Fem, der vil være ny biskop i Roskilde (fra venstre): Steffen Ravn Jørgensen, Peter Fischer-Møller, Poul Joachim Stender, Henrik Wigh-Poulsen og Per Melhof. – Foto Peter Kristensen.
-
Claus Vincents |
5. januar 2008
BISPEVALG: Bag det fælles grundtvigske ydre åbenbarede det første duelmøde i Ringsted mellem bejlerne til Jan Lindhardts bispesæde i Roskilde Stift stor personlig forskel i stil, men også stedvis kirkepolitisk uenighed
Det kan godt være, at alle fem mandlige kandidater til det ledige bispeembede i Roskilde Stift på en eller anden måde præsenterer sig med et grundtvigsk tilsnit. Men når man oplever dem alle på slap line til det første duelmøde i Ringsted Kongrescenter torsdag aften, så kan man bag de ret sammenfaldende teologiske synspunkter klart fornemme, at der kan blive fem ret forskellige bispetyper ud af valget, lige fra det alvorlige, grænsende til det tørre, til det sanseligt engagerende, for at nævne to yderpunkter.
Omkring 350 tilhørere var mødt frem for personligt at danne sig et indtryk af de fem kandidater, som i begyndelsen af februar skal modtage vælgernes dom over, hvilke to der skal videre til den anden valg-runde. Det bliver sandsynligvis udfaldet – for at blive valgt til biskop i første omgang kræver det over 50 procent af stemmerne, og det er der ikke rigtig nogen, der tror på vil ske.
Der er opstillet fem teologer med bispeambitioner. Fra Bruxelles kommer den danske præst Per Melhof og fra Midtsjælland, mediepræsten Poul Joachim Stender. Henrik Wigh-Poulsen med dybe rødder i de grundtvigskes Vartov i København har valgt at stille op. Og endelig er der to kandidater med indgående kendskab til folkekirkens kringlede struktur på alle planer; domprovst i Helsingør, Steffen Ravn Jørgensen, og provst i Ringsted-Sorø Provsti, Peter Fischer-Møller. Gennemsnitsalderen er lidt over 50 år. Det betyder, at de yngste kandidater vil menighederne have som chef i 22 år, mens man slipper med 16 år, hvad den ældste angår, sådan som reglerne for bispeansættelser er i dag.
Kun af og til markerede den teologiske og kirkepolitiske uenighed sig virkelig i debatten, selvom den utvivlsomt på et par punkter må være der.
Der er delte meninger på spørgsmålet om for eksempel et nyt styringsorgan i folkekirken, og der spores også uenighed om præsterne skal indgå i en form for arbejdsteam i flere sogne. På den anden side er alle enige om, at stiftet skal have flere præster, at sognet er basis og baggrund for folkekirkens eksistens og udvikling, samt at smertegrænsen for nye love, regler og cirkulærer er nået i menighedsrådene. Initiativer fra skole-kirkesamarbejde til særlige aktiviteter og gudstjenester ud over søndagen for børn, unge og ældre er også velkomne, og alle kandidater tager afstand fra sognepræst Thorkild Grosbølls benægtelse af en skabende og opretholdende gud.
Men duellen afslørede også, at meningerne dog indimellem er delte. Det har i de senere år vist sig, at kirkelivet ikke er lige sprudlende i alle landsogne, og at kristendommen flytter sig, hvilket blandt andet Henrik Wigh-Poulsen har skrevet om. Han og Peter Fischer-Møller er parate til at tage konkrete initiativer som samarbejde og sammenlægning, hvis menighedslivet af en eller anden grund sygner hen i et sogn.
Poul Joachim Stender bryder sig ikke om talen om skrantende sogne og vil hellere appellere til de gode viljer, mens Steffen Ravn Jørgensen mener, at man skal holde fingrene fra et sogn, så længe der er et menighedsråd og noget, der kan kaldes kirkegang.
Spørgsmålet om stiftets øverste ledelse, som i dag kun udgøres af to personer nemlig biskop og stiftamtmand, optager tilsyneladende både vælgere og kandidater. I stedet for den gamle ordning har syv stifter i de senere år gjort forsøg med stiftsråd, hvor præster og menighedsråd er repræsenteret. Øget demokratisering, siger nogle, centralisering af magten, siger andre, heriblandt Steffen Ravn Jørgensen.
– Når jeg nævner stiftsråd for menighedsrådene, bliver de fjerne i blikket. Der er brug for, at menighedsrådene selv bestemmer over deres økonomi, ikke en topstyring, som tager magten fra menighedsrådene. Det hele kan udvikle sig til Stiftsrådenes Landsforening med synodal karakter, og det er der ikke behov for. Derfor skal vi være meget præcise, når vi taler om stiftsråd, sagde Steffen Ravn Jørgensen, som gerne vil have et samtaleforum på stiftsniveau.
Debatten viste, at Henrik Wigh-Poulsen har den modsatte opfattelse.
– Jeg kan ikke genkende Steffen Ravn Jørgensens fremstilling af stiftsråd. Menighedsrådene afgiver ikke magt, men får derimod øget kompetence og kan øve kritik og får indflydelse på stiftets anliggender. Biskoppen får en livline til menighedsrådene, sagde Henrik Wigh Poulsen, som ser stiftsrådene som en naturlig udvikling af oprettelsen af menighedsrådene dengang i 1903.
Poul Joachim Stender og Peter Fischer-Møller vil som biskopper også være begejstrede for et stiftsråd, mens Per Melhof er mere forbeholden, fordi det kan bremse debatten i sognene med et nyt, overordnet styringsorgan.
Fra salen blev der rejst spørgsmålet, om der skal indføres en fem-dages arbejdsuge for præster.
Henrik Wigh-Poulsen er ikke begejstret for at systematisere en sådan ordning alt for meget, mens Per Melhof klart går ind for en fem-dages arbejdsuge. Det gør Peter Fischer-Møller nok også, når han taler om, at man skal sikre gode arbejdsvilkår for præstefamilierne, ellers opstår der præstemangel. Steffen Ravn Jørgensen gerne vil se resultaterne af forsøg med mere søndagsfri i Viborg stift, mens Poul Joachim Stender ser sådan på det, at holder man som præst fri om søndagen, så kan det være til stor inspiration at sætte sig under en kollegas prædikestol.
Et af de spørgsmål, som kaldte de mere morsomme og poetiske svar frem fra kandidaterne, var, om lukkeloven er blevet for liberal.
– At man vil holde butikkerne åbne 24 timer i døgnet er simpelthen udtryk for en kollektiv dødsangst. I det her samfund prøver vi på enhver måde at lade være med at konfrontere os med, at vi skal dø. At stå foran en lukket Fakta eller Netto er som at stå og se på vores egen dødsattest, sagde Poul Joachim Stender.
Per Melhof sætter også pris på, at man i butikkerne kan se forskel på hverdag og højtid, men kan godt se fordelene ved udvidede åbningstider.
– Når man har små børn, er der jo altid noget, man mangler.
vincents@kristeligt-dagblad.dkkristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad