Det er en kombination af de rette kvalifikationer, fængende foredrag og energiske stillere, der i sidste ende afgør, hvem der løber af med sejren som ny biskop over Roskilde Stift. I aften holdes anden paneldebat, hvor de fem kandidater nok en gang skal imponere og overbevise deres vælgere blandt præster og menighedsrådsmedlemmer. Her et stemningsfoto fra det første valgmøde i bispevalgkampen. –
- Peter Kristensen.
Camilla Kragh |
8. januar 2008
Når fem mænd kæmper om den samme plads som biskop, sådan som det sker i disse dage, er der kun én vinder. Men hvad skal der egentlig til for at få sejren i hus?
Hvordan vinder man et bispevalg? Modsat folketingsvalg ser man ikke bispekandidater hænge valgplakater op i lygtepælene, og der er heller ingen præsentationsprogrammer på tv. Men hvad er det så for nogle synspunkter eller strategier, kandidaterne skal holde sig for øje, når de går til valg?
Kristeligt Dagblad har talt med både tidligere vindere og tabere i kampen om landets bispesæder, og hver har flere bud på, hvilke krav en fremtidig biskop skal leve op til, og hvor der skal sættes ind under valgkampen. Professor i teologi Viggo Mortensen stillede op til bispevalget i Helsingør Stift i 1995 og tabte til Lise-Lotte Rebel i anden runde. Ifølge Viggo Mortensen er det en lang række aspekter, der til syvende og sidst afgør valget. Heriblandt kandidatens omdømme og kvalifikationer. Han mener ikke, at duel- eller debatmøderne undervejs har den store effekt, men fremhæver i stedet stillernes opgave, altså de lokale støtters arbejde.
– Paneldebatterne kan flytte marginale stemmer, men er grundlæggende bare god underholdning. Det er en god chance for ukendte kandidater for at gøre sig bemærkede, men det rykker ikke kernevælgerne. Derimod er det stillernes fornemmeste opgave at anbefale deres kandidat til menighedsrådsmedlemmerne, da det er den personlige overbevisning fra et menneske, man har tillid til, der gælder, forklarer han.
Dette kan nuværende biskop i Roskilde Stift, Jan Lindhardt, godt skrive under på. Han stillede første gang op i Århus til valget i 1993 og tabte til Kjeld Holm. Her var han ikke forberedt på, hvor omfattende og anstrengende sådan et bispevalg var, men han lærte af sit nederlag og vandt derefter valget i Roskilde i 1997. Han mener, han først og fremmest kan takke sine stillere for valgsejren.
– De sidder ude i salen og opsnapper folks bemærkninger ved møderne, og så melder de tilbage. Ved et møde fik jeg at vide, at jeg skulle holde igen med mine amerikanske erfaringer. Ved et andet fik jeg at vide, at jeg skulle bære mørk skjorte næste gang, forklarer Jan Lindhardt og fortsætter:
– Desuden var mine stillere knalddygtige til at arrangere møder og foredrag, som er yderst vigtige, da det giver en bedre personlig kontakt til menigheden.
I modsætning til Viggo Mortensen mener Jan Lindhardt, at debatmøderne bestemt er vigtige, da han skønner, at 80 procent af vælgerne er marginalvælgere, ligesom han også fremhæver pressen som en altafgørende faktor.
– Dengang havde jeg det held at få en halv times samtale med Niels Højlund i programmet Højlunds Forsamlingshus på Tv2. De andre kandidater var flinke nok til at brokke sig over det, og det fik den virkning, at andre blev nysgerrige efter at se programmet og høre, hvad jeg havde at sige, fortæller Jan Lindhardt.
Et godt råd til hans mulige efterfølger mener han desuden er at have nogle markante holdninger, så man ikke kommer til at gå i et med tapetet.
– For en kandidat ved dette valg, Poul Joachim Stender, er det for eksempel oplagt at sige, at vi skal have mere sex i kirken, for det er der ikke nogen af de andre, der gør. Derved skiller han sig mere ud, end hvis han kommer ind på mere almindelige emner, hvor alle alligevel mener det samme, forklarer han.
Biskop over Lolland-Falster Stift Steen Skovsgaard var ikke noget kendt ansigt i forvejen, da han stillede op til valg i 2005, så han brugte meget tid på at skabe opmærksomhed omkring sin person ved at holde foredrag ude i stiftet. Selvom disse foredrag var enormt opslidende, mener han, at det var på disse møder, at han hentede sejren hjem.
– Det var en kombination af det hele, men det vigtigste er en god støttegruppe, der tilrettelægger møder og foredrag for dig. Jeg tror, jeg blev valgt på møderne og måske også mine holdninger. Jeg lagde vægt på at være biskoppen med de store ører og at føre tilsyn med alle sogne i mit stift. Derfor var det også vigtigt, at jeg kom rundt under valgkampen, fortæller Steen Skovsgaard.
Desuden fremhæver han hjemmesider og generelle udtalelser til pressen som yderst vigtige elementer for at hive sejren hjem.
Formand for landsforeningen af menighedsråd Inge Lise Pedersen, påpeger netop betydningen af en god personlig hjemmeside.
– Det er hos menighedsrådsmedlemmerne, at stemmerne kan flyttes, da præsterne kender mere til kandidaterne i forvejen. Derfor er det vigtigt at have en ordentlig hjemmeside, da det er her, menighedsrådsmedlemmerne går ind og læser om kandidaterne, forklarer hun. Hun negligerer dog hverken foredrag eller stillernes arbejde.
– Jeg var en ikke særlig aktiv stiller for Karen Horsens, da Erik Norman Svendsen blev valgt som biskop over Københavns Stift i 1992. Hvis jeg var stiller i dag, ville jeg i højere grad prøve at netværke, for det er formentlig det mest effektive, siger Inge Lise Pedersen.
kragh@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad