Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Forskellighed er kirkens styrke og svaghed til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forskellighed er kirkens styrke og svaghed

Henrik Wigh-Poulsen er leder af Grundtvig-Akademiet, som holder til på Vartov i København, hvor billedet er taget. Som bispekandidat er Henrik Wigh-Poulsen optaget af den forskellighed i folkekirken, som viser, at der er frugtbarhed og grøde i kirkelivet. –

- Peter Kristensen.

Fakta

Blå bog

Henrik Wigh-Poulsen er 48 år, leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Dansk Kirketidende, som...
Læs mere

Henrik Wigh-Poulsen, Bibelen og salmebogen

Henrik Wigh-Poulsen er opvokset opvokset på Djursland ved Grenå, hvor faderen var præst og senere...
Læs mere

Bispevalg 2008

Roskilde Stift afholder bispevalg, og Kristeligt Dagblad interviewer hver af de fem kandidater....
Læs mere
flexblock
Kommenter Hold mig opdateret

INTERVIEW: Redaktør og leder af Grundtvig-Akademiet Henrik Wigh-Poulsen ser det som sin udfordring som biskop at holde sammen på folkekirkens mange fløje fra den konservative tidehvervske del til nye spirituelle tendenser som pilgrimsvandring, natgudstjenester og nye gudstjenesteformer

Engang var folkekirkens forskellige grupperinger hurtig overset – den bestod stort set af grundtvigianere, missionsfolk og socialdemo-krater. I dag er kirkens medlemmer meget mere forskellige, lige fra konservative tidehvervsfolk til spirituelle pilgrimsvandrere. Konsekvensen af det kan være, at man bliver mindre tålmodige med hinanden. Derfor er det en udfordring som biskop at være et bindeled for alle de mange folkekirkelige forskelligheder, som befolker Roskilde Stift, siger bispekandidat, redaktør og leder af Grundtvig-Akademiet Henrik Wigh-Poulsen.

Han stiller op til bispevalget med et solidt kendskab til Danmarks gamle vækkelsesbevægelse i ryggen og ikke mindst i hjertet. Henrik Wigh Poulsen blev efter sin teologiske kandidateksamen i 1989 sognepræst i Lejrskov-Jordrup Sogne ved Kolding i Sydjylland, samme pastorat, hvor forfatter og salmedigter Jakob Knudsens – ”Se, nu stiger solen” – far havde været præst. Den grundtvigske vækkelse var stærk i de to sogne, men tog man blot få minutter væk til nabosognet, så kunne man også møde den missionske vækkelse ved præsten Carl Moe, kendt fra sin begravelsestale over de døde søfolk i Harboøre, som vakte både opsigt og skandale i datidens debat. En smeltedigel for grundtvigianismen og hele den store vækkelse i Danmark i slutningen af 1800-tallet, som Henrik Wigh-Poulsen har ladet sig grundigt inspirere af, også i sin egen udvikling.

Hvad ser du som de største udfordringer i Roskilde Stift?

Annonce
– Det er at få indført den nødvendige samarbejdskultur. I forhold til tidligere er vi i dag i folkekirken meget mere forskellige. Det er godt nok, fordi det vidner om en frugtbarhed og en grøde i kirkelivet, men der er også en risiko for, at vi glider fra hinanden. Der er langt fra den konservative tidehvervske fløj til spirituelle strømninger, natgudstjenester og andre initiativer. Det er en udfordring som biskop at være bindeled her. Vi skal være her alle sammen, og derfor skal der i et stift også være så meget samarbejde som muligt, for at bevare den rummelige folkekirke.

Vil du have et stiftsråd i Roskilde Stift?

– I.C. Christensen, som i 1903 indførte ordningen med menighedsråd, havde jo ret i, at menigheden skulle have indflydelse. Derfor er det en klar grundtvigsk konsekvens, at menigheden kommer til at bestemme noget mere, for modsætningen til stiftsrådene er bispemagten. Der må være tillid til menigheden, og at den bærer på nogle muligheder og en fremtid, og det er for mig at se konsekvensen af grundtvigianismen. Heroverfor står den tidehvervske grundtvigianisme, som altid har haft en skepsis over for den levende menighed. Denne skepsis over for menighederne sidder der den dag i dag, når man siger, at stiftsråd vil udvikle sig til en synode. Her må jeg spørge, om man virkelig tror, at menigheden, i det øjeblik den får mulighed for at danne en demokratisk forsamling, vil begynde at diskutere Irak-krig og dobbeltskrogede olietankere i Østersøen. Som jeg ser det, er stiftsråd faktisk det bedste værn mod en synode.

Hvad kan du som biskop gøre for præsternes arbejdsmiljø, som flere har sagt er under pres. Er det en god idé med mere søndagsfri til præsterne?

– Både præster og menighedsråd har hver især og sammen behov for at kunne samarbejde noget mere. Præsterne er en anden generation end tidligere, som har brug for mere kollegaskab, og menighedsrådene får pålagt flere og flere opgaver, som gør det nødvendigt at samarbejde for at sætte nogle arbejdskraftressourcer fri. Jeg vil bestræbe mig på at være den nærværende biskop, så præsterne ved, at jeg ser og hører dem. Man skal kende sine præster og vide, hvor det gør ondt, og hvor det går godt. Præsterne sætter selvfølgelig pris på et familieliv, men i forhold til mere søndagsfri eller en femdages-uge, er jeg nok lidt skeptisk. Men jeg vil opmuntre præsterne til selv at aftale at dække af og afløse for hinanden, så man får de prædikenfrie søndage, man har brug for.

Hvordan kan du som biskop få flere til at gå i kirke om søndagen?

– Det handler om, at afstanden mellem prædikestol og kirkebænke skal gøres mindre. Det skal vi for øvrigt hele tiden arbejde på. Kirkegangen i de danske kirker har på landsplan stort set været den samme siden de store vækkelser. Men ude i de små sogne kan det være en belastning for præsten ikke at vide, om der bliver messefald om søndagen. Her kan præsterne snakke sammen med menighederne om at være kirke på en anden måde. Måske kunne man undgå at holde så mange gudstjenester i de kirker, hvor der ikke kommer så mange, og så i stedet holde nogle fælles gudstjenester med flere deltagere, fyraftenssalmesang kunne være en idé at afprøve, der kan måske gøres noget særligt i turistsæsonen, og mange vil være interesserede i studiekredse. Det gælder om at være flere skuldre til at løfte sammen. Så får man en vifte af tilbud, som gør kirken mere nærværende.

Er det vigtigt, at biskoppen er kendt i den brede offentlighed og ikke kun i folkekirkelige kredse?

– Ja, hvis biskoppen har noget at sige og formår at gøre det. Det vigtigste er, at man er nærværende i sit eget stift, men kan man i samfundsdebatten medvirke til at sætte evangeliets budskab på dagsordenen, så skal man gøre det. Jeg vil bestræbe mig på både at være nærværende i mit stift og indgå i en offentlig sammenhæng og markere mig. Jeg har selv trådt frem i mange sammenhænge med mine holdninger, og de erfaringer vil jeg gøre brug af som biskop.

Den seneste kirkelige debat har fokuseret på diskrimination af kvindelige præster. Hvordan ser du problemet, og er der brug for lovgivning?

– Jeg vil meget gerne afvente, hvad der kommer ud af den undersøgelse, som biskopperne har sat i gang. Jeg må indrømme, at det kom bag på mig, at der måske er et problem. Der er selvfølgelig nogle mandlige præster, der ikke bryder sig om kvindelige præster. Men missionsfolket som sådan går da gerne i kirke hos en kvindelig præst. Så længe de bare nøjes med at mene, at kvinder ikke skal være præster, så kan jeg sagtens leve med det, for det skal folkekirken også kunne rumme. Men hvis det udarter sig til mobning og chikane, så kan vi ikke rumme det længere.

Hvad er folkekirkens største udfordringer de næste år?


– Vi er ikke længere alene på den religiøse bane, der er både andre trossamfund og ateister. Der er grupper som Katolikker for lighed mellem trossamfund i Danmark, og der er selvfølgelig islam, som har været en del af det danske samfund længe. Politikerne er derfor i højere grad begyndt at tænke i religionslighed, hvor vi i folkekirken tænker mere i religionsfrihed. Så kommer vi pludselig til at stå som det gamle monopol. Her skal folkekirken finde sine ben. Når man kun er sig selv, har man ikke brug for at tale. Nu er vi pludselig i en sammenhæng, hvor vi alle har brug for at tale om, hvad kristendom er. Det er en frugtbar situation at være i, men problemet opstår, hvis vi ikke kan snakke om det. Her er det vigtigt, at det ikke foregår ved envejskommunikation, men ved at engagere danskerne i debatten.

Folkekirken har i disse år stadigt faldende medlemstal og stigende udgifter. Hvordan mener du, det kan hænge sammen i fremtiden?

– Vi skal tage tingene alvorligt som folkekirke, og vi kan ikke bare sige, at her går det godt, send flere penge. Vi er også en del af det, der skal få den samlede folkekirkelige økonomi til at hænge sammen. Men vi har også en anden mission, som ikke er den samme som en offentlig institution. Folkekirken består af tusinder af frivillige medarbejdere, og det må man altså også tage hensyn til. Vi skal ikke lade os løbe omkuld af for eksempel de to seneste store betænkninger om økonomi og struktur fra Kirkeministeriet. Man kan betragte dem som håndgranater eller idekataloger. Jeg foretrækker det sidste.

vincents@kristeligt-dagblad.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​