Eneste vej udenom var døden

– Jeg kan huske, at jeg halvvejs lå ude på trappeafsatsen for at knuse hvidløget mod stenene, fordi der stod, at hvidløget ikke måtte komme i kontakt med plastic, fortæller Teddy Hansen, mens han nikker ud mod fordøren.

Efter 21 dages lagring var det tid til at prøve mirakelkuren, men i stedet for at give Teddy Jensen et fornyet håb på helbredelse, blev flasken med miksturen det tegn, der fik ham til at forstå, at kampen var forbi:

– Da hun skal hælde væsken over i et glas, taber hun flasken ud af hånden. I stedet for at spørge mig om hjælp, ville hun gøre det selv, men kunne ikke. Dér går det op for mig, at hun skulle væk.

De mødte hinanden for mere end 25 år siden, da hun en dag stod i den restaurant på Sjælland, hvor han var tjener. De havde begge været gift før.

– Hun sagde til mig: Ved du, hvad vi kan få, Teddy? Vi kan få to gange tyve år hånd i hånd. Jeg kunne mærke, at her var sikkerhed og den tryghed, som jeg havde brug for.

I den første tid rejste han ofte fra Sjælland, hvor han stadig boede og arbejdede, til Horsens bare for at sove sammen med hende om natten. Senere blev jobbet på Sjælland skiftet ud med et i Horsens, og Kätes lejlighed blev skiftet ud med huset.

Påsken 2004 sidder Käte og Teddy i sofaen inde i stuen. Han kigger over på sofaen:

– Jeg kan huske, at jeg siger til Käte: Mulle, vi gider ikke lave mad. Jeg kører ned i byen og henter en kylling og nogle pommes frites. Det var i det øjeblik, at hun krymper sig sammen af et smertejag i højre side.

Den efterfølgende dag tager Käte på arbejde, men hun ringer Teddy op for at fortælle, at hun tager forbi sygehuset for at få at vide, hvad smerten skyldes. Käte bliver opereret for blindtarmsbetændelse, men det tager ikke smerterne.

– Hvad tror du, det er, Mulle?, spurgte jeg hende. Det er cancer, svarede hun. Men vi er jo lige blevet gift, tænkte jeg. Det var nu, vi skulle til at nyde livet.

Teddy Jensen mor kommer ofte forbi for at hjælpe til i huset, nu da Käte er syg. Det havde sneet kraftigt den vinter i 2004/05 og en dag, da hun skulle have et lift ned i byen, satte bilen sig fast i en snedrive, og han måtte ned på alle fire for at få bilen fri.

– Og der stødte jeg mit knæ noget så grusomt, så jeg måtte til lægen.

Lægen gav Teddy Jensen nogle stærke piller mod smerterne og pointerede over for ham, at han kun måtte tage en pille af gangen.

– Du vover at tage mere end en, sagde min kone til mig flere gange. Og på denne måde gjorde hun mig opmærksom på, at her havde jeg en vej udenom. Jeg tænkte: Nu kan det være lige meget, og i frustration tog jeg hele pakken. Et par timer senere fik jeg en blodstyrtning, så der stod blod op ad alle væggene på badeværelset. Jeg gik rundt i en døs og sansede ingenting. Det var lige ved at lykkes, men så ringede hun efter en ambulance.

Han husker ikke meget fra den halvanden måned, hvor han lå på sygehuset. Der var kun erindringen om en drøm, der vendte tilbage flere gange. I drømmen lå han på en stue, som var fyldt op med patienter. Han lå som nr. 1 ved siden af en stor port. Ved siden af sengen stod kaffetasken. Det gik de meget op i, Käte og ham. De havde altid en taske med kaffe og småkager med, når de var på tur.

En dag kommer overlægen og siger til Teddy Jensen, at han skal forflyttes til Vejle Sygehus. Der var Käte i mellemtiden blevet indlagt. Her havde man sørget for, at de kunne få en tosengsstue sammen.

– Normalt skændtes vi aldrig. Der var altid kun kærlighed og tryghed i mellem os. Men da vi ligger på sygehuset sammen, skændtes vi. Det må have været mig, der ikke havde indset, hvad der skulle ske. Jeg skældte hende ud over, at hun ikke ville have den sidste omgang kemoterapi. Det var magtesløsheden, der kom til udtryk. For i virkeligheden ville jeg jo have gjort alt for hende. Jeg kunne have båret hende ind i Himmerige.

Han kan ikke huske, hvor længe de ligger på stuen sammen, men pludselig en dag står to Falck-folk på stuen for at køre Käte på hospice.

– Vi vinkede til hinanden. Jeg vidste slet ikke, at hun havde bestilt ophold på et hospice. Da de kørte hende væk, kom jeg på benene. Jeg skældte personalet ud, og så bad jeg om at få lov til at tale med en præst. Jeg vidste, at det var det eneste, der kunne berolige mig på det tidspunkt.

Personalet hjalp Teddy Jensen med at besøge Käte på hospicet den efterfølgende søndag.

– Jeg kan huske, at hun sagde til mig, at vi havde haft det godt. Det hjalp en smule. De ringede fra hospicet 8-10 dage senere. Og så var det slut.

Det var først, da Teddy Jensen selv var ved at blive rask, at han fik tid og overskud til at bearbejde sin sorg.

– Det var et selvmordsforsøg, da jeg tog de piller. Det var det. Jeg havde hele tiden en tro på, at lægerne kunne redde hende. Da det gik op for mig, at det ikke skete, tog jeg pillerne. Jeg fik en depression. Hun ville have klaret sig meget bedre, end jeg gjorde, hvis situationen havde været omvendt, det er jeg sikker på. Hun ville have solgt huset her. Men når jeg kigger ud på terrassen, kan jeg stadig se måsen af hende, når hun ordner bedet. Der er så mange minder.

Den første tid, efter at Teddy Jensen blev alene, kom der en plejemedarbejder fra kommunen hver dag. Det var den samme person, der kom, og det gav grobund for gode samtaler.

– Så havde man én at snakke med, og det hjalp mig meget, for pludselig var jeg jo alene. Jeg har ikke overvejet at prøve på at tage mit liv igen. Det ved jeg, at Käte ikke ville bryde sig om. Sådan noget gør man ikke, ville hun sige. Jeg er jo sikker på, at hun stadig er her. Nogen gange føler jeg, at jeg kan mærke hende. Så spørger jeg ud i luften: Er du der, Mulle? Er det godt nok?

Derfor flytter Teddy Jensen heller ikke rundt på noget i det hjem, han engang delte med Käte. En gang gav han en af Kätes parfumer til sin datter, men blev nødt til at ringe efter den igen. Det føltes bare ikke rigtigt, at den manglede på badeværelset. Møblerne skal blive stående, som de plejer, og børnebørnene skal helst ikke flytte på puderne i sofaen. I julen har Teddy Jensen dog gjort en enkelt undtagelse. For første gang siden Kätes død skulle der holdes jul i det røde parcelhus i Horsens, og det indebar, at et bord skulle flyttes for at gøre plads til juletræet.

– Men jeg tænker, at det gør ikke noget. Hun siger nok ikke noget til det. Hun er jo med hele tiden.

thuesen@kristeligt-dagblad.dk