Vi er en nation fuld af mistro og fordomme

– Nogle gange udtaler jeg mig bare om, hvordan loven er. Men ellers bilder jeg mig ind, at jeg har et retfærdighedsbegreb, som jeg forsøger at holde mig til. Det går først og fremmest ud på beskyttelse af de svage. Jeg synes, at alle, der er stærke, har pligt til at beskytte de svage. Vi har alle stærke og svage sider og kan selv havne i en situation, hvor vi har brug for beskyttelse. En dommer sagde engang, at et samfund, hvor de stærke hjælper de svage, gavner alle. Det er jeg enig med ham i, siger Eva Smith.

Retfærdighedssansen har hun med egne ord arvet fra sin far, Hans E. Hækkerup, der var justitsminister i tre socialdemokratiske regeringer fra 1953 til 1964. Hendes eget efternavn er fra første ægteskab med en amerikaner. Siden blev hun gift med tidligere departementschef i Indenrigsministeriet og direktør for Statens Luftfartsvæsen Ole Asmussen.

Både han, en søster og en søn ud af børneflokken på seks, der har forøget familien med 10 børnebørn, er i det store sortmalede sommerhus i Høve ved Sejerøbugten, hvor Eva Smith tager imod.

Hvad siger næstekærlighedsbudet dig, som det lyder i Det Nye Testamentes Lukasevangelium, kapitel 10, vers 27: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv?"

– Jeg synes desværre, at den første del af budet har været årsag til mange krige og meget ufred i verden. Det er gennem tiderne blevet opfattet som et meget intolerant bud, der har ført til stridigheder de forskellige religioner imellem om hvilken Gud, man skal elske. Den anden del, at du skal elske din næste som dig selv, er et stort krav, i hvert fald hvis en fremmed er næsten. Men det er da smukt, noget at stræbe efter, men nok ikke noget, mange af os er i stand til.

Hvad forstår du ved næstekærlighed?

– Næstekærlighed er, at man prøver at vise en vis omsorg for sine medmennesker og forsøger at behandle dem ordentligt i mange relationer. Der er ingen grund til at såre unødigt, og det er naturligt at række en hånd og prøve at hjælpe, når nogen har brug for det. Når man ser uretfærdighed, og at andre bliver behandlet dårligt, forsøger man at hjælpe så godt, man kan. Jeg synes, at Jyllands-Postens tegninger af profeten var mangel på næstekærlighed. Det var det samme, som hvis jeg havde en lille pige, der brugte briller, og hun henne i skolen blev kaldt for brilleabe af de andre børn. Når jeg så klagede til læreren over mobberiet, sagde han: Fint! De bruger deres ytringsfrihed! Der er ingen grund til at bruge ytringsfriheden til at genere muslimerne. Hvis det bare er for at såre, har det intet med ytringsfrihed at gøre.

Hvor ser du næstekærlighed i det danske samfund i dag?

– Det er, som om det er blevet indsnævret lidt i forhold til, hvordan det har været. Da jeg var ung, var det noget med, at man skulle ud og redde verden og gøre noget for dem, der ikke havde det godt. I dag er det snævret ind til en lille kreds, der omfatter familie og venner. Lærere i folkeskolen beklager sig over, at forældre er mere interesseret i, hvordan deres eget barn har det, end i at se klassen som et hele. Til gengæld gør lærerne en hel del for at skabe fællesskab ved at organisere legegrupper, så også børn, der ikke har kontakt med andre, kan være med. Og det er forældrene med på.

– Der er også sket det, at verdens ulykker er kommet meget tæt på os. Der sker hele tiden nye ulykker, og det er svært at forholde sig til alle de ting og føle for de fremmede mennesker, der er ramt. Det er blevet mere uoverskueligt, så måske er det ikke så mærkeligt, at man søger det nærmeste. Men når jeg ser unge i dag, er de vældig gode til at tage sig af hinanden. De er meget kærlige og omsorgsfulde omkring deres nærmeste omgangskreds.

Hvor mangler der næstekærlighed?

– Hos regeringen for eksempel. Den mangler, når vi kommer fra Det Kriminalpræventive Råd, som jeg er formand for, og siger, at vi tror mere på forebyggelse end på straf. Kravet om hårdere straffe er en trend over hele Europa. Men der er fire gange så mange under 18 år i fængsel i Danmark end i resten af Norden. Ingen bliver bedre af at komme i fængsel. Det, der må være ideen i forhold til unge, er, at bringe dem på ret køl, så de kan få et ordentligt samfundsliv. Det gør man ikke ved at sætte dem i fængsel. Dér mangler omsorg. Kravet om hårdere straffe tror jeg har noget at gøre med, at der er kommet andre typer kriminelle, som er meget kriminelle – terrorister og rockere. De er efter manges mening helt anderledes end os, har selv sat sig uden for samfundet og må finde sig i hård straf. Det har smittet af på holdningen til andre kriminelle. Der er også kommet mere egoisme i retning af, at "mit liv skal være okay", og dér er de kriminelle et forstyrrende element.

– Næstekærlighed mangler også i forhold til asylansøgerne i Danmark. Det er fuldstændig rigtigt, at de afviste bør tage hjem. Men for at deres børn ikke skal blive fuldstændig ødelagte, må de ud af de asylcentre. Det kan være, at så har de fået deres vilje, men det må være hensynet til deres børn, der tæller. Børnene er uskyldige, så dem er man nødt til at gøre noget for. På den anden side er det sådan, at når nogle af dem bliver anbragt i et lille samfund, hvor de klarer sig godt, giver det problemer for lokalbefolkningen, når de bliver udvist af landet. Sønnen er stjerne på håndboldholdet, og faderen arbejder på det lokale maskinsnedkeri – hvorfor skal de ud?

– Det samme gælder i forbindelse med, at alle står og råber "hårde straffe". Men når de kriminelle står i retten, bliver domsmændene bløde i knæene. De har måske haft det lidt svært, mangler en læreplads og så videre. Men alle de historier, man hører om, at folk ikke hjælper, når nogen kommer til skade, har jeg aldrig selv oplevet. Når nogen falder om på gaden, eller et barn er på vej ud foran en bil, har jeg aldrig set, at folk ikke greb ind med det samme.

På hvilket værdigrundlag bygger dansk lovgivning?

– Det er ikke helt galt at sige, at der ligger et kristent fundament i form af De Ti Bud. Men det er universelt, for de findes i de fleste religioner. Lovgivningen bygger navnlig på tanken om, at hvis samfundet skal hænge sammen, er staten nødt til at træde ind og sikre, at folk opfører sig ordentligt over for hinanden – ellers går det hele til i rod og lovløshed. Man er nødt til at have en ydre magt, der kan træde ind. Hvis nogen er brudt ind i dit hus, er det anklagemyndigheden og ikke dig, der skal forfølge forbryderen. Når staten træder ind, slipper borgerne for at overfalde hinanden.

– Loven bygger også på Grundlovens frihedsrettigheder. Ret til privatliv, ret til ytringsfrihed, ret til ikke at blive fængslet uden dommer, ret til personlig frihed. Dertil kommer fri skole, hospital, folkepension og socialhjælp. Det er en måde at sikre individerne et ordentligt liv. Man kan se socialloven som udtryk for næstekærlighed, men også som modvægt til social uro. Jura er de regler, der skal sikre, at alle kan leve i et fredeligt og forudsigeligt samfund. Der er regler for, hvordan man opfører sig over for hinanden. De bliver så også overtrådt, og derfor er man nødt til at have statsmagten til at træde ind.

Sammen med din datter Cathrine Asmussen har du skrevet selvbiografien "Mens tid er ...", der udkommer den 20. oktober. I den fortæller du blandt andet om din opvækst i den politiske Hækkerup-familie. Hvordan har det præget dig?

– Min far blev minister, da jeg var 11 år. Det var lidt flovt og pinligt, for så adskilte man sig fra andre børn. Han ville gerne køre os tre børn i skole, men vi havde ikke lyst til at blive droppet af i en stor fed ministerbil. Så fandt vi et kompromis, hvor vi blev sat af på hjørnet. Senere blev min onkel, Per Hækkerup, også minister. Han var mere kendt end min far, alle vidste, hvem han var, og det var enormt irriterende. Jeg ville gerne være mig selv og ikke bare min fars datter. Jeg overvejede at tage min mors efternavn, men det ville jeg ikke kunne gøre mod ham. Det var til gengæld helt naturligt at tage min mands navn, da jeg blev gift. Og jeg har siden beholdt efternavnet Smith af hensyn til mit arbejde, selvom børnene hedder Asmussen.

– Der blev talt enormt meget om politik i mit barndomshjem. Det var det vigtigste i verden. Det har også altid interesseret mig, men ud over at være aktiv i studenterpolitik har jeg aldrig været medlem af et parti. Men det var en stor del af vores liv og med til at præge mine holdninger. Jeg havde egentlig tænkt på at blive forsvarsadvokat, så jeg kunne redde de uskyldige. Det var en romantisk drøm. Nu blev jeg dr.jur. og underviser på universitetet. Det passede uendelig godt at være der, da børnene var små, fordi arbejdstiderne er så frie.

– På et tidspunkt var jeg konstitueret dommer i Landsretten og kunne måske have forsat den vej. Det var utrolig interessant det år, jeg var det, men jeg tror alligevel, at det var en lidt for passiv rolle til mit temperament. Dér, hvor jeg er nu, er slutstedet. Jeg sidder i mange udvalg og kommissioner, nok også lidt for mange. Det er interessant alt sammen, og jeg har svært ved at sige nej, siger Eva Smith.

Hun er blandt andet formand for Europarådets racisme-komité, ECRI, der i maj offentliggjorde en rapport med kritik af forholdene for etniske minoriteter i Danmark og af tonen i det danske debatklima. Den danske regering afviste kritikken så kategorisk, at Eva Smith for nylig udtalte, at ECRI havde tabt kampen i offentligheden.

– Det lykkedes aldrig at komme til at tale om rapportens indhold, og hvad der er galt i Danmark. Jeg synes ikke, der er tvivl om, at noget er galt. Som da folk med grædende børn kom hjem fra krigen i Libanon, og Dansk Folkeparti sagde, at nu må vi se på, om de er socialbedragere. Jeg bliver flov over sådan noget, og det er utroligt, at regeringen ikke straks siger fra over for det.

– Jeg tror ikke helt, at vi har fattet, hvad der er sket. Vi er blevet en nation fuld af mistro og fordomme over for alt, der er fremmed. Dengang, vi fik EU-forbeholdene, var begrundelsen, at vi ville have ordentlige asylregler. Nu vil vi gerne beholde forbeholdene, så vi kan bevare den stramme asylpolitik. Det er, som om vi synes, at vores kultur er finere og bedre, og at vi er nået længere. Og som om, der slet ingen forsøg er på at sige, at vi er alle sammen mennesker, og langt de fleste muslimer går ikke ind for sharia-lovgivning, men for en forståelse af islam, hvis grundtanker minder meget om kristendommens.

– Om ECRI-rapporten siger de, at den er politisk, fordi vi prædiker for, at vi skal lære at leve i et multikulturelt samfund, og det må vi leve med. Men Europa og Danmark er multikulturel i dag, der bor mennesker fra andre steder på Jorden, som er danske statsborgere og lige så danske som du og jeg. Det må vi respektere og prøve at vise en smule tolerance og respekt. Det kan ikke nytte, at vi kalder dem, der kom hjem fra Libanon, for "de såkaldte danskere". Det kan ikke nytte, at vi drømmer os tilbage til dengang, vi alle gik i træsko og dansede folkedans. Og vi har også brug for dem og deres børn, hvis vi skal bevare det danske velfærdssamfund, siger Eva Smith og tilføjer:

– Det handler om dig og mig og vores holdning.

remar@kristeligt-dagblad.dk

Fakta

Eva Smith

**Født 1942 i København. Cand.jur. 1974, dr.jur. 1986, professor i retsvidenskab ved Københavns Universitet fra 1990. Æresdoktor i Lund 2004. Medlem af Justitsministeriets Strafferetsplejeudvalg, af Retsplejerådet og kommissionen til undersøgelse af Dan Lynge-sagen. Dansk medlem af flere kommissioner under Europarådet. Formand for Københavns Retshjælp og for Det Kriminalpræventive Råd fra 1996. Medlem af Kirkeministeriets udvalg vedrørende trossamfund. Har skrevet doktorafhandlingen "Vidnebeviset. En vurdering af afhøringsmetoder og vidneforklaringer", lærebøger i procesret samt tre børnebøger under navnet Eva Asmussen. Bor i København med sin mand, tidligere departementschef og direktør Ole Asmussen. Parret har seks børn og 10 børnebørn.

Fakta

Næstekærlighed

**Næstekærlighed er her, der og alle vegne. Hvad vil det i et moderne samfund sige at elske sin Gud og sin næste som sig selv? Liv og Sjæl har bedt fire markante danskere om at give deres bud på næstekærlighed. Interview med Søren Krarup blev bragt den 11. august. Udover juraprofessor Eva Smith følger i den kommende tid interview med chefredaktør Henrik Qvortrup og læge Inge Genefke, der har viet sit liv til kampen mod tortur.

Interviewene kan læses på

kristeligt-daglad.dk