Weyse som sangkomponist

DA CHRISTOPH ERNST Friedrich Weyse i 1789 kom fra Altona til København, var han en ungersvend på 15 år med udpræget sans for sang og klaverspil. Han kom i lære hos komponisterne J.A.P. Schultz og Peter Grønland, og snart kunne han bestride stillingen som en usædvanlig fin organist i den reformerte kirke og som underviser. Senere i sit liv blev han både hofkomponist og tituleret professor. C.E.F. Weyse var og blev lige fra århundredskiftet til sin død i 1842 et højst respekteret midtpunkt i det danske musikliv.

Interessen for og beundringen af Weyse har også været ganske stor siden da, for eksempel da den folkekære Weyse-film "Jeg har elsket og levet" udkom i besættelsesåret 1940. Men Weyse skrev også et væld af musik, som ikke spilles ret meget mere: klaverværker, symfonier, teatermusik samt en lang række verdslige og kirkelige kantater.

I disse år genudgives en del af disse værker i videnskabeligt baserede, kildekritiske udgaver. Herunder er der nu udkommet to smukt redigerede bind med Weyses sange med klaverledsagelse, forestået af Sten Høgel. Mange kendte og elskede sange som "Julen har bragt velsignet bud", "Natten er så stille", "Det er så yndigt at følges ad" og de indfølte morgen- og aftensange blander sig her med et væld af mere eller mindre kendte sange og romancer, der tilsammen giver et nuanceret indtryk af Weyse som sangkomponist.

Da Weyse kom til København, landede han i en af de mest frodige kunstneriske perioder i Danmark, en guldalder, der især kom til udtryk inden for poesi, billedkunst og teater. Han blev endda en vigtig del af selve det romantiske gennembrud, efter at Adam Oehlenschläger i 1803 udgav sine berømte "Digte", der også rummede det store lyriskdramatiske digt, "Sanct Hansaften-Spil". Baggrunden for Weyses deltagelse var ellers sørgelig.