Thomas Pedersens adresse hedder for øjeblikket Horsens Krisecenter for mænd. Han har som den første i centerets 17-årige historie fået lov til at tage sine børn med på centeret. –
- Scanpix.
27. december 2007
Bruddet med kæresten sendte Thomas Pedersen ud på en personlig deroute. I dag sidder han på krisecenteret for mænd i Horsens, uden arbejde, uden penge, men med en vilje om at kæmpe for sine børn
Thomas Pedersen undskylder en smule forlegent, at tallerknerne fra aftensmaden stadig står i vasken, mens han viser rundt i lejligheden på anden sal. Bofællen har armen i gips og kan ikke give en hånd med, og selv har han haft hænderne fulde med sine to piger, der skulle afleveres hos deres mor efter fire dage hos deres far.
Adressen er Vimmelskaftet 20 i Horsens. Her skifter bofællerne i naboværelset med de to enkeltsenge jævnligt ansigt. I stueetagen sidder en frivillig vagt og besvarer opkald fra telefonen eller tager imod udefra kommende, mens tv’et holder hende ved selskab. Dørskiltet byder velkommen til Horsens Krisecenter for mænd.
Det blev Danmarks første krisecenter kun for mænd, da det slog dørene op for rådgivning i 1988 og senere botilbud med fire sengepladser i 1990. Antallet af henvendelser er steget støt siden, og i dag har centeret omkring 900 henvendelser om året.
En af dem er 46-årige Thomas Pedersen. I februar 2006, efter 13 års samliv, besluttede hans daværende kæreste og mor til hans to piger på seks og otte år, at forholdet skulle slutte. Hun ville ikke mere og med beskeden fulgte en opfordring til at flytte. Sådan ser billedet ofte ud, når cirka 20.000 par hvert år beslutter sig for at gå fra hinanden. I to ud af tre tilfælde er det kvindens beslutning at ende forholdet, og ofte er det manden, der forlader lejligheden eller huset uden at have et andet sted at bo. Ofte er det derfor mændene, der ender i en personlig deroute, når skilsmissen bliver en realitet.
– Det kom bag på mig, da hun sagde, at hun ikke ville længere. Jeg havde en fornemmelse af, at hun følte, at børnene var hendes, så jeg ville ikke tage nogen steder, før vi havde lavet en aftale omkring børnene, siger han.
Med lovning på at få del i pigernes hverdag, rykker han ud af familiegården og ind i en campingvogn på en nærliggende campingplads. Tre dage i den ene uge og fire dage i den næste har Thomas sine piger. Ordningen fungerer på trods af, at forældrene knap kan tale sammen, og afleveringen af børnene sker gennem skolen.
I mellemtiden sælger hans nu tidligere kæreste gården, der oprindeligt var Thomas Pedersens familiegård, men et forsøg på at skabe sig en tilværelse som selvstændig var endt med insolvens, og derfor stod gården i eks-kærestens navn.
Thomas Pedersen ser ikke en krone af salget, og en dag er børnene heller ikke i skole, da han kommer for at hente dem.
– Der gik flere uger, og jeg hørte ikke noget. Det var en meget svær tid. Jeg kan stadig ikke forstå, at jeg ikke kunne stille noget op mod hende, på trods af at vi har fælles forældremyndighed. Hvordan hænger det sammen med at varetage børnenes tarv, spørger han.
Men en dag var børnene tilbage i skolen, og Thomas Pedersen kunne igen få lov til at se sine børn, men i dag sidder forældrene i en retssag om børnene.
– Jeg prøver virkelig at give børnene tryghed. Det bekymrer mig, at hun forsøger at få den fulde forældremyndighed over børnene. Jeg ønsker, at pigerne både skal have en far og en mor. Men det er en svær kamp, hvor advokater og retssystem favoriserer kvinden. Det er ikke fair, at der ikke bliver taget mere hensyn til mændene, når også børnene skal høres i sagen. De har også brug for en far.
Thomas Pedersen henvender sig hos krisecenteret, da det bliver for koldt at bo i campingvognen. Han bliver i første omgang afvist på krisecenteret, fordi det ikke har kapacitet til også at huse børn. Men efter at have været på kommunekontoret og på byens vandrehjem uden at få hjælp, banker et par ansatte på krisecenteret i bordet, og Thomas Pedersen får lov til at flytte ind.
– Jeg tog børnene med herhen for at se, om de følte sig trygge her. De sagde til mig: Far, vi vil gerne sove her hos dig.
De to enkeltsenge, der normalt skal huse to mænd, er derfor for tiden skubbet sammen til en dobbeltseng, så der er plads til alle tre. Det er første gang i krisecenterets 17-årige historie, at døren er blevet åbnet for en far og hans børn, selvom Thomas Pedersen og hans to piger ikke er de første, der har stået på trappeafsatsen og banket på døren til Vimmelskaftet 20. Krisecenterets oprindelige regler siger, at beboerne kan overnatte i tre dage, hvorefter deres situation skal tages op til diskussion. Thomas Pedersen ved ikke, hvor længe han kan blive på centeret.
– Jeg ser ikke min egen situation som håbløs. Der viser sig altid nogle muligheder. Jeg har været så meget ude i tovene og så meget i chok, at jeg prøver på at lade min egen situation ligge lidt og i stedet koncentrere mig om pigerne.
– Følelserne kommer virkelig op i en, når børnene er involverede. De er jo en del af mig. De giver mig utrolige kræfter. Jeg er aldrig ked af det, når jeg lægger deres tøj i vaskemaskinen eller laver mad til dem. Jeg er bare glad for, at jeg kan. Men jeg forstår godt, hvorfor nogle mænd ender med at bukke under. Har man ikke psyken til at komme igennem og måske i stedet tyr til alkohol, er der ikke langt til bunden. Det har været en hård tid. Og hvis det er sandt, hvad man siger, at skilsmissebørn avler skilsmissebørn, så vil jeg råde mine egne piger til aldrig at blive gift.
thuesen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad