Forældre må tage ansvar for deres eget forhold

Han befinder sig i en afmægtig venten på sin dom fra hende i forhold til, om de stadig kan leve sammen eller ej. Affæren har været kendt et års tid, så der har været en lang periode, hvor han har været ydmyg. Han elsker hende, og han skammer sig. Han har indtil videre taget imod alle hendes følelser, især vrede, men også sårethed, jalousi med mere uden at forsvare eller retfærdiggøre sig selv, men i længden er det svært for ham at opleve hele skylden placeret hos ham uden delvist at forsvare sig.

Affæren er hans ansvar, men som det er blevet skitseret tidligere, er der også andre forhold, som har haft en ødelæggende indvirkning på deres relation, og som kan have været medvirkende til den ikke-konstruktive tackling heraf, men disse forhold gives ikke ret meget opmærksomhed i øjeblikket. Han er desuden lidt såret over ikke at opleve, at hun tager hans følelser for hende i betragtning i sit valg.

Vi håber, I kan give dem nogle gode råd og støtte i den proces, de gennemgår lige nu, eksempelvis ved at tage udgangspunkt i nogle af følgende spørgsmål: Hvordan genfinder man tillid efter utroskab? Hvordan finder man ud af med sig selv, om man kan leve med noget, som man ikke nødvendigvis kan glemme? Hvordan tilgiver man sig selv, når man har været utro?

Vi oplever nogle gange, at de spiller imod hinanden i stedet for at spille sammen, for eksempel i forhold til placering af skyld og ansvar, og når de har svært ved at give udtryk for den indvirkning, de har på hinanden.

Venlig hilsen

To af de store børn.


Kære begge to

Tak for jeres gode brev. I rejser så vigtige spørgsmål, at vi har besluttet at brede det ud over flere gange i brevkassen. Allerførst slår det os, at det både er tankevækkende og stort, at to unge mennesker som jer har så alvorlige tanker om de voksnes indbyrdes problemer. Det siger noget om, hvor meget det betyder både som barn og som unge voksne, at forældre får ryddet op i deres indbyrdes relation. Vi kan også mærke, at den sorg eller tyngde af ansvar, som I nu føler både for de voksne i familien, men også for jeres små søskende, er et ansvar, som jeres far og hans kone er nødt til at tage på deres skuldre.

Der er meget, der tyder på, at jeres fars og hans kones reaktionsmønstre er viklet grundigt ind i hinanden med et årsags/virkningsforhold. Og selvom man tager luppen frem, er det sikkert svært at finde ud af, hvad der er høne eller æg. Måske er problemerne opstået, fordi hun en tid har været forelsket til anden side, hvilket i næste omgang har bidraget til jeres fars utroskab. Eller han har haft det svært med hendes problematik omkring nærhed med videre. Modsat har hun måske i årevis ikke været tryg og følt sig værdsat af jeres far, hvilket har gjort hende mere modtagelig for en tilfældig forelskelse. Måske er det først nu, at jeres far smerteligt er ved at opdage, hvad han kan miste?

Det er svært for os at sige. Men de må først og fremmest se i øjnene, at de ikke længere er to singler, der skal finde ud af det besværlige liv, men at de har fem dejlige børn, som elsker, hepper, længes og håber på, at de kan lægge deres sårethed bag sig og tage ansvar for at genoprette et værdigt, voksent parforhold til glæde for dem selv og jer fem. Lærer de ikke noget nyt nu, vil nissen flytte med videre i deres liv. Det bliver ikke let for dem, for det betyder hårdt arbejde, ny lærdom og evt. hjælp udefra at ændre perspektiverne på den situation, de er havnet i.

Men det vil vi skrive mere om i næste uge.

Mange hilsener

Annette og Jørgen