Naturvidenskaben kan give en forklaring, ikke en mening. Religion kan give en mening, ikke en forklaring. Derfor kan viden og tro eksistere side om side, men aldrig sammen.
Astrofysikeren Anja C. Andersen understreger sin pointe flere gange i løbet af interviewet: Tro og viden er hinandens modsætninger, men også tæt forbundne. Når naturvidenskaben må give fortabt, træder troen ind og omvendt.
Så længe man ikke blander tro og viden, er der rigeligt plads til begge dele. De opfylder forskellige behov i menneskets liv og har hver især deres styrker og begrænsninger, lyder det fra Anja C. Andersen.
Den danske forsker er vant til at forholde sig til de store spørgsmål, der til alle tider har forundret og fascineret mennesket. Internationalt er hun kendt og belønnet med flere priser for sin formidlingsevne, ligesom hun med sin forskning har fået artikler i adskillige toneangivende videnskabelige tidsskrifter. Sammen med sine kolleger ved Niels Bohr Instituttet sætter hun dagligt universet under lup for at komme bare lidt nærmere en mulig forklaring på Big Bang, universets størrelse og en lang række af de andre spørgsmål, der hurtigt kan få en til at føle sig både rundtosset og meget lille.
Selv har den 42-årige Anja C. Andersen specialiseret sig i noget så velkendt som støv, dog på et noget andet niveau end de nullermænd, de fleste af os kæmper mod i hjemmet.
Med blandt andet stjernekikkerter og støv fra meteorer forsøger hun at forklare, hvorfor man i det ellers så tomme himmelrum kan finde kæmpe støvskyer. For finder man et svar på støvets oprindelse, kan man måske komme en anelse nærmere et svar på planeternes oprindelse, håber forskerne. Og for Anja C. Andersen handler det ikke kun om at beskrive verden med tal og formler, men også om at besvare livets helt store gåder.
For godt 100 år siden mente den engelske fysiker Kelvin, at videnskaben nu havde besvaret alt, med undtagelse af to uløste spørgsmål. Det ene spørgsmål viste sig senere at føre til relativitetsteorien, mens det andet førte til kvantemekanikken. Man troede altså, at man havde samlet hele puslespillet, men med de to nye teorier rejste der sig utallige nye spørgsmål. Pludselig indså man, at selve puslespillet var uendeligt meget størrer end man nogensinde havde troet. Og når vi som forskere står op om morgenen for at gå på arbejde, er det hver dag i håbet om at finde en ny brik til puslespillet. Allerhelst en hjørnebrik, der binder tingene sammen, lyder det fra Anja C. Andersen.
I den naturvidenskabelige verden er der mange meninger om religion. Nogle ser det som en drivkraft i jagten på de store spørgsmål, mens andre betragter det som ren overtro og unødvendigt flimmer i jagten på fakta og forklaringer.
Den mest udbredte opfattelse er dog, at man som forsker helt bør ignorere religion. Og det er også det mest fornuftige, mener Anja C. Andersen, der betragter sig selv som troende.
Her på instituttet taler vi for eksempel aldrig om tro, og jeg ved egentligt ikke, hvor mange af mine kolleger der er troende. Grundlæggende mener jeg heller ikke, at hverken videnskaben eller troen kan tilbyde hinanden noget. Man får blinde vinkler, hvis man som forsker forsøger at afkræfte eller bekræfte Guds eksistens. På samme måde er det et problem, hvis man som troende vil bruge religionen til at forklare, hvad naturvidenskaben endnu ikke har fundet et endeligt svar på. Hvis man betragter naturvidenskabens søgen efter svar som en stige, er det undergravende, hvis man bare bruger Gud som forklaring, når der mangler et trin på stigen, siger Anja C. Andersen og peger på den meget kontroversielle diskussion om intelligent design som et eksempel.
At bruge en intelligent designer som forklaring er undergravende for videnskaben. Det minder på mange måder om hele den romantiske idé, der for nogle hundrede år siden kendetegnede synet på verden og himmelrummet, siger Anja C. Andersen og forklarer, hvordan hendes eget fag, astronomien, i sin tid hørte under universiteternes teologiske fakulteter.
Dengang var det astronomernes fornemste opgave at bekræfte det religiøse verdensbillede og storheden i Guds skaberværk. Men efterhånden som astronomien blev mere og mere udviklet, blev det sværere og sværere at få observationerne til at stemme med det religiøse verdensbillede.
I mange år hævdede man for eksempel, at planeterne var helt runde og bevægede sig i perfekte cirkelbaner, da kuglen er den perfekte facon. Og da Gud jo er perfekt, er hans univers det også. Så da den tyske astronom Johannes Kepler påpegede, at observationerne kun gav mening, hvis planeterne bevægede sig i ellipseformede baner, var det svært for omverdenen at acceptere. Kepler pegede jo fingre ad Gud ved at hævde, at universet ikke var perfekt, og derfor holdt man det religiøse verdensbillede i et jerngreb i mange år. Troen på Gud stod altså i vejen for den rigtige forståelse af verden, siger Anja C. Andersen.
I konflikten mellem tro og viden er det ikke kun kirken og de naturvidenskabelige forskere, der kæmper mod hinanden. Også den enkelte forsker kan opleve en indre kamp, når forskningen truer den personlige tro.
Den kamp oplevede en af verdenshistoriens største fysikere, Albert Einstein, da kollegaen Niels Bohr udviklede kvantemekanikken.
Kvantemekanikken beskriver i grove træk et stofs egenskaber på atom-niveau. Men med kvantemekanikken fik naturvidenskaben også en teori, der ikke gav endelige resultater, men i stedet udpegede sandsynligheden for et bestemt resultat. Og det var svært at acceptere for Einstein, der selv var troende.
Før kvantemekanikken var al fysik meget deterministisk. Havde man en masse og en hastighed, kunne man beregne udviklingen for de næste mange milliarder år. Men når man er nede i kvantemekanikken, er der pludselig en sandsynlighedsfordeling, hvor man siger, at man med størst sandsynlighed vil få et bestemt resultat, men at det samtidig ikke kan udelukkes, at man får et helt andet udfald. Og det havde Einstein svært ved at forlige sig med, og det var i den sammenhæng, at han sagde de berømte ord Gud spiller ikke med terninger, fortæller Anja C. Andersen.
På et afgørende punkt trækker tro og viden i hver sin retning. For mens naturvidenskaben konstant er på jagt efter nye svar og hele tiden vil gøre op med den forrige generations verdensbillede, repræsenterer troen på mange måder det modsatte.
Både kristne, muslimer og jøder baserer i dag deres tro på grundlag, der blev skabt for hundreder af år siden. Og stik modsat naturviden-skaben forsøger man som troende ikke hele tiden at aflive Gud, men derimod at bevare og beskytte det guddommelige i religionen.
Netop derfor er det problematisk, hvis den naturvidenskabelige forsker trækker troen med ind i laboratoriet, mener Anja C. Andersen.
Faren er, at man gør som dengang, hvor man ikke kunne opgive troen på cirkelbanerne. Man kan have en blind vinkel, hvor man mere eller mindre bevidst forventer, at noget skal være perfekt og harmonisk, og derfor overser man bestemte muligheder. Virkeligheden kan jo meget vel være, at det hele er disharmonisk. Så det er et skisma at være troende og naturvidenskabsmand, men kan man skille tingene ad, mener jeg ikke, at det behøver at være et problem, siger Anja C. Andersen, der som forsker netop ser det som sit mål hele tiden at gøre op med eksisterende forestillinger.
Videnskab er jo paradoksal på den måde, at vi alle vil blive enormt begejstrede, hvis vi i morgen kunne bevise, at Einstein tog fejl med relativitetsteorien. Det er ikke, fordi vi har noget imod Einstein eller hans geniale teori, men fordi det ville åbne op for en hel masse nye spørgsmål og uklarheder, som vi kan søge nye svar i. Som forsker bruger man en masse tid på at finde et svar, hvorefter man bruger resten af sit liv på at bevise, at man har taget fejl. Og kan man ikke modbevise sig selv eller sine kolleger, slår man sig til tåls med, at man sikkert har ret. Men man kan aldrig helt vide, om noget er sandt, siger Anja C. Andersen.
Når hun, trods sin naturvidenskabelige tilgang til verden, alligevel betragter sig selv som troende, skyldes det behovet for alt det, som videnskaben ikke kan tilbyde.
Ud over roen og eftertanken finder jeg i folkekirken noget helt afgørende, som mit job ikke kan tilbyde mig, nemlig kærlighedsbudskabet. Der er jo ikke meget kærlighed i Newtons love, og jeg har ikke nogen tro på, at man en dag kan sætte kærligheden på formel, siger Anja C. Andersen.
Naturvidenskaben er konstant blevet i stand til at besvare flere og flere af livets store spørgsmål, men har samtidig rejst en lang række af nye spørgsmål.
For Anja C. Andersen handler det helt store spørgsmål om livets oprindelse. Hvordan opstod den allerførste encellede organisme, som med tiden udviklede sig til millioner af nye og vidt forskellige levende væsener, heriblandt mennesket?
Hvad er det, der gør noget levende? Kan man tage en håndfuld sand, proppe den i et reagensglas og så skabe en form for liv? Og hvorfor tog det så lang tid for livet på jorden at udvikle sig? De encellede organismer eksisterede i utrolig lang tid, mens de flercellede kun har været her i relativt kort tid. Og kan vi først forklare livets oprindelse, vil det også røre ved spørgsmålet om, hvorvidt der er liv andre steder i universet, forklarer Anja C. Andersen.
Skulle videnskaben en dag finde beviser på liv på andre planeter, behøver det dog ikke true religionen, mener Anja C. Andersen. For selv om Gud skabte mennesket i sit billede, bliver livet på jorden vel ikke mindre værd af, at der også findes liv andre steder i universet, ræsonnerer hun.
Hvorfor skulle det rokke ved nogens tro, at der er liv på Mars? Det svarer til, at jeg som dansker mener, at mit liv er mindre værd, fordi der lever mennesker i andre lande. Og jeg har ikke noget problem med at forestille mig, at mennesket ikke er slutproduktet, men bare et skridt på vejen til noget helt andet.