Headhunting af præster

Headhunting har spillet en betydelig rolle i kirkens historie. Det var en effektiv måde at komme  spottere, kættere og vantro til livs.

I dag har kirkerne en mulighed for at bruge headhunting på en  måde, som også Amnesty International kan acceptere. Det er ufatteligt at menighedsrådene, når de søger efter en ny præst, bare sidder og venter på at ansøgerne skal dukke op.

Fodboldtræner Morten Olsen kunne aldrig finde på at gøre det samme. Han er klar over at den, der søger, skal finde. Derfor overværer han en masse kampe for udpege spillere til landsholdet. Det er en metode som menighedsrådene kan tage til sig.

Hvorfor vente på at en kandidat eller præst bejler til en opslået stilling? Der ville være større chance for at finde den rette, hvis menighedsrådene også begyndte at lede efter vedkommende. Måske er der et eller andet sted i landet en præst, som alle i rådet kan blive enige om. Hvorfor så ikke spørge vedkommende?

De fleste præster vil blive smigret over sådan en henvendelse. Metoden er anvendt med succes i erhvervslivet. Men også inde for kirkens egen verden er den i brug. Alle vore biskopper er blevet headhuntet til deres stilling. Headhunting af præster har mange fordele.

Når det bliver almindeligt praksis vil præsternes prædikener måske blive endnu bedre. De ved nemlig aldrig om der nede i kirken sidder en talentspejder. At finde en præst, der prædiker godt, er af overordentlig stor betydning for menigheden! Samtidig har ordningen også den fordel at de sogne, der er glad for deres præst, vil gøre mere for beholde ham eller hende.

Headhunting af præster er ikke en erstatning af den nuværende praksis med at søge et embede. Det er et supplement og derfor er der stadig gode muligheder for kandidater og arbejdsløse præster.

Læs og kommentér på Poul Joachim Stenders blogindlæg