Vers handler om at gøre en vending

Nu har vi sunget af julens strofer og vers, så jeg kan svare på henvendelsen fra V. Jørgensen fra Daugård. Han skriver: ”Da jeg for 40 år siden gik på seminariet, hed det vers, når vi gennemgik sang- og salmetekster. Men nu lader det til, at det er blevet til ”strofer”, især når det er universitetsuddannede lærere, der taler om det. Hvad er forskellen på vers og strofer?”

I autoriserede værker, eksempelvis Harmer og Jørgensens Gyldendals Litteraturleksikon fra 1974, hedder det om vers: ”1. i populært sprog urigtigt brugt om strofen, 2. i betydning verslinje”. Om strofe står der, at det er en formenhed i klassisk poesi, dannet af to eller flere vers. I Den Danske Ordbog defineres strofe som en gruppe på for eksempel fire eller seks linjer, som udgør en enhed i et digt, men det hedder samtidig om vers, at det er en gruppe af linjer, som udgør en enhed.

I litteraturvidenskaben er der næppe den store tvivl, strofen er en samling af vers, mens vers altså er det, vi også kunne kalde linjerne. Det skal jo dog ikke forhindre, at det stadig i folkemunde hedder salmevers. Pyh! Sådan nogle skulle vi lære udenad! Det må have lydt forfærdeligt, når vi der i landsbyskolen, uden at forstå indholdet, hakkede Grundtvig, Ingemann og Brorson til lydmæssig plukfisk.

Men lad os vende os mod ordene vers og strofe. Vers er afledt af det latinske versus, der er perfectum participium af vertere, og betyder vending. Det betegnede oprindeligt vendingen af ploven, og blev siden knyttet til linjeskiftet, fra muld til poesi sådan at sige, så der er noget om det, når Martin A. Hansen i essayet Ploven fra 1953 siger: ”Der er dog mere fælles ved Plov og Pen end bare Bogstavrimet”.