Magnus Folkesson og fru Sigrid sammen med sønnen Arn, storebror Eskil og vennen Knut, som senere bliver konge. –
- SF-film.
Else Marie Nygaard |
9. januar 2008
Fredag har filmatiseringen af Jan Guillous romaner om tempelridderen Arn premiere. Filmen giver et realistisk billede af livet i Sverige i middelalderen, vurderer den svenske professor og middelalderekspert Dick Harrison
Markedsføringskanonerne er kørt i stilling. På fredag har filmen "Arn – tempelridderen" premiere i danske biografer, og plakater og tv-spots reklamerer for storfilmen som et stort anlagt kærlighedsdrama med intriger og mægtige kampscener. Men er det hele blot en god historie eller er det middelalderhistorie? Det spørgsmål har den svenske historiker Dick Harrison i flere år beskæftiget sig med. Han er professor ved universitetet i Lund og har skrevet to bøger i kølvandet på Guillous romaner om Arn Magnusson, hvor han som historiker beskriver den tid, som Guillou skildrer. Mest kendt er bogen "I Arns fodspor", som også er oversat til dansk.
– Bøgerne og filmene giver et godt indblik i livet i overklassen i 1200-tallet, siger Dick Harrison.
Filmens hovedperson er Arn Magnusson, som bliver født i 1150 som søn af storbonden Magnus og hans hustru Sigrid. Skal Dick Harrison med ét ord beskrive Sverige ved den tid, så bliver det med ordet "uroligt".
– Det var en uhyre urolig tid, hvor forskellige slægter lå i krig med hinanden om kongemagten. Det magtspil og de intriger, både filmen og bøgerne skildrer, er ganske realistiske, siger Dick Harrison.
Arn Magnusson og hans trolovede, Cecilia Algotsdotter, er fiktive personer, men ellers er mange af filmens figurer virkelige, ligesom de omtalte klostre har eksisteret. Arns farbror er Birger Brosa, som er en af Sveriges vigtigste politikere i den tid.
Arns mor Sigrid er også en historisk skikkelse. Hun var ud af en velhavende familie og havde arvet en mængde jord. Da cistercienserne ville bygge et kloster i Varnhem i Västergötland, skænkede hun en stor del af den arvede jord til klostret i Varnhem. Men i et uroligt Sverige præget af rivaliseringer kunne Sigrid ikke ustraffet forære jorden til klostret. Fru Sigrid og familien samt cisterciensermunkene i Varnhem måtte for en tid forlade egnen.
– Vi ved fra flere kilder, at de rejste til Vitskøl kloster i Jylland, siger Dick Harrison. Historien om det jyske eksil er dog ikke med i filmen, men beskrevet i den første af Guillous bøger.
Arn Magnussons skæbne er usædvanlig og først og fremmest en god historie, fastslår professor Dick Harrison. Arns forældre er overbeviste om, at deres søn skal dø, da han som syv-årig falder ned fra et tårn. De beder for hans liv og lover Gud, at de vil skænke ham til et kloster, hvis han overlever. På nærmest mirakuløs vis overlever han ulykken, og den lille dreng bliver bragt til klostret i Varnhem, hvor han vokser op blandt munkene. At et barn kunne vokse op blandt munke, er dog urealistisk, mener Dick Harrison.
Realistisk eller ej: Ved ankomsten til klostret bliver Arn omplantet til et magtfuldt, internationalt miljø. Dick Harrison har erfaret, at det ofte er svært for moderne mennesker at sætte sig ind i den særlige rolle, klostrene havde dengang i middelalderens Norden.
Under indflydelse af den franske abbed Bernhard af Clairvaux blev der anlagt store klostre i Danmark og Sverige. Klostrene blev hurtigt betydelige magtcentre på egnen, og mange gav til klostret for at få det på deres side.
– Når stormændene gav jord til et kloster, sikrede de sig ikke blot en plads i himlen, men de købte sig også ind i et internationalt netværk og kom til at stå på god fod med nogle af datidens mest lærde personer. Dengang havde Sverige ikke noget stabilt monarki, hvilket understregede vigtigheden af, at stormændene havde klostret på deres side, siger Dick Harrison.
At klostre har været vigtige allierede i en tid uden stabilt monarki, vidner de mange kongegrave ved klostrene også om. Flere konger er begravet på Varnhem kloster. Kong Knut Eriksson, som i filmen er Arn Magnussons bedste ven, er begravet i Varnhem.
I det urolige Sverige var selv ikke borgen Arnäs, hvor Arn voksede op, et sikkert sted. Han blev opdraget til hele tiden at være på vagt, for fjenden er aldrig langt borte. Midt i en urolig samtid kom de store klosteranlæg med de solide mure til at stå som en kontrast.
– Klostrene har på mange måder været oaser. Først og fremmest fordi man var i fred, hvis man opholdt sig i et kloster, siger Dick Harrison.
Arn Magnussons store kærlighed, Cecilia Algotsdotter, bliver sendt til cistercienserklostret Gudhem. Hun bliver dog ikke nonne. Historisk har man ikke på den måde kunnet leve i klostret uden at gå ind i ordenen, understreger Dick Harrison. Men filmen har ret, når den viser, at der kan være andre end åndelige grunde til at gå i kloster. Fælles for datidens nonner var, at de var velstillede, for man kunne kun gå i kloster, hvis man gav noget jord til klostret.
– Nogle familier sendte deres døtre i kloster, fordi de ikke ønskede, at de skulle blive gift, fordi det kunne sætte familiens formue på højkant. Nogle kvinder havnede i kloster af politiske grunde, fordi et ægteskab kunne være politisk farligt, men mange unge kvinder valgte også klosterlivet, fordi det var en lystig tilværelse med god mad og fredelige rammer, siger Dick Harrison.
Det dramatiske højdepunkt i filmen om Arn er scenerne, hvor han er i Israel som tempelridder. Det er dog næppe sandsynligt, at en ung svensker er blevet tempelridder, mener Dick Harrison. Tempelridderne var en fransk orden, og ingen kilder vidner om, at nogen danskere, nordmænd eller svenskere indtrådte i ordnen.
Men selvom de ikke blev tempelriddere, så blev mange nordiske mænd korsriddere. Enten har de rejst på egen hånd mod Palæstina eller været tilsluttet Johanniter- eller Malteserordenen.
Særligt blandt velhavende mænd var det udbredt at rejse ud som korsriddere. Det var et overklassefænomen, for det krævede en god økonomi at blive korsridder. Man skulle mønstre et følge af stalddrenge og væbnere, som man skulle have med på den lange rejse mod Palæstina, hvor korsridderne forsvarede kristne pilgrimme mod røvere og kæmpede for at bevare det nye kristne kongerige i Jerusalem.
– Der findes en del testamenter fra den tid fra rige danskere og svenskere, som har været i Jerusalem som korsriddere og er vendt hjem efter fem eller seks år. Men mange døde også i Palæstina. Man gjorde det som en fromhedsgerning, hvor man ønskede at få syndernes forladelse og hjælpe Gud. Men det var mennesker, som i forvejen var så rige, at de ikke havde brug for at gøre det for økonomisk vindings skyld. Havde man ikke råd til et korstog til Jerusalem, kunne man drage på korstog til Estland eller Litauen og dræbe hedninger, siger Dick Harrison.
nygaard@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad