Personalesamtaler med Provsten. Jamen, hvad nu hvis det er provsten selv, der "mobber". Hvad nu hvis man klager og provsten selv er "sort". Hvad nu hvis den pågældende biskop er klar over forholdene, men har så stor konfrontationsangst, at vedkommende ikke handler, men blot påråber sig uvidenhed, velvidende at en evt. klage aldrig kommer jævnfør ovenstående. Moral har altid været godt og dobbelt moral endnu bedre. Hvis man siger, at man vil en tilstand til livs, skal man handle derefter. Magter man ikke handlingens svære kunst, skal man lade være med at udtrykke en vilje, der ikke er til stede. Nærværende er naturligvis også gældende inden for bispevældet.

Man skal aldrig være bange for at gøre opmærksomt på, at og hvis man bliver mobbet eller sikaneret, fordi sommetider er det fordi man ikke forstår hinandens sprogbrug.
En hver form for kirkemearbejdere - kvindlige såvel som mandlige, der mobbes eller føler sig sikaneret på grund af deres KØN, bør følge biskoppernes opfordring og tage kontaktmed provsten, enten skriftligt eller i form af en samtale, med en kop kaffe, og kan så være heldig og få den der mobber med til kaffe drikningen, så kan det i nogle tilfælde lykkes at få skabt forståelse - ALTSÅ en slags forsoningssamtale- der kan være tilfælde hvor den der mobber, slet ikke er selv er klar over, at det gør ondt.

PS. Hvorfor er der slet ikke opstillet nogle kvinder til bispevalget her i vores stift. ( Roskilde)

Vedr. mobning af kvindelige præster

Jeg har nu fulgt debatten et stykke tid og undres en hel del. Det er som om, den såkaldte mobning består i, at der overhovedet er nogle mandlige præster, som er imod kvindelige præster. Og at denne principielle modstand på en eller måde får nogle konsekvenser.

Jeg er hverken præst eller modstander af kvindelige præster, men deler en række af de andre "ukorrekte standpunkter" på den kirkelige højrefløj. Som også har været bragt til torvs i debatten, hvor udsmidning af præster med uønskede holdninger har været nævnt - ikke alene af almindelige debattører, men også af lederen af efteruddannelsen af teologer til præster.

Jeg synes, man har et problem, hvis man smider præster ud med et århundredgammelt syn, som fortsat gælder i nogle kirker på verdensplan. Vil man hverken kendes ved kirkehistorien eller de andre kirker?

Var det ikke bedre at få nogle klare spilleregler for det samarbejde og mangel på samme, der eksisterer og skal eksistere imellem modstandere af kvindelige præster og så de kvindelige præster?

F.eks. når en kvindelig præst skal forrette gudstjeneste i en modstanders kirke. På den ene side er kirken ikke den mandlige modstanderpræsts kirke, og han har valgt at være præst i en kirke, hvor han kan blive nødt til at samarbejde med en kvindelig præst. Så kan det ikke nytte noget, at diverse remedier er fjernet, når kvindepræsten ankommer. Så må der være klare spilleregler. Klageadgang, høring og konsekvens (advarsel 1. gang og 2. gang indstævning for et disciplinærudvalg med mulighed for fyring). På den anden side må der her gælde, at anklager skal kunne dokumenteres, og hvis anklagerne viser sig falske, må det omvendt få konsekvenser for den falske anklager.

For som debatten kører i øjeblikket, har den karakter af hetz. Præster bliver hængt ud med navns nævnelse af en biskop, der dukker udokumenterede anklager op i Politiken om mobning af en kvindelig præst med bananer placeret i orgelpiberne og verbale overfald fra 3 mandlige kollegaer, politikere udtaler sig i forargede vendinger, og lederen af teologernes efteruddannelse til præster vil have smidt modstanderpræsterne ud - måske sammen med alle de andre højrefløjspræster.

Jamen så lad os da få rene linier. En folkekirke for folket, dronnningen, politikerne - styret af korrekthedens tyranni. Som fungerer som en ceremoniel servicekirke, der velsigner homoseksuelle, vier 5, 6, 7 og 8. gang, og hvor abortmodstand er tys-tys. Et sted hvor holdninger og standpunkter er noget, man har, til det er mere opportunt med nogle nye.

Og lad os så langt om længe få en eller flere landsdækkende højrefløjskirker med evangelisk, luthersk tilsnit, hvor der ikke skal bruges tid og energi på at diskutere med og blive svinet til af biskopper, politikere og teologer af anden observans.

Man kan have sine tvivl om, hvorvidt det er muligt at danne en enkelt højrefløjskirke, der kan samle det meste af den folkekirkelige højrefløj; men det er mit håb.

Som kvinde kan man jo altid bare flæbe i stedet for at kæmpe for sin sag.
Gad vide hvordan de mere "reelle" kvindelige præster har det med deres flæbende kvindepræstekolleger...det må da være træls at lægge øre til.