Eva Hvidt |
7. januar 2008
KRONIK Da komponisten C.E.F. Weyse som 15-årig kom til København, landede han i en af de mest frodige kunstneriske perioder i Danmark, og Weyse var hele sit liv på nippet til at springe ud som romantisk komponist, skriver dagens kronikør
DA CHRISTOPH ERNST Friedrich Weyse i 1789 kom fra Altona til København, var han en ungersvend på 15 år med udpræget sans for sang og klaverspil. Han kom i lære hos komponisterne J.A.P. Schultz og Peter Grønland, og snart kunne han bestride stillingen som en usædvanlig fin organist i den reformerte kirke og som underviser. Senere i sit liv blev han både hofkomponist og tituleret professor. C.E.F. Weyse var og blev lige fra århundredskiftet til sin død i 1842 et højst respekteret midtpunkt i det danske musikliv.
Interessen for og beundringen af Weyse har også været ganske stor siden da, for eksempel da den folkekære Weyse-film "Jeg har elsket og levet" udkom i besættelsesåret 1940. Men Weyse skrev også et væld af musik, som ikke spilles ret meget mere: klaverværker, symfonier, teatermusik samt en lang række verdslige og kirkelige kantater.
I disse år genudgives en del af disse værker i videnskabeligt baserede, kildekritiske udgaver. Herunder er der nu udkommet to smukt redigerede bind med Weyses sange med klaverledsagelse, forestået af Sten Høgel. Mange kendte og elskede sange som "Julen har bragt velsignet bud", "Natten er så stille", "Det er så yndigt at følges ad" og de indfølte morgen- og aftensange blander sig her med et væld af mere eller mindre kendte sange og romancer, der tilsammen giver et nuanceret indtryk af Weyse som sangkomponist.
Da Weyse kom til København, landede han i en af de mest frodige kunstneriske perioder i Danmark, en guldalder, der især kom til udtryk inden for poesi, billedkunst og teater. Han blev endda en vigtig del af selve det romantiske gennembrud, efter at Adam Oehlenschläger i 1803 udgav sine berømte "Digte", der også rummede det store lyriskdramatiske digt, "Sanct Hansaften-Spil". Baggrunden for Weyses deltagelse var ellers sørgelig.
Som fattig, ung musiklærer forelskede han sig ulykkeligt i rigmandsdatteren Julie Tutein. Da bruddet kom, blev Weyse fortvivlet, og det gik ud over hans musikalske skaberkraft. Men samtidig var Weyse inde i en kunstnerisk modningsproces, og hans sorg blev udfoldet i den romantisk smertelige sang "Dybt Skoven Bruser", som han tonesatte efter Schillers digt "Der Eichwald brauset". Oehlenschläger oversatte sangen og lod den indgå i "Sanct Hansaftens-Spil".
Efter sangen har lydt, udspiller følgende ordveksling sig:
Konen: Deres Stemme har dog en herlig Klang./ Hvad hedder denne Arie?
Maria: Theklas Sang./ Den er oversat efter tydsk Poesie/ Til Weyses deilige Melodie
Konen: Den er mig alt for melancholsk./ Jeg kunde blive i Hov'det catholsk,/ hvis længe jeg hørte slige Sange./ Af de muntre er der dog ogsaa mange.
I andet oplag af Oehlenschlägers "Digte" fra 1803 blev Weyses melodi indføjet og hermed kom ikke alene det berømte digteriske romantiske gennembrud lige efter århundredskiftet, men også et musikalsk. Weyses højstemte sang var ført i store selvstændige melodiske buer med stigende intensitet over et rullende klaverakkompagnement, der skulle illustrere det oprørte hav.
Men som romantisk gennembrud forblev musikken en enlig svale i Weyses produktion. Han skrev andre sange til berømte tyske digte som Goethes "Heidenröslein" og "Erlkönig". Men det blev Mozarts musik, der reddede Weyse ud af den følelsesmæssige og kunstneriske krise.
DA DET KONGELIGE TEATER i 1807 havde premiere på operaen "Don Juan", var oplevelsen af den levende musik overvældende for Weyse: "Ved Gjenfærdscenen blev jeg rystet til inderste Marv, men Rystningen var velgjørende, den vakte min Genius, der mægtigere end nogensinde begyndte at røre på sine Vinger".
Når Weyse selv holdt sig til en lidt tilbageskuende, men fin og personlig klassisk musikstil inspireret af Mozart og J.A.P. Schultz, skyldtes det måske ikke alene, at komponisten var sky over for det storslåede romantiske program, men også at den litterære højromantik i Danmark hurtigt slog over i en mildere og mere "ufarlig" form for romantisme eller poetisk realisme.
Politisk var det lille, snævre København påvirket af den franske revolution og af Napoleonskrigene. De danske nederlag i 1801 og 1807 samt statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge blev dog voldsomme tilbageslag for det ellers så fremgangsrige Danmark. Flåden var tabt og mange handelshuse gik fallit. Man hyttede sig nu hver for sig bag hjemmets fire vægge i håb om at finde harmoni og balance i en mere nøjsom tilværelse.
Vinduet blev nu et yndlingsmotiv blandt de sirlige guldaldermalere, tækkelige borgere sad med deres sysler i deres enkle, men smukke stue og så længselsfuldt ud gennem vinduet på de grønne områder langs Københavns volde. I hjemmet var musik i samme periode en yndet fornøjelse. Og skønt Weyse havde en forfinet forkærlighed for sang i den høje diskant, var hans yndige sange oplagte emner i borgerhjemmene, hvor flere og flere ejede et klaver, og sang var noget, de fleste kunne synge med på.
Weyses smukt formede, tekstnære sange med enkelt og yndefuldt klaverakkompagnement blev hurtigt meget populære. Således de lyriske strømmende sange som serenaden "Skønjomfru, luk dit vindu op" fra syngespillet "Sovedrikken" og de tidstypiske folkevisepasticher som "Det blanke sværd på væggen hang" eller "Det var ridder hr. Åge".
FÆLLESSANG TRIVEDES også i de københavnske klubber, hvortil Weyse satte musik til Grundtvigs digt "Willemoes". Fædrelandssange komponerede han også musik til med større eller mindre held. En af de meget brugte sange "Der er et land, dets sted er højt mod Norden" var tydeligt inspireret af den franske nationalsang, "Marseillaisen", hvilket Sten Høgel fint har gjort rede for i de nyudgivne noder. Weyse skrev også sange til J.L. Heibergs vaudeviller og en del forskellige salmemelodier. Højdepunktet med de vidunderlige morgen- og aftensange til digte af Ingemann blev dog først til sent i hans liv.
I 1837 modtog B.S. Ingemann en opfordring til at skrive nogle morgensange til de københavnske asyler for børn. Han digtede en sang til hver af ugens dage med kristeligt indhold samt en verdslig tillægssang ("Storken sidder på bondens tag"). Kort efter at teksterne forelå, komponerede Weyse otte melodier til dem. Resultatet blev et klimaks i både Weyses og Ingemanns kunstnerliv. Tekst og musik indgik en ideel symbiose, og Weyse gav i breve udtryk for, at Ingemanns smukke digte i sig selv havde været en vigtig inspiration for det heldige udfald af sangene. Året efter færdiggjorde Ingemann syv digte, der alle var aftensange, men ellers er ret forskellige. Et par af dem fortsatte tonen fra morgensangene, men resten syntes snarere beregnet for voksne, og Weyse tonesatte dem i en mere liedagtig retning.
C.E.F. Weyse var et stilbevidst og belæst menneske og kræsen med, hvilke digte han ønskede at sætte i musik. En smule animositet kunne få ham til at slå over i ren parodi. Således i den meget Biedermeier-agtige ballade "Signelil sad i kakkelovnskrog", som han også skrev den satiriske tekst til under pseudonymet Severus S.
Weyse havde mange strenge at slå på. Han kunne både være ægte inderlig og lidt af en spasmager. Rossinis musik gjorde han også grin med, da han fandt den alt for kunstig. Sit hjem i Kronprinsessegade havde Weyse fyldt med de særeste snurrepiberier. I selskabslivet var han en yndet gæst, hvilket følgende beretning vidner om:
"Men pludselig slog Weyse en underlig Disharmoni an og begyndte at pruste og hvæse og miave som den skinbarligste Kat, og saa gav han os sin bekendte og berømte "Kattens Bravour-Arie". Da var det umuligt at tvinge Latteren, skiøndt vi vist alle gjorde os Umage derfor for ej at tabe en Tone. Saa slog han en brillant Slutningsakkord med en Dissonans bagefter, miauede endnu engang, sprang op, lukkede Instrumentet og istemmede Latterkoret, som brød løs." Denne scene fandt sted i provstegården i Roskilde sommeren 1812, og den er mange år senere beskrevet af husets datter, Lucie Elise Fich.
Komponisten Weyse balancerede på en knivsæg mellem det klassiske og det romantiske. Han passede på en måde fint ind i Biedermeiertidens lilleputverden, men tiden har til fulde vist, at der var format over en stor del af hans sange, der rummer en sjælden inderlig, sød og intim stemning.
Eva Hvidt er musikanmelder ved Kristeligt Dagblad
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad