Øjet sidder i sjælen

Måske tænker De: ”Jeg har ikke overskud til at følge en lammet hovedperson i en time og 52 minutter.” Sådan tænkte jeg også, men filmen sendte mig hjem med en klar fornemmelse af at være blevet rigere, klogere, og paradoksalt nok med øget livsmod.

Sophus Claussens ord om, at hvis man er trist, er der trøst at øse ”i tragedien hos de store trøstesløse”, som Karen Blixen ofte citerede, gælder her. Det er sært, at tragedien kan give livsmod, men det er sandt. Det handler først og fremmest om den utrolige hjælp, chefredaktøren får af de to kvindelige terapeuter, som har tillid til hans evner og uendelig tålmodighed og smerteligt håber med ham på trods af håbløsheden.

Selv fremhæver han, at der er to ting, han har bevaret, som holder ham oppe: hukommelsen og fantasien.

Det betyder i filmen, at vi sammen med ham kan opleve utallige billeder fra hans fortid, livsøjeblikke, som har bevaret deres vitalitet.

Og det betyder, at han kan etablere drømmescener, hvor han er i stand til at bevæge sig frit, ja til at fantasere, at han er til stede ved festlige måltider og opmuntrende selskaber. Hukommelsen og fantasien. Er det ikke netop de to afgørende poler i vores drømme og i vores underbevidsthed?

Enhver af os, som har drømt – og hvem kender ikke til drømme, der forløser? – må erkende, at den ene del af drømmeprocessen afhænger af hukommelsen. Ting, vi har fortrængt og glemt i vågen tilstand, dukker op fra underbevidsheden i nat- og dagdrømme. Den sære, skabende underbevidsthed, som erindrer meget mere, end vi tror, vi indeholder. Det er titlens ene element: dykkerklokken. Den dykkerklokke, der går ned på sjælens havbund – eller det, digteren kaldte ”det underste land”.

Titlens andet ord er sommerfuglen. Sommerfuglen, som symboliserer fantasien med de overvældende kulører (der optræder faktisk en sommerfugl, som flakser ind i billedet, mens to af filmens kvinder taler om patienten). Sommerfuglen er jo også et symbol på sjælen – eller på det underfulde, der lever op, når larven, eller ”hylsteret”, dør. Sådan skildres sommerfuglen i græske og romerske oldtidsskrifter.

”Sjælen sidder i øjet” er titlen på en essaysamling af Carsten Jensen. Filmen får os til at vende sætningen om: ”Øjet sidder i sjælen”. Det vil sige, at alt det håbløse, som øjet ser – lammelsen, stumheden, ensomheden, desperationen – kun holdes i skak, hvis sjælen holder det modsatte billede fast – børnenes nænsomme forsøg på at opmuntre deres far, terapeuternes, ildhu, og ikke mindst faderens ægte medfølelse.

Faderen spilles af Max von Sydow. Jeg troede ikke, Max von Sydow kunne overgå sin præstation som Lassefar i ”Pelle Erobreren”. Her lykkedes det Nordens mest intelligente skuespiller at spille enfoldig på grænsen til sinkestadiet og dog med en så levende interesse for den lille Pelles små fremskridt i skolen. Lassefar er analfabet, men henrykkes, når Pelle kommer hjem og fortæller om et nyt bogstav, for eksempel bogstavet F. Pelle tegner et F på en stolpe ude i stalden, og Lassefar imponeres over bogstavets magi. ”Men hvad kan man bruge et F til?”, spørger han. Pelle svarer: ”For eksempel til ordet F-termiddag!”

Ja, det er jo indlysende, det kunne Lassefar da have sagt sig selv. Den dreng vil drive det vidt!

Jeg synes, ”Dykkerklokken og sommerfuglen” er en stor oplevelse takket være Mathieu Amalrics eminente spil i hovedrollen, men i høj grad også takket være instruktøren Julian Schnabels livsfrise. En række af filmens billeder dukker vedvarende op i sindet mange dage efter biografturen.

Men oven i denne filmiske rigdom lægges så Max von Sydows bevægende skildring af den gamle fars fortvivlelse over sønnens ulykke. Max von Sydow stiller sit furede smerteforvredne ansigt til skue, så det går til hjertet. Scenen, hvor han efter at have lagt røret på bryder sammen i en gråd, der aldrig synes at holde op, skriver filmhistorie. Filmen er underligt nok præcis lige så opløftende, som den er nedstyrtende. Den går ikke kun til bunds som dykkerklokken, den stiger også som sommerfuglen. Man mærker hjertets gode stilhed svinge som en sommerfuglevinge.

kultur@kristeligt-dagblad.dk