I dag drives ikke mindre end 70 ud af i alt 150 københavnske bagerforretninger af indvandrere. Sådan lyder det fra Københavns Bagerlaug. Og tendensen er den samme i Århus, hvor det anslås, at for hvert bageri, der sælges, går ét til en bager med udenlandsk baggrund.

Udviklingen skyldes primært, at det er nemt at overtage et bageri. Det kræver ingen uddannelse, og forretningerne er lette at få fat i. Mange danskere afstår fra at købe, fordi bagerfaget er forbundet med lange arbejdsdage og administrativt bøvl, lyder det fra Carsten Wickmann, direktør i branchens arbejdsgiverorganisation, BKD.

Det skaber plads til indvandrerne, der ofte har svært ved at etablere sig på det danske arbejdsmarked, forklarer Anika Liversage, indvandrerforsker ved SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

– Mange indvandrerfamilier er indrettet på, at far arbejder længe og om natten. Og at både kone, børn og andre slægtninge hjælper til i butikken. I dag er den familiekonstruktion næsten en forudsætning for, at små forretninger som kiosker, grønthandlere og nu åbenbart også bagere kan køre rundt, siger hun.

Anika Liversage afviser samtidig, at det nationalt bundne bagværk skulle være nogen hindring.

– Muslimer har solgt bacon og øl fra kiosker i årtier, de har ingen problemer med at sælge tebirkes og tørkager.

I landets bagerlaug er man dog knap så optimistisk.

– Desværre ser vi ofte, at produkterne fra de uuddannede bagere ikke lever op til dansk standard. Den slags rygtes hurtigt. Og når en bager først er stemplet som dårlig, går det hurtigt galt, siger direktør Carsten Wickmann.

Han mener, at de bagere, som slet ikke ved noget om det danske håndværk, kunne få større succes, hvis de i stedet satsede mere på egnsretter og bagværk fra deres egne nationale køkkener. På den måde kunne man samtidig undgå en udvanding af den danske bagertradition, mener han.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk