Julie Christie i kærlig konfrontation med Gordon Pinsent i ”Away From Her”. –
- Miraclefilm.
Henrik Uth Jensen |
4. januar 2008
FILM: Store skuespilpræstationer i canadiske Sarah Polleys forbløffende modne kærlighedsdrama "Away From Her"
"Her er en mand med et knust hjerte. Knust i tusinde stykker."
Smag lige på ordene. Den tørre konstatering af et faktum, som kun kan opleves fuldt indefra. Dette er en umulig replik, der forvandler situationen fra rørende til gribende. Manden med det knuste hjerte er den pensionerede universitetsforsker Grant. Han står på plejehjemmet Meadowlake og har netop taget afsked med den kvinde, han har delt sit ganske liv med. Han forsøger at samle sig, ikke at lade sig mærke, da en af beboerne, en dement sportskommentator, kommer om hjørnet. Kommentatoren kender hverken forspil eller omstændigheder. Men observant er han jo, og han har for vane at kommentere alt, han ser, som var det en sportsbegivenhed. "Her er en mand med et knust hjerte. Knust i tusinde stykker." At sætte ord på det, der ikke kan udtrykkes i ord, burde virke følelsesnedkølende, men den komiske effekt virker stik modsat. I sandhed en tragedie.
Den adstadigt underspillede fortælletone karakteriserer Sarah Polleys løfterige spillefilmsdebut som manuskriptforfatter og instruktør, "Away From Her", hvor gentagelsen og personernes rutiner får tid til at sætte sig i tilskueren.
Den canadiske forfatter Alice Munros novelle "The Bear Came Over the Mountain" danner forlæg for dette bemærkelsesværdige drama om Grant og Fiona Anderson, som har elsket hinanden, siden de var atten år, men nu ser sygdom komme imellem sig. Fiona er blevet ramt af Alzheimer, og Grant tager sig af hende, så godt han kan. Tanken om at at leve uden hende er ubærlig, men han ved med sig selv, at hun vil have det bedre på Meadowlake, og hun insisterer.
På plejehjemmet opstår en ny dynamik. Fiona forelsker sig i en anden patient (Michael Murphy) og opdager pludselig et dagligt nærvær, mens Grant ved sine jævnlige besøg mere og mere føler sig som en indtrængende, en fremmed. Den anden mand er gift, og da hans kone (Olympia Dukakis) tager ham bort fra Fiona, går det stærkt tilbage for Fiona, som synes at have mistet lysten til livet. Grant ser, forstår og handler derefter i denne unikke kærlighedshistorie, som bæres af Gordon Pinsent og Julie Christie i hovedrollerne. Canadiske Pinsent giver tyngde til Grants savn, mens britiske Julie Christie tager de krævende skift som Fiona, der bryder fri af sin sygdom med momentvise åndsfriske erkendelser. Samtidig med at man genkender skarpheden og det kontante fra Julie Christies tidligere roller, er det, som om "Away From Her" viser sider af hendes talent, man aldrig tidligere har bemærket. Det er noget i måden, hun opbløder og nuancerer Fionas temperament, så man aldrig helt kan bestemme, hvor man har hende. Nuancerne går overalt igen, som i skildringen af Meadowlake med en forstander i lutter professionel rutine og sygeplejersken Kristy (Kristen Thomson), som tør nærme sig det private, savnet, hadet og alle de forbudte følelser, uden at tale beboere eller gæster efter munden. Hver for sig er de de rigtige personer til deres arbejde.
"Away From Her" udtrykker, trods en unødigt springende fortællestruktur, en sådan modenhed og erfaring med livet, at det er vanskeligt at begribe, at instruktøren endnu kun er i slutningen af 20'erne. Sarah Polley har da også som en af Canadas førende skuespillere haft lejlighed til at studere sit hjemlands førende instruktører på nærmeste hold. Den underspillede fastholdelse af de mentale smertepunkter deler hun med Atom Egoyan, mens langsomheden og den nøgterne stil kunne minde om David Cronenbergs film. Der er dog på intet tidspunkt tale om tyveri, men om en fælles forståelse for, hvordan man kan og bør udtrykke sig rent filmisk. Med "Away From Her" skriver Sarah Polley sig ind i den solide canadiske filmtradition med en debut, som giver grund til at tro, at noget endnu større er på vej.
Away From Her. Canada 2006. Instruktion: Sarah Polley. 110 minutter. Premiere i Grand (København).kultur@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad