Tre uger i tryghed

Han flyttede hjemmefra som 13-årig efter en trist barndom med mishandling fra faderens side.

– Han torturerede mig, helt fra jeg var en lille dreng på tre-fire år. Hvis mig og min lillebror var i karbad, kunne han finde på at dyppe mig under vandet, til jeg blev helt gul og blå for til skræk og advarsel at vise min lillebror, hvad der ville ske med ham, hvis han ikke opførte sig ordentligt. Jeg blev gjort til det sorte får i familien, fortæller Jesper Christensen fra opholdsstuens sofaarrangement, hvor en tæt tåge af røg breder sig fra en af de andre narkomaners mange hjemmerullede cigaretter.

Efter sin flugt fra hjemmet for 25 år siden har Jesper Christensen ikke haft kontakt til sin mor eller far, og han har heller ikke talt med sin lillebror i mange år. Han arbejdede efterfølgende i flere år som vvsmontør og tog også en dybdeterapeutisk uddannelse. Men efterhånden bed den kriminelle verden sig ind på den normale dagligdag og kulminerede, da han giftede sig ind i rockermiljøet. Her gjaldt helt andre regler og normer, og det fik Jesper Christensen selv at føle, da han røg i fængsel i fem år for at dække over en kriminalitet begået af andre.

Da han blev løsladt, opdagede han, at hans kone havde prostitueret sig i mange år, uden han vidste det. Men Jesper Christensen havde ikke andet valg end at fortsætte sit liv i det hårde miljø og levede derfor i halvandet år under samme tag som sin kone. Han boede i stuen, og hun havde et rum for sig selv og soveværelset til kunderne.

– Jeg fik et chok, da jeg fandt ud af det. En dag blev det hele for meget, og jeg besluttede mig for at opgive det. Jeg forsøgte at få hjælp til at finde en lejlighed gennem kommunen, men det lykkedes ikke. Så jeg endte på gaden, fortæller han.

Men tilværelsen som hjemløs var ikke let. Derfor knyttede Jesper Christensen sig til en vagabond, der i halvandet år lærte ham op i livet på gaden i forhold til, hvor man kunne få et varmt måltid mad eller en seng for natten. Livet på gaden blev efterhånden mere end bare midlertidigt. Hver dag startede med fire årgangsøl, som i løbet af dagen blev suppleret med flere årgangsøl, en stor portion metadon og til tider ren morfin. Jesper Christensen har med egne ord prøvet alt.

Ved siden af stofferne og alkoholen har en lang række sygdomme hobet sig op og gør ikke livet nemmere for ham. Han lider af en kronisk tarmsygdom, en flækket knogle ved lysken, rygproblemer og har både angst og en depression.

– Når jeg havde perioder, hvor jeg på grund af tarmsygdommen kastede meget op eller konstant havde diarre, tog jeg sprøjten i stedet. Så gik der heller ikke en time, før virkning kom, forklarer han.

Flere gange har han stukket sig på andres kanyler, men han er ikke blevet smittet med hiv, som størstedel af brugerne ellers har. En dag kunne han derimod tilføje svære epileptiske anfald oven i de øvrige lidelser som følge af, at han brutalt blev slået ned med en baseballkølle. Han endte på sygehusets intensive afdeling med åbent kraniebrud og var tæt på at dø.

– Det var bare en almindelig dag, lyder ordene om den dag, som blev efterfulgt af endnu flere dage med utryghed på gaden.

– Ofte har jeg siddet inde ved Rundetårnet med en hat foran mig, hvor folk kan smide mønter i. Nogle gange er jeg vågnet, og alt mit tøj har været flænset op med en kniv, fordi nogen har stjålet fra mig. Det er de værste dage, for så er der ikke penge til sprut og medicin, fortæller han med et blik i øjnene, der afslører en undren over, at nogen kan finde på at stjæle fra en så sølle mand.

Han har flere gange været ved at tage livet af sig selv, når alt har set sort ud. Det samme skete i november, da han fik stjålet de fleste af sine egendele fra et kollektiv, hvor han boede på det tidspunkt .

– Det var simpelthen dråben for mig. Jeg kunne ikke styre nogen bevægelser, jeg hulkede og var ikke bare parat til at tage mit eget liv, men også andres. Jeg har haft smerter hele mit liv, og nu ville jeg ikke lide mere.

Sådan var hans tilstand, da han for nyligt fik en plads på Forchhammersvej. Men fra at hver dag har været en sej kamp op ad bakke, har han nu fået mod på livet igen. Det skyldes al den hjælp og omsorg, som han er blevet beriget med i løbet af opholdet på Forchhammersvej. Omsorg i et omfang, der uden tvivl overskygger den samlede mængde varme, han har fået gennem hele sit liv.

Tre gange om ugen besøger institutionens læger Jesper Christensen og de andre brugere for at tjekke deres helbred og behandle dem for forskellige sygdomme. Og hver dag er der er tre-fire sygeplejersker, socialpædagoger, læger eller psykologer til de alt otte brugere, som der er plads til på institutionen. De tager ofte brugerne med på tur til planetariet, i biografen, til stranden eller til andre oplevelser, som ikke normalt pryder deres dagligdag.

– De har givet mig tryghed og kærlighed. Det har reddet mig og givet mig en tro på livet. Her vil de mig kun det godt. Det hele drejer sig kun om at have et godt liv. Jeg har fået øje på min onde side, og jeg ved, hvordan jeg skal tackle den ved at bruge min gode side. Og jeg har fået sovet en masse og er begyndt at spise igen, siger Jesper Christensen.

Under den store gråsorte striktrøje gemmer der sig ikke mange kilo. Adskillige år med sygdom og misbrug har nemlig fået kiloene til at rasle af ham, og han vejer kun 62 kilo i dag.

Normalt er misbrugerne her to til tre uger, hvor de har deres eget værelse, men Jesper Christensen skal være her, indtil der er fundet en langsigtet løsning for ham. Han håber selv, at han kan komme til at bo i et bofællesskab under Forchhammersvej. Men hans største drøm er at få sin egen lejlighed og et helt normalt liv.

– For det har jeg aldrig haft. Jeg vil bare gerne have fred og ro. Og så ønsker jeg mig en hund, gerne en labrador, som jeg kan gå tur med, fortæller han.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk