”Mit hjertebarn” – et ligeværdigt skole-kirkesamarbejde

Christina Rantil Smith, der er ivrig fortaler for bispekandidat Henrik Wigh Poulsen, skriver i et oplæg, at da jeg kom til Helsingør var alt på plads for skole-kirke-samarbejde, og at jeg blot kunne sætte mig for bordenden. Christina Rantil Smith forholder sig meget lemfældigt til de faktiske forhold.

Da jeg tiltrådte i 2002 var et af mine store ønsker at skabe et kirke-skolesamarbejde i provstiet. Jeg mærkede enkelte ildsjæle, som havde erfaring og arbejdet med skole-kirke og greb muligheden for, at vi alle arbejdede sammen om en løsning.

Derfor tog jeg initiativ til, ”et nyt og ambitiøst skole-kirkesamarbejde”, som jeg skriver på min hjemmeside. Der var intet formaliseret samarbejde. Vi fik etableret et skole-kirkesamarbejde med en stærk struktur, hvor provstiets præster deltog, og hvor alle menighedsråd bakkede op, og endelig hvor lærere og kommunalbestyrelse var med på idéen.

Drømmen var, at vi fik råd til, at opgaven skulle løftes af en ansat lærer og en teolog. Provstiets præster havde rigeligt med opgaver. Jeg havde drøftelser med præsterne og menighedsrådene, skoledirektøren og kommunens skole- og kulturudvalg. Alle var positive.

Ingen menighedsråd havde afsat penge. Derfor måtte vi i gang med vedtægter, samarbejdsaftale, ansætte medarbejdere og sikre økonomi. For at det skulle lykkes, så tog jeg initiativ til, at der blev udarbejdet vedtægter, hvor menighedsrådsmedlemmer og præster deltog.

Disse vedtægter blev vedtaget og trådte i kraft 1. januar 2004. Hermed havde menighedsrådene indgået en samarbejdsaftale, som alle tilsluttede sig. Samarbejdet betød, at alle menighedsråd fra budgetår 2004 bidrog.