Povl Götke |
10. januar 2008
KRISTENDOMSHISTORIE: Marie K. Monrad og Bent R. Arendt står bag anbefalelsesværdig bog om den folkekirkelige undervisning
Igennem hele kristendommens historie har oplæring og undervisning i den kristne tro spillet en stor rolle. Uddannelse har altid været en kristen mærkesag. Det gælder også i en dansk sammenhæng, som jo først og fremmest er præget af Luther. Luther var nemlig pædagog til fingerspidserne og lavede undervisningsmaterialer i den helt store stil.
Den folkekirkelige undervisning har primært været koncentreret omkring konfirmationsforberedelsen. Imidlertid er det blevet nødvendigt at udvide spektret i takt med at andre leverandører af kirkelig og kristen dannelse, ikke mindst folkeskolen, gennem de seneste 30 år gradvist er blevet frataget sine forpligtelser i så henseende. Derfor er der grund til at hilse en ny bog på området, "Kristendom med voksne. Voksne og kirke i lære hos hinanden", velkommen.
Som det fremgår af titlen er bogen skrevet med særligt henblik på at få voksne i tale om kristendom. Trods sit beskedne omfang er den bredt anlagt og kommer bemærkelsesværdigt vidt omkring. Blandt andet har den bud på, hvad kirke og kristendom er i dag, hvad moderne bevidsthed er for noget, og hvordan læring foregår. Hver især er der tale om uhyre komplekse størrelser, ikke mindst sidstnævnte, men de bliver kort og koncist introduceret på en meningsfuld måde.
Pædagogisk tages der i bogen udgangspunkt i den virkelighed og virkelighedsforståelse, der gælder for moderne mennesker. Dialogen er den foretrukne undervisningsform, men andre mere eller mindre konventionelle former inddrages og udfoldes også, herunder studiekredsen, foredraget, dramapædagogikken og fænomenologiske feltstudier. Hele tiden illustreres der med anskueliggørende eksempler og detaljerede beskrivelser af forskellige modeller, så bogen er ikke bare informativ og inspirerende på et abstrakt plan, men den er desuden direkte anvendelig som en form for manual med henblik på tilrettelæggelse og gennemførelse af konkrete undervisningsforløb.
Bogen indeholder også en selektiv gennemgang af den relevante litteratur, der inden for de sidste år er kommet på dansk. Allersidst finder man et manifest i ti paragraffer om kirkelig voksenundervisning. Her hedder det bl.a. at "Kristendommen er til for menneskenes skyld. Derfor er der tale om en dialektisk tolkning i mødet mellem kirkens trostradition og det enkelte menneskes livshistorie."
Bogens to hovedforfattere er Marie K. Monrad og Bent R. Arendt. De får undervejs bistand af Christiane Gammeltoft-Hansen, Henrik G. Lund og Lars Nymark. Alle har stor erfaring med kirkelig undervisning, og det fornemmer man tydeligt i det velafbalancerede forhold mellem teori og praksis.
Marie K. Monrad og Bent R. Arendt: Kristendom med voksne – Voksne og kirke i lære hos hinanden. 192 sider. 248 kroner. Aros Forlag.kultur@kristeligt-dagblad.dk