Erik Bjerager |
4. januar 2008
Biskopper går til kamp imod et problem, der formentlig ikke er der
AT DØMME EFTER den til tider helt ufiltrerede debat, der finder sted på internettet, breder der sig i denne tid en opfattelse af folkekirken som et formørket sted, befolket fortrinsvis af førmoderne mandlige præster, der har det til fælles, at de chikanerer og mobber deres kvindelige kollegaer. Baggrunden er en undersøgelse foretaget af dagbladet Politiken, der igennem hele sin historie har promoveret et billede af kirken som indbegrebet af al åndsformørkelse.
Problemet er, at de færreste med indblik i kirkens forhold kender til den påståede forskelsbehandling. Ingen kvindelig præst har indberettet mobning, chikane eller diskrimination til deres foresatte provst eller biskop. I sidste uge udtalte landets biskopper her i avisen, at de aldrig har hørt om, at problemet skulle være så stort, og noget tilsvarende har også flere kvindelige præster sagt. Vel, mange har kendt til og hørt om mandlige præster, der ikke anerkender dem eller vil holde gudstjeneste sammen med dem. Andre har givet følt sig mobbet, men eksemplerne er få, de er flere årtier gamle, eller de har karakter af vandrehistorier. En nærlæsning af undersøgelsen viser, at der ikke er belæg for at påstå, at det er præsterne, som er de cikanerende. Det kan også være kirkegængere eller ansatte, som udøver ”mobning” over for de kvindelige præster. Noget tyder noget på, at en fjer er blevet til fem høns.
MEN RETFÆRDIGVIS SKAL siges, at der er en fjer. Nogle få konservative præster vil ikke holde gudstjeneste sammen med deres kvindelige kollegaer, og de vækker opsigt. Den folkekirkelige rummelighed tilsiger af god grund, at disse konservative mandlige præster er i deres fulde ret til at fastholde dette principielle syn på præsteembedet, hvilket også er det gængse i det meste af den kristne verden.
Men de er få, og at de skulle modarbejde deres kvindelige kollegaer, er der ingen dokumentation for. Hvis der er et problem, forekommer det i høj grad at være et generationsanliggende.
Den famøse sag før jul om de få mandlige præster, der ikke vil give kvindelige kollegaer håndtryk ved ordinationen, kom heller ikke frem, fordi den udgør noget stort problem, men alene fordi først Politiken og siden andre medier insisterede på at drage en sammenligning mellem dem og den muslimske folketingskandidat for Enhedslisten, Asmaa Abdol-Hamid. Hun vil med henvisning til sin tro ikke give hånd til nogen mand overhovedet.
De konservative modstandere af kvindelige præster har kun i et begrænset omfang selv ønsket at sætte denne dagsorden. Men det har spillet ind i debatten, at nogle af dem står bag udgivelsen af bogen ”Kvinder på Herrens mark”, som udkom for nogle måneder siden. Modstanden mod kvindelige præster er en indlysende tabersag i offentligheden, og den er med til at skævvride den folkelige opfattelse af kirken.
Den del af kirken, der traditionelt taler stærkt om betydningen af klassisk kristendom, har med fokuseringen på dette snævre emne om kvindelige præster ført ikke mindst medierne ind i en blindgyde og afsporet den offentlige debat om kirken. Hvor interessant ville det ikke have været, hvis disse mange kræfter var blevet brugt på at gå til kamp for en bedre kristendomsundervisning i skolerne eller imod den tiltagende verdsliggørelse af samfundet.
I GÅR UDSENDTE landets biskopper en fælles pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at de er imod enhver form for forskelsbehandling i folkekirken. At det er fyringsgrund at modarbejde en præst, fordi hun er kvinde. Og at kvindelige præster ved medarbejdersamtaler nu skal spørges om de mobbes eller chikaneres.
Det er i sig selv udmærkede principielle synspunkter. Ritzaus Bureau udsendte straks en nyhed om den biskoppelige handlekraft, som iøvrigt blev gengivet på mange internetsider i løbet af i går eftermiddag. Men biskoppernes pressemeddelelse nævner ikke ét ord om, at de ikke selv kender til, at der skulle være et problem. Det havde klædt dem at tone rent flag. Ved at spille så entydigt med på den folkelige forargelse over en påstået diskrimination, scorer de sikkert point i den brede folkelighed, men bidrager samtidig til det medieskabte billede af folkekirken som et formørket og førmoderne sted. Og det billede er forkert.
bjer
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad