15. januar 2008
Formanden for Folketingets sundhedsudvalg, Preben Rudiengaard, vil hæve grænsen for køb af alkohol i butikkerne til 18 år. Han underkendes af partitoppen
Venstres ledelse underkender nu partifællen, formand for Folketingets sundhedsudvalg Preben Rudiengaard, som har foreslået, at grænsen for køb af alkohol i butikkerne hæves til 18 år.
Regeringspartneren De Konservative har også afvist forslaget, og Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, siger, at Preben Rudiengaard ikke tegner partiet.
Beholder 16 års-grænse- Det er fritænkning fra Preben Rudiengaard. Det ligger ikke i kortene, at vi skal have grænsen yderligere op. Senest strammede vi jo op i 2004, så man nu skal være 16 år for at købe alkohol.
- Den grænse holder vi fast i, selv om vi selvfølgelig er opmærksom på de unges alkoholproblemer, siger Venstres politiske ordfører til Ritzau.
Vil hæve grænse til 18 årPreben Rudiengaard siger tirsdag til Kristeligt Dagblad, at grænsen for køb af alkohol i butikker skal hæves til 18 år, som regeringen i forvejen har bebudet skal være tilfældet med cigaretter.
Formanden for Folketingets Sundhedsudvalg fortæller, at han er sikker på, at der er tale om en forglemmelse fra regeringens side.
Bekymret over alkoholindtag
- Den bedste konsekvens er, at grænsen for såvel køb af cigaretter som alkohol er 18 år. Jeg er dybt bekymret over alkoholindtaget blandt unge i Danmark, og kan sundhedsministeren ikke se det, skal jeg komme efter ham, siger Preben Rudiengaard.
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) erkender overfor avisen, at aldersgrænserne er vilkårlige.
Del af dansk kulturI dag skal man være 16 år for at købe såvel cigaretter som alkohol i butikkerne og 18 år for at få alkohol på et værtshus. Men han er ikke villig til at lave en fælles aldersgrænse på 18 år.
- Grænserne er arbitrære. Men det er en gængs dansk opfattelse, at unge mellem 16 og 18 år drikker alkohol i private sammenhænge. Det er en del af dansk kultur og accepteret af forældrene, siger sundhedsministeren, der dog er villig til at se på det, hvis holdningen i befolkningen ændrer sig.
Unge vælter rundtMen Preben Rudiengaard fastholder, at stramningerne skal ske nu.
- Man kan ikke gå igennem en provinsby i Danmark en lørdag aften uden at se stive unge, der vælter rundt. Det skal vi have gjort noget ved, siger han.
ritzau