De stemmeberettigede menighedsrådsmedlemmer og præster var også mødt op i stort tal, da de fem kandidater til bispeembedet i Roskilde Stift mødtes for anden gang. Nogle af de fremmødte var helt afklarede i deres valg af kandidat, mens andre stadig overvejede hele feltet. – Foto Peter Kristensen.
-
Claus Vincents |
10. januar 2008
Det andet duelmøde i valget om bispestolen i Roskilde viste, at nogle har udvalgt sig den person, de vil stemme på, mens kandidatfeltet for andre stadig er helt åbent. Bispekandidat afviser medlemskab af støttegruppe for sognepræst Thorkild Grosbøll
– Det er ikke nemt, sukkede min sidemand, der ligesom mig var til duelmøde med de fem kandidater, der er opstillet til valget om at blive en af Danmarks 10 biskopper. Han havde ingen favoritkandidat, da han kom, og han var ikke blevet mere afklaret, da præsentationsrunden var slut. Om han var blevet klogere, da han og de omkring 300 tilhørere i Vallekilde-Hørve Fritidscenter senere småsnakkende begav sig ud i den sorte januarnat, det svar blæser i vinden over Roskilde Stift.
Men sikkert er det i hvert fald, at også ved bispevalgets andet duelmøde ud af fire, som tirsdag aften havde fundet vej til Odsherred i det geografisk vidtstrakte stift, var det et tema blandt en del af de fremmødte vælgere, at det umiddelbart er svært at kende så markant forskel på de fem kandidater, at man som menighedsrådsmedlem eller præst uden besvær kan sætte sit kryds derhjemme, inden fristen udløber den 1. februar.
– Rent umiddelbart har jeg ikke nogen favorit endnu. Jeg har måske nogen i kikkerten, men lige nu siger navnene mig ikke noget. Men jeg regner med, at vi vil tage en drøftelse i menighedsrådet, inden jeg sætter mit kryds, siger Leif Jakobsen fra Vindekilde menighedsråd.
En hurtig og helt uvidenskabelig rundspørge blandt tilhørerne i kaffepausen viste, at vælgerne i hvert fald denne aften kom med meget forskellige forudsætninger for at pejle sig frem til en person, de med overbevisning kan give de omkring 20 år i bispestolen. I parentes bemærket, så synes alle kandidaterne åbenbart, at en 10-års ansættelse for en biskop fremover vil være det ideelle, men sognepræst i Kirke Såby og Kisserup, Poul Joachim Stender, var dog ene om at proklamere, at hvis han bliver valgt, så sidder han kun i ni år – som de ni bedeslag før gudstjenesten – hvorefter han vil drive restaurant i Grækenland.
Reaktionerne fra vælgerne denne aften rakte fra, at feltet er helt åbent, over at have udvalgt domprovst i Helsingør, Steffen Ravn Jørgensen, og Poul Joachim Stender som deres sikre kandidater, til at valget skal stå mellem de to kandidater, som indtil nu er gået mest til hinanden på talerstolen, Steffen Ravn Jørgensen og redaktør og leder af Grundtvig-Akademiet, Henrik Wigh-Poulsen.
I forlængelse af den diskussion benyttede en af kandidaterne, provst i Ringsted-Sorø Provsti og sognepræst i Terslev-Ørslev, Peter Fischer-Møller, sig af dagspressen.
– Pressen har været utilfreds, endda på lederplads. Man efterlyser forskelle og mere markante meninger fra kandidaterne. Men jeg spørger mig selv, om det er det, vi har biskoppen til, at være en meningsmaskine. Jovist er det godt og vigtigt, at en biskop kan tale klart og tydeligt i store forsamlinger og udtale sig tankevækkende og skarpt, men det vigtigste er evangeliet. Ved dette bispevalg er der forskelle blandt kandidaterne i sind og arbejdsform, og det er måske det vigtigste, ikke de markante meninger. En biskop er først og fremmest en tilsynsmand, sagde Peter Fischer-Møller.
Med hensyn til markante meninger så viste duelmødet, at det endnu en gang er Steffen Ravn Jørgensen og Henrik Wigh-Poulsen, som går i rimelig skarp debat med hinanden om stiftsråd. Bag forslaget om et stiftsråd, som består af repræsentanter for stiftets præster og menighedsråd samt biskoppen, ligger hos Steffen Ravn Jørgensen en frygt for topstyring og et landsdækkende kirkemøde, som vil udtale sig på folkekirkens vegne, og hos Henrik Wigh-Poulsen et ønske om at demokratisere folkekirken, som andre af samfundets institutioner, ved at give menighedsrådene mere indflydelse – en videreførelse af intentionerne ved oprettelsen af menighedsrådene i 1903.
Mødet viste, at de øvrige tre kandidater, med lidt forbehold her og der, alle går ind for at oprette det stiftsråd, som ikke er der i Roskilde i dag. Derudover slår Peter Fischer-Møller meget på samarbejde mellem sogne, provstier og stiftet, Poul Joachim Stender taler for den passionerede og lidenskabelige folkekirke, som slet ikke er så kedelig, som danskerne går og tror, og præst ved Den danske Kirke i Bruxelles, Per Melhof, lægger vægt på biskoppens ledelse og konfliktløsning og sognenes samarbejde i stiftet, samt en regelforenkling af menighedsrådenes arbejde.
Spørgsmålene til kandidaterne blev stillet på den måde, at man nedfældede sit spørgsmål, enten til en bestemt kandidat eller til hele panelet, hvorefter det blev oplæst fra talerstolen, og besvarelsesrunden kunne begynde. Så hvad spurgte vælgerne kandidaterne om?
Poul Joachim Stender blev spurgt, om ikke kirken kunne tale lidt mere om forskellen på kristendom og islam, Steffen Ravn Jørgensen om skole-kirke-samarbejdet, om lukning af kirker og om stiftsråd, Henrik Wigh-Poulsen om sit syn på situationen i de små landsogne og om stiftsråd, Per Melhof om forskellen mellem kristendom og islam og konfliktløsning i folkekirken, mens der ingen personlige spørgsmål var til Peter Fischer-Møller.
Alle kandidater blev spurgt om deres holdning til stiftsråd og om kirke og stat skal skilles, om holdningen til samarbejde mellem præster hen over sognegrænser, og om man kan holde fællesgudstjenester på 2. helligdage. Der blev spurgt til synet på embedsboligen, og hvordan man gør det attraktivt at være præst på landet. Om åremålsansættelse af biskopper og præster og endelig om synet på Thorkild Grosbølls teologi og den gruppe af præster, ved navn Plan B, som forsvarede præsten fra Taarbæk, da en gejstlig retssag truede. Spørgsmålet blev fulgt af en spredt mumlen.
Alle kandidater er dybt uenige med Grosbølls benægtelse af en skabende og opretholdende Gud, og ingen har tilsyneladende været medlemmer af Plan B. Kun Peter Fischer-Møller ”bekendte sin brøde”, som han formulerede det.
– Jeg har deltaget i et møde arrangeret af Plan B i Vartov, fordi jeg havde forstået, at det handlede om at forsvare forkyndelsesfriheden bredt i folkekirken, og det ville jeg gerne. Siden er Plan B, såvidt jeg ved, død, og jeg har ikke haft andet med dem at gøre, end dette ene møde, sagde Peter Fischer-Møller.
vincents@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad