Freya Skov |
27. december 2007
Politikeren Naser Khader (Y) var i de landsdækkende betalingsaviser den klart mest citerede eller omtalte af aktørerne i religionsdebatten i 2007. En forklaring er en stigende politisering af religion, mener eksperter
2757.
Så mange gange er Naser Khader, partileder i Ny Alliance, blevet citeret eller omtalt i de større aviser i forbindelse med religion i det forgangne år. Det viser en undersøgelse, Kristeligt Dagblad, ved hjælp af artikeldatabasen Infomedia, hvert år foretager blandt de landsdækkende betalingsaviser.
Undersøgelsen peger på Khader som Danmarks absolut mest dominerende person i religionsdebatten i 2007, der for Khaders vedkommende bød på blandt andet diskussionen om muslimske kvinders ret til at gå med tørklæde, efterveer af Muhammed-krisen og Ny Alliances kirkepolitik. De syv mest fremtrædende debattører i undersøgelsen anno 2007 er alle politikere, og det er en markant forskel i forhold til sidste år, hvor imamerne Abu Laban og Ahmed Akkari var de mest citerede eller omtalte i religions-debatten.
Naser Khader selv er positivt overrasket over dette års resultat.
– Religion er et område, der interesserer mig meget, både personligt og politisk, siger han.
Stig Hjarvard, medieforsker ved Københavns Universitet, vurderer, at Kha-ders topplacering skyldes en stigende politisering af blandt andet islam.
– Religionen bliver politiseret, den politiske diskussion om religion har fået en helt anden tilstedeværelse i det offentlige rum. En diskussion, der ikke mindst handler om islam og tørklæder, men senest også om præstehåndtryk i folkekirken, siger han.
Hans Raun Iversen, lektor i teologi ved Københavns Universitet, er ikke overrasket over Khaders førsteplads.
– Naser Khader er så at sige blevet danskernes yndlingsmuslim efter Muhammed-krisen, og derfor er det også ofte ham, journalisterne spørger, når det for eksempel handler om islam, mener han.
Undersøgelsen viser desuden, at Mikael Rothstein er den oftest citerede og omtalte religionsforsker i 2007, mens det blandt præsterne er Kathrine Lilleør, der dominerede religionsdebatten mest.
freya@kristeligt-dagblad.dk