstå Guds herlighed går igennem kærlighed og barmhjertighed. For den, der vælger at forbarme sig og vise medmenneskelighed, åbner der sig en ny verden.

En lignende erfaring gjorde moder Teresa, der døde i 1997. Beretningen om denne albanske nonne, hvis personlige breve blev offentliggjort i dette efterår, er en af de mest interessante beretninger om et menneskes tro og kamp. Moder Teresa blev mere end nogen anden kendt for sin barmhjertighed, sin hjælp til de fattige og sin stærke tro på Gud. Men de personlige breve afslører, at hendes tro var andet og mere end det. Brevene viser, at hun igennem det meste af sit liv led af anfægtelse og pinefuld sjælelig ensomhed. Hun følte sig forladt af Gud. Det menneske, som mere end noget andet blev opfattet som en levende helgen på grund af sin kærlighed til de udstødte, oplevede selv at leve i udstødelsens mørke. Den følelse af forladthed midt i Guds herlighed har kristne mystikere op gennem historien kendt til og kaldt for ”sjælens nat”. I deres forståelse af kristendommen går troens vej i Jesu fodspor fra hans fødsel julenat med jubel og englesang til død og afmagt på Golgatha, hvor mennesket må sige med Jesus: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”

At moder Teresa led så smerteligt på det personlige plan midt i sit udadvendte godgørende virke, kan af ikke-troende udlægges som tegn på troens og kristendommens forlorenhed og falskhed. Men hendes liv var en modsigelse af tvivlen, og hendes troskamp gjorde og gør hende kun mere troværdig som menneske. Bag alle anfægtelser fandtes hos hende en fundamental tillid til Gud, der trodsede følelsen af forladthed.