Kirker får et større ansvar i 2008

Omvendt har den anglikanske kirke markeret sig positivt i forbindelse med diskussionen om klimaforandringer. Forud for regeringskonferencen på Bali i december appellerede flere protestantiske kirkeledere med ærkebiskoppen af Canterbury i spidsen til politikerne om en effektiv indsats. Og to måneder forinden havde den økumeniske patriark af Konstantinopel, Bartholomæus I, sammenkaldt til et fælleskirkeligt symposium i Grønland for at diskutere, hvordan religionerne kunne samarbejde med videnskaben for at undgå miljøkatastrofer.

Den slags initiativer vil vi se flere af i 2008. Det er relativt enkelt for kirkerne at finde et fælles fodslag, og både græsrodsbevægelser og politikere vil byde deres moralske autoritet velkomne. Alt i alt er der dog tale om en skrøbelig konsensus, og for kirkerne bliver udfordringen at præsentere omsorgen for miljøet i sammenhæng med deres kristne forkyndelse.

I forholdet til islam er en væsentlig udfordring for kirkerne at finde et fælles svar på det åbne brev om fred, som 138 toneangivende muslimske lærde sendte til stort set alle fremtrædende kirkeledere sidste efterår.

Nogle biskopper og teologer ønsker en økumenisk dialog, ligesom man kender det fra kontakter kirkerne imellem og i forholdet til jøderne. Andre – heriblandt pave Benedikt XVI – foretrækker en mere praktisk samtale om gensidig respekt for sociale, kulturelle og religiøse forskelle under henvisning til blandt andet FN’s menneskerettighedserklæring.

Og mon ikke paven får sin vilje?

Dels er den katolske kirke dominerende i den kristen-islamiske kontaktflade i kraft af sin størrelse og sit diplomatiske-politiske netværk, og dels er der også i den islamiske verden en bekymring for, at brevet fra de 138 muslimske lærde skal løbe ud i sandet uden konkrete resultater.

Næste skridt kommer, når paven senere i år modtager nogle af de muslimske lærde til videre drøftelser i Vatikanet, og det kunne være smukt, hvis også ikke-katolske kirkeledere blev indbudt til at deltage for at styrke bredden. Under alle omstændigheder vil en centraliseret kristen-islamisk dialog blive fuldt med stor interesse af vestlige politikere i håbet om, at det kan stimulere fredelig integration af muslimske indvandrere og mindske hadet fra fundamentalistiske kredse.

Kristne minoriteter i Den Tredje Verden vil også følge udviklingen intenst, inklusive kristne i Mellemøsten, hvor situationen har sin helt egen dynamik. Kristne arabere er klemt fra alle sider i den israelsk-palæstinensiske konflikt, og forholdene for de kaldæiske, melkitiske og assyriske kirker i Irak er endnu mere alarmerende. Vold og politisk chikane truer fortsat nogle af verdens ældste kirkesamfund i 2008.

Ansvar og engagement bliver kernebegreber, når vi i det kommende år skal diskutere kirke og politik. Mange steder i Den Tredje verden drager kirkerne omsorg for spæde demokratier, og det er svært at forestille sig en løsning på de kaotiske tilstande i for eksempel Zimbabwe uden kirkernes aktive medvirken. I et land som Kina er det i høj grad kirkernes tilstedeværelse, deres voksende tilslutning blandt middelklassen og positive bidrag til samfundet generelt, der tvinger det kommunistiske regime til at tænke konstruktivt og nyt i forhold til de borgerlige rettigheder.

I Europa vil vi også se en markant rolle for religionen i det offentlige rum.

Kort før jul mødtes Frankrigs præsident Sarkozy med paven og understregede efterfølgende, at det franske samfund har brug for ”overbeviste katolikker.” Selv om det nok skal tages med et gran salt, så brød præsidenten med den klare adskillelse mellem stat og kirke, der har været en krumtap i fransk politik siden 1905. Den indstilling vil smitte af i resten af Europa, men om det vil føre til fremgang for kirkerne er et andet spørgsmål.

I USA har optakten til det amerikanske præsidentvalg til november allerede givet kirkerne stor synlighed i hele værdidebatten, der spænder fra abort til illegal immigration.

De evangeliske kirker har ikke samme greb om de republikanske vælgere som tidligere, men til gengæld taler demokraterne nu meget mere om religion. Pavens rejse til april til Washington og New York vil sætte trumf på den tendens, og nogle kommentatorer har kritiseret et så iøjnefaldende symbolsk besøg midt i et valgår. Forberedelserne skrider dog hastigt fremad, og når paven taler i FN og mødes med præsident Bush, vil de amerikansk dominerede massemedier sørge for en dækning, der når helt ud i klodens fjerneste afkroge.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Andreas Rude, mag.art., skriver hver uge om internationale kirkelige forhold i Kristeligt Dagblad.