Hvem diskriminerer hvem?

Ny undersøgelse viser, at mange kvindelige præster føler sig generet af mandlige præster fra den kirkelige højrefløj, som til gengæld har svært ved at genkende billedet

Hovedparten af de danske præster samarbejder uden problemer uanset køn. Antallet af mandlige præster, der ikke ønsker at samarbejde med kvindelige præster, anslås af nogle til omkring 150, mens andre mener, det er under 100 af de omkring 2000 præster i Danmark. –
Hovedparten af de danske præster samarbejder uden problemer uanset køn. Antallet af mandlige præster, der ikke ønsker at samarbejde med kvindelige præster, anslås af nogle til omkring 150, mens andre mener, det er under 100 af de omkring 2000 præster i Danmark. –. Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.

Er der ikke nogen, der kan foretage en undersøgelse af, hvor mange mandlige præster på højrefløjen, der bliver diskrimineret i ansættelsessituationer? Så bliver procenten temmelig høj!

Sognepræst i Løsning, Henrik Højlund, er grundig træt at diskussionen om håndtryk, hvem der ikke vil vie fraskilte og om, hvorvidt kvindelige præster føler sig chikaneret af mandlige præster, der ikke anerkender, at de overhovedet er præster.

Det sidste er en hentydning til Politikens undersøgelse i går. Avisen har stillet 929 kvindelige præster en række spørgsmål om deres forhold til mandlige præster, der ikke anerkender, at kvinder kan være præster. 470 kvindelige præster har svaret.

60 procent siger, at de fra mandlige præster har hørt, at de ikke egner sig som præster. 114 svarer, at mandlige kolleger har nægtet at forrette gudstjeneste med dem, mens 50 siger, at de er blevet mødt med nedladende bemærkninger og direkte chikane.

Jeg kan altså ikke komme i tanke om en eneste præst på højrefløjen, som ikke i en eller anden udstrækning samarbejder med kvindelige præster. Mange ønsker ikke at forrette gudstjeneste med en kvindelig præst, men ellers samarbejdes der om en række praktiske ting, siger Henrik Højlund.

Han kalder samtidig de kvindelige præster for pjevsede.

Vi skal altid ynke de kvindelige præster. Men hvem ynker de højrefløjspræster, som i stadig stigende grad bliver forbigået ved ansættelse, fordi de ikke anerkender kvindelige præster. Det er også en form for chikane, som vi godt ved, at vi enten må leve med eller forlade folkekirken, siger han, og tilføjer, at han tror, at de færreste kvindelige præster ønsker ynk af denne årsag.

Højlunds tidligere nabopræst Ingelise Skole Christensen mener ikke, at kvindelige præster er pjevsede. Hun har tilbragt en årrække i Hedensted, hvor mange præster ikke anerkendte hendes embede.

De generede ikke mig, blandt andet fordi jeg ikke kan tage dem alvorligt. Men jeg tror, at undersøgelsen afspejler, at der er kommet en ny generation af kvindelige præster på gaden, som ikke har en kirkelig baggrund, og de får nok et chok, når de møder den slags holdninger. De er også vokset op med en større kønsbevidsthed, siger hun.

Ikke så langt fra Hedensted sidder Anne Dolmer i Grejs Sogn og har et glimrende samarbejde med Indre Missions formand, Anders Dalgaard i Vinding Sogn. Onsdag holdt hun gudstjenesten i hans kirke, og på søndag prædiker han i hendes.

Jeg ved ikke, om vi nogensinde kommer til at holde en gudstjeneste sammen, men Anders er en rigtig god kollega, siger hun.

Anne Dolmer oplever kun modstanden mod kvindelige præster ubevidst og mest fra kirkegængere, som har været vant til, at der var højrefløjspræster i området.

Hun er ikke enig i, at mandlige højrefløjspræster diskrimineres mere end kvindelige.

Jeg tror, det gør mere ondt at høre, at man slet ikke har ret til at være i folkekirken. At nogle mænd mener, at kvindelige præster har Bibelen imod sig. Den slags udtalelser er der ingen, der udsætter højrefløjen for heller ikke kvindelige præster, siger Anne Dolmer.

Og det har Anne Dolmer ret i 54 procent af de kvindelige præster i Politikens undersøgelse mener, at spørgsmålet er et indre kirkeligt anliggende.

Men hvilken betydning har det for højrefløjen, at den konstant ender i debatter om håndtryk, homoseksuelle og modstand mod kvindelige præster.

Siden terrorangrebene 11. september 2001 har der været en lugt af, at al fanatisme skal bankes på plads, siger Leif Andersen, lektor på Menighedsfakultetet i Aarhus, hvor højrefløjen tager en del af deres teologiske uddannelse.

Samtidig har der været en voldsom drift i retning af individuelle sandheder. Når den drives ud i yderste konsekvens ender det i meningstyranni for den individuelle sandhed skal samtidig helst ligne flertallets, siger Leif Andersen.

Han tilføjer, at han oplever debatten om højrefløjen som meget unuanceret.

Nuancer er ikke særlig efterspurgte, man skal helst kunne båse folk, og så ender hele debatten i mytedannelser. Og jeg kan sagtens forestille mig, at det på et tidspunkt kommer til et politisk indgreb i forbindelse med den kirkelige højrefløj.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk