Chikane af kvindelige præster uacceptabelt

Mobning af kvindelige præster kan ikke accepteres, men der skal stadig være rummelighed i folkekirken. Det var det klare budskab, da biskopperne i går kaldte til pressemøde

Humøret var højt, da de danske bisper i går holdt pressemøde i Bispegården i København som reaktion på historier i pressen om diskrimination af kvindelige præster i folkekirken. Fra venstre ses Grønlands biskop, Sofie Petersen, biskop Niels Henrik Arendt fra Haderslev Stift, biskop Steen Skovsgaard fra Lolland-Falsters Stift, biskop Jan Lindhardt fra Roskilde Stift samt biskop Kjeld Holm fra Århus Stift. –
Humøret var højt, da de danske bisper i går holdt pressemøde i Bispegården i København som reaktion på historier i pressen om diskrimination af kvindelige præster i folkekirken. Fra venstre ses Grønlands biskop, Sofie Petersen, biskop Niels Henrik Arendt fra Haderslev Stift, biskop Steen Skovsgaard fra Lolland-Falsters Stift, biskop Jan Lindhardt fra Roskilde Stift samt biskop Kjeld Holm fra Århus Stift. –. Foto: Peter Kristensen.

I bispegården i hjertet af København har Biskopperne indkaldt til pressemøde. Anledningen er biskoppernes årlige møde i forbindelse med nytårskuren, hvor et presserende punkt er kommet på dagsordenen. Nemlig diskrimination og chikane af kvindelige præster i folkekirken.

Der er en lettet og humoristisk stemning omkring mødebordet i Bispegården, hvor pressen er stimlet sammen for at høre, hvad biskopperne er kommet frem til. Biskopperne fortsætter mødet i dag, men har valgt at indkalde til dette ekstraordinære pressemøde for at få sagen afsluttet en gang for alle.

Det er biskop over Viborg Stift, Karsten Nissen, der leder mødet. Det er ikke på grund af den nyligt omdiskuterede håndtrykssag, at han er valgt til mødeleder. Det går nemlig på skift i alfabetisk rækkefølge, og det er tilfældigt, at det netop er hans tur. Karsten Nissen læser den netop udarbejdede pressemeddelelse op, og det står klart af meddelelsen, at biskopperne finder diskrimination af kvindelige præster særdeles uantageligt.

Det er såvel teologisk som samarbejdsmæssigt ganske uacceptabelt, at kvindelige præster møder sådanne holdninger, og vi tager på det stærkeste afstand fra dem. Der bør være fuld ligestilling mellem mandlige og præster i folkekirken, læser Karsten Nissen højt fra meddelelsen.

Biskopperne har desuden besluttet, at det nu bliver provsten, der skal undersøge, om kvindelige præster oplever chikane, der går ud over deres psykiske arbejdsmiljø.

Derfor har vi i enighed besluttet at anmode provsterne om ved arbejdspladsvurderinger og medarbejderudviklingssamtaler med kvindelige præster at undersøge, om den pågældende præst oplever chikane eller mobning, fordi hun er kvinde, og at indberette disse forhold til biskoppen, læser Karsten Nissen.

Samtidig er det vigtigt for biskopperne at opretholde en rummelig folkekirke, som vi i Danmark har tradition for. Derfor kan biskopperne ikke formane mandlige præster til en holdningsændring, men de kan sende et signal om, at det ikke bliver accepteret. Men mandlige præster kan altså stadig nægte at forrette gudstjeneste med kvindelige kolleger.

Naturligvis kan man ikke beordre en præst til at holde gudstjeneste imod hans eller hendes samvittighed i sådan en situation, men vi sender her et meget stærkt signal om, at det bør være sådan, at man som kolleger naturligvis også kan forrette gudstjenester sammen, siger Karsten Nissen og uddyber:

Vi vil gerne forsvare, at vi har en rummelig folkekirke, men rummeligheden har sin grænse der, hvor den ene dømmer den anden ude.

Biskopperne vil råde præsterne til, at de fører respektfuld samtale med deres kolleger, men kan ikke stille sig i vejen for den pågældende præsts holdninger.

Vi har jo ikke tradition for i folkekirken, at vi skal beordre folk til at skifte teologi, men det man kan måle, og det, vi kan forholde os til, og det, vi har ansvar for, det er arbejdsmiljøet og de samarbejdsrelationer, der gælder. Og de skal altså være i orden, siger Karsten Nissen.

Det er altså først på arbejdsmiljøet, biskopperne kan gå ind og lave ændringer. Hvis en kvindelig præst indberetter, at en præst nægter at samarbejde eller opfører sig respektløst, kan biskopperne indkalde præsten til samtale og se på, hvad der kan gøres for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø. Biskopperne gør klart, at de vil gå meget langt for at undgå, at diskriminationen fortsætter:

Der kan altid blive tale om fyringer, hvis en præst overtræder de tjenstlige regler. Der kan også blive tale om advarsel, påtale eller bøde, forklarer Karsten Nissen.

Karsten Nissen understreger ligeledes vigtigheden af, at biskopperne står bag de kvindelige præster i denne situation.

Det, vi gerne vil med det her, er at sige til de kvindelige præster, der måtte opleve sådan noget, at vi er på jeres side. Vi vil bakke op om jer. Vi vil gerne gøre, hvad vi kan, for at vi oplever en anden arbejdssituation. For det er I ikke tjent med, slår Karsten Nissen fast.

I Danmark har der været kvindelige præster siden 1948, og diskriminationsproblemet er kendt af biskopperne, men Politikens undersøgelse af omfanget er kommet bag på dem.

Det kommer bag på os, at problemet ser ud til at have det omfang, som undersøgelsen i Politiken for nylig har vist. Det kommer ikke bag på os, at de holdninger findes i folkekirken, det ved vi jo alle sammen, men det er et mindretal, siger Karsten Nissen.

Lise-Lotte Rebel, der sidder som biskop over Helsingør Stift, supplerer dette svar med, at hun ikke har mærket problemet i sit stift, men hun er glad for, at man nu har mulighed for at gå aktivt ind i sagen.

Elisabeth Dons Christensen, biskop over Ribe Stift, bakker op om dette.

Jeg kan kun tilslutte mig, at det er et fremskridt, for nu bliver det sagt, at det ikke er tolerabelt. Det er klart, at jeg er biskop i et stift, hvor der er mange præster, der er kede af at have en kvindelig biskop, men de behandler mig ordentligt og det skal de også. Jeg behandler dem ordentligt, fortæller hun.

Det bliver sidste ord ved dagens pressemøde.

kragh@kristeligt-dagblad.dk

freya@kristeligt-dagblad.dk