JANNI THUESEN |
27. december 2007
Krisecentret for mænd i Horsens har oplevet et stigende antal henvendelser fra år til år på stedets fire sengepladser, mens også psykologien melder om en øget interesse fra mænd. Det er blandt andet nye professionaliserede tiltag som Mandecentret i København, der gør det mere legitimt for mænd at søge om hjælp, når livet tager et svinkeærinde i den forkerte retning.
Det vurderer mandeforsker Kenneth Reinicke, lektor ved Institut for Samfund og Globalisering ved Roskilde Universitetscenter:
– Det er mere legitimt blandt mænd at indrømme, at også de kan have brug for hjælp. Det går op for flere og flere mænd, der måske tidligere har haft for vane at løbe eller drikke problemerne bort, at det på sigt kan blive emotionelt og fysisk dyrt ikke at søge om hjælp, siger Kenneth Reinicke, der pointerer, at der stadig er meget stor forskel mellem mænd og kvinder, når det handler om at række hånden ud for at bede om hjælp.
Der er også forskel på graden af de problemer, mændene sidder med, vurderer mandeterapeut Annette Jønsson. Hun specialiserer sig i terapi til mænd. Hun vurderer, at det primært er mænd over 30 år, der søger hjælp hos en terapeut.
– Undersøgelser viser, at mænd søger hjælp, mere end de nogensinde har gjort før. Men der er stadig stor forskel på den gruppe af mænd, der kommer hos mig. De har fortsat et vist personligt og økonomisk overskud, modsat den gruppe, der i højere grad har brug for krisecentrene, vurderer hun.
Derfor er det vigtigt, at tilbuddene til mænd i højere grad profes-sionaliseres, mener Kenneth Reinicke og henviser til, at de to krisecentre for mænd i Fredericia og Horsens drives af frivillige.
– Det er først med oprettelsen af Mandecentret i København, at vi begynder at få en langsom professionalisering af området, siger Kenneth Reinicke.
Carsten Nicolaysen, leder på Stedet, krisecenter for mænd i Fredericia, efterlyser også flere tilbud:
– Vi har i Jylland to krisecentre for mænd, der er placeret mindre end 50 kilometer fra hinanden. Men jeg ville nødigt være en kriseramt mand i Fjerritslev. Der er der ikke meget hjælp at komme efter.
thuesen@kristeligt-dagblad.dk