”Når troen går ud, går overtroen ind”, skriver lederskribenten 11. januar. Kristeligt Dagblad har taget temperaturen på overtroen, og den er høj. Efter sigende skulle hver tredje dansker have overtroiske tanker. Erik Bjerager mener dog, at tallet ”efter al sandsynlighed” er endnu højere, og måske har han ret.

Nu skal man ikke tro på alt hvad man hører og ser, men Bjerager er overbevist om, at ”meget i den moderne verden servicerer overtroen”, og ”noget tyder på, at det, som ofte pænt omtales som den moderne individualisering af troen, mere er en dyrkelse af et religiøst misk-mask, der giver grobund for meget hjemmestrikket vrøvl.”

Hanne Heiden beskylder Kristeligt Dagblad for at være en alsidig avis (12/1), og det er den da også – til en vis grænse. Hvor den går bestemmes bl.a. af mediemænd med retstrikket redningsvest, der har sans for at vurdere andres religiøsitet som misk-mask og farverigt hjemmestrikket vrøvl.

Jeg har erfaring for, at avisen bestemt ikke er så alsidig, at gennemgang af en KD-artikel (6.dec. 2006) med overtroiske elementer modtages så godt som på religion.dk, hvor ordet er frit for alle og enhver, og derfor kan anbringes her:

MISKMASK OG MAGI
Ikke overraskende kan en biskop ikke skamrose folk med hang til overnaturlighed. Det gjorde Kjeld Holm da heller ikke i Kristeligt Dagblad den 6. december 2006, hvori det fortaltes, at ”overtroen er kommet tilbage”.

Hvis man spørger tilstrækkelig mange med samme syn på det overnaturlige, som Freya Skov gør i forsidens tophistorie, får man et klart billede af folks dumskab. Let og elegant glides der hen over forfatteren Bo Bomuld Hamilton-Wittendorff’s udtalelse om den nærmest oversvømmelsesagtige tilstrømning af henvendelser fra folk med egne erfaringer om det overnaturlige. Bogens titel fiskes frem i en baggrundsgivende artikel på side 10. I bedste Kristelig Dagblad-stil ledes læserne gennem en hårrejsende rundvisning blandt gespenster og overnaturlige hændelser, der angiveligt skulle have fundet sted i den gamle stad København.

Freya Skov føler sig hensat til Jack the Rippers London, når Bo Bomuld Hamilton-Wittendorff, der, iført lang sort frakke og den medbringende regndryppende paraply, fortæller de drabelige historier. På trods af forfatterens skumle ydre er han dog ganske harmløs, fortæller Freya Skov, der vist ikke sympatiserer voldsomt med Bo Bomuld Hamilton-Wittendorff’s ”dystre fritidsinteresse: jagten på det okkulte”.

Det er tydeligt vanskeligt for Freya Skov at lægge skjul på egen mening om dette emne. For Bo Bomuld Hamilton-Wittendorff har det været vigtigt at indsamle øjenvidneberetninger til bogen, og Freya Skov lader sig i embeds medfør slæbe med til et af Københavns mest hjemsøgte steder, hvor en bartender beredvilligt fortæller om disse underlige gespenster, der leger med lyset og flytter rundt på ting og sager. Freya Skov har ingen fidus til det der lysslukkeri. Det må være noget en elektriker kan ordne. Det har skam været prøvet, fortæller bartenderen, der gennem 17 år har været vidne til drillesyge gespenters aktivitet.

Freya Skov får en smagsprøve nede på Club Absalons dansegulv, hvor bartenderen pludselig standser og kigger op mod ruderne over dansegulvet. ”- Slukkede vi ikke lyset, da vi gik ned, spørger han så. Retorisk, for svaret falder promte: - Det gjorde vi.”

Magi eller miskmask. Freya Skov er ikke i tvivl. Bartenderen sukker og fortæller, at ingen elektriker har kunnet finde en logisk forklaring, og ”så tøffer han tålmodigt af sted for at slukke lamperne. Igen”.

Så velkommen til spøgelsesjagten på overnaturlige hændelser hos McDonald’s i det indre København, på Gammeltorv under springvandet, hvor man efter sigende hører skrigene fra fortidens heksebrænderi, og på Københavns Universitet i Nørregade, hvor en ung mands sjæl skulle gå igen. Det ER gruopvækkende historier der fortælles. ”Og skal man tro Bo Bomuld Hamilton-Wittendorff, er han langtfra det eneste spøgelse, der vandrer hvileløst i hovedstaden.”

Når man ikke tror på sjælens evige eksistens, kan en sjæl selvfølgelig ikke vandre rundt. For nogen er spøgelseshistorier ren underholdning, og ”- programmer som ”Åndernes Magt” har nærmest villet dokumentere, at der fandtes mere mellem himmel og jord,…”.

Det er der så andre, der tror, fordi de har haft oplevelser, der klart indikerer, at der er temmelig meget om snakken. Nogen kan tydeligt se, høre eller mærke, at der er meget mere magi i luften end det i Folkekirken er værd at bryde sig om.

Biskoppen for Århus Stift deler da heller ikke den folkelige begejstring for ånder med en eller anden besynderlig magt, men folk er da velkommen i kirken alligevel, for ”religion har altid været et miskmask”.

Naturligvis kan en kristelig avis ikke sympatisere med nutidige overnaturlige hændelser, men besynderligt nok tages lignende beretninger for gode varer, blot de indgår i fortidens evangeliske fortællinger. Men når det kommer til stykket, tror man så, at Jesus gik på vandet? Eller er det bare ren poesi fortalt af folk med lige lovlig livlig fantasi?

Jytte Ibsen

Hej Jytte. Da jeg lige er kommet hjem fra biblioteket.vil jeg anbefale en ny bpg udk i 2007. den hedder ( Liv efter liv) AF Annie Dunch.På bagsiden af bogen står der:

Mange danskere er overbeviste om reinkarnation.Endnu fler udelukker ikke at vi har flere liv.Der er ikke tale om en eksakt videnskab,men de mange vidnespyrd åbner op for det helt store spørgsmål ER DER ET LIV EFTER DØDEN.I denne bog fortæller en række kendte og ukendte danskere om deres holdning til reinkarnation,og om personlige oplevelsaer,der peger på at genfødsel er en mulighed.Lakha Lama center for tibetanskbudhisme og liberalsk katolsk præst Jørgen Skov introducerer læren om reinkarnation --citat slut.

Hvor tit skal det siges.jeg har gennem årene læst i 100-vis af bøger om reinkarnätionen-og nu er der en ny igen.og sådan er det hele tiden.Nu må I derude sandelig se at vågne op-det er på høje tid.Måske vil jeg kommentere lidt fra bogen når jeg nu går igang med denne,som jeg glæder mig til.

m.v.h. Verner.