Ateismens år

Ateismen slog til i 2007, men besindelse på kristendom er vejen frem

Nu skal I bare tage det helt roligt, alle sammen. Mor er hos jer.

Sagt af den nytiltrådte kirkeminister Birthe RønnHornbech i et interview om udfordringen til folkekirken.

PÅ ÅRETS SIDSTE dag har man lyst til at lægge sin skæbne i Birthe Rønn Hornbechs hænder. Hendes udtalelse i et interview efter udnævnelsen til kirke- og integrationsminister kandiderer til at blive årets replik. Ministeren gider ikke høre på klynk og klage eller grædekoneprofetier om folkekirken, og det er såmænd forståeligt. Hendes humoristiske og almoderlige formaning om, at vi alle kan søge tilflugt under hendes vingers skygge, er ikke så lidt af en politisk udmelding. Men når regnebrættet gøres op ved årsskiftet, rækker de beroligende ord selvfølgelig ikke.

EN AF DE vigtigste begivenheder, der i 2007 har udfordret folkekirken og alle andre kirkesamfund i Europa, er den nye ateismes fremmarch. Den giver alt andet lige grund til bekymring. Den er først og fremmest markeret ved den enorme succes, som en håndfuld forfattere har haft med bøger, der angriber al form for religion. Richard Dawkins, Daniel Dennet, Sam Harris og Christopher Hitchens er de mest prominente bannerførere af den nye ateisme, og deres budskab har med bøgernes millionoplag trodset alle landegrænser. Mange mennesker har forståeligt nok behov for at gøre op med den intolerance og antiintellektuelle holdning, som præger radikal islam, men også fundamentalistisk kristendom, som den tager sig ud først og fremmest i USA. Til formålet blandes al religion i samme gryde og lægges for had. Mennesker med en gudstro, bliver af de nye ateister karakteriseret som uintelligente, psykologisk svage og farlige. Selv noget så fredsommeligt som en dansk folkekirkeudgave af protestantisk kristendom anses som farlig, fordi den legitimerer religion i det hele taget og dermed baner vejen for fundamentalismen i alle dens afskygninger, påstås det.

I DANMARK OG det meste af Europa, hvor viden om basal kristendom tilsyneladende bliver stadigt mindre, har ateismens opgør med det forvrængede billede af kristentroen, som den tegner, lette kår. Den nye ateisme tager form af en næsten militant sekularisme, der ønsker at fordrive religion fra samfundet, og derved ender den med at blive mere intolerant, end den religion, den vil gøre op med. Den tager i sit opgør med al religiøs tænkning selv form af en næsten fundamentalistisk tro på videnskabens og menneskets moralske fremskridt mod perfektionen. Og der er ikke langt fra de ideologier, der op igennem 1900-tallet med håndfaste midler søgte at frelse verden gennem ensretning af mennesker, til den nye ateismes tro på egen ufejlbarlighed. Ligesom mennesker vedvarende bilder sig ind, at det ved nytårstide er muligt at slette tavlen og begynde på en frisk, promoverer den ateistiske sekularisme en udbredt forestilling om, at det også er muligt at nulstille kulturen og begynde forfra, renset for al religiøs påvirkning, herunder fejringen af jul og andre kristne højtider.

DET ER TANKEVÆKKENDE, at den franske præsident Nikolas Sarkozy, der mere end nogen anden repræsenterer et land, der har forpligtet sig på verdsligheden, fandt det nødvendigt op til jul at holde en tale, der i fransk presse er blevet betegnet som historisk. Hans ærinde var at gøre op med en verdslighed, der afskærer fransk kultur fra landets kristne rødder. Han ønsker en positiv verdslighed, der ikke betragter religion som en trussel, men som en styrke. En nation, der ignorerer sin etiske, åndelige og religiøse arv, begår en forbrydelse mod sin egen kultur, fastslog han. Noget lignende er den venstreorienterede filosof Jürgen Habermas kommet frem til. Han konkluderer, at kristendom er fundamentet for frihed, samvittighed, menneskerettigheder og demokrati. Vi har ingen andre mulighed end at nære os ved den kilde. Alt andet er postmoderne snak.

Lad det være udgangsreplikken for året. Kristendommen vil i modsætning til ateismen ikke frelse verden, men alene den enkelte. Den har sat sig dybe spor i kulturen, og der er brug for en europæisk besindelse på kristendommens altomfattende betydning. Så overlader vi det trygt til vor mor at håndtere de hjemlige kirkeforhold.

GODT NYTÅR

bjer